Kristian Leth: Bibelen findes i os alle sammen

Forfatter Kristian Leth mener, at Bibelen er verdens vigtigste bog. I et nyt radioprogram undersøger han sammen med journalist Lauge Hendriksen, om man kan forstå sig selv, hvis ikke man forstår den hellige bog

Kristian Leth er aktuel med et nyt program, Bibelen Leth fortalt, hvor han med journalist Lauge Hendriksen dykker ned i Bibelens fortællinger og undersøger, hvordan den hellige bog kan bruges til at forstå det moderne menneske. Foto: Miriam Dalsgaard/Ritzau Scanpix.
Foto: Miriam Dalsgaard/Ritzau Scanpix.

Kan vi overhovedet forstå os selv, og det samfund, vi lever i, hvis ikke vi forstår Bibelen? Det spørgsmål stilles i et nyt radioprogram med titlen Bibelen Leth fortalt, som havde på premiere på P1 torsdag. I programserien taler forfatter Kristian Leth med journalist Lauge Hendriksen om Bibelens betydning for det moderne menneske.

Kristian Leth, hvad går programmet ud på?

Programmet er et forsøg på at forstå moderne mennesker ved at dykke ned i den kildekode, vi er programmeret med. Selve vores begreb om verden, vores begreb om os selv i verden og det sprog, hvormed vi forsøger at finde ud af, hvad vi selv mener, er formet af Bibelen. Bibelen er i os alle sammen, og den kristne kultur er - for at bruge historikerens Tom Hollands udtryk - ligesom støvpartikler. De er så små, at vi ikke kan få øje på dem, men de er i hver eneste indånding, vi drager. Programmet er ikke et forsøg på udtømmende at udlægge Bibelen, men på at dykke ned i afgørende historier og skriftsteder og bruge dem til at åbne vores moderne bevidsthed.

Kan du give et par eksempler på, hvad lytterne kan se frem til at høre om?

I et af de næste programmer taler vi for eksempel om Missionsbefalingen, som måske er den passage fra Bibelen, der har medført flest tragedier rent historisk set. Men samtidig er det også en idé, som ingen af os kan se os foruden. Det er et rigtig godt eksempel på en idé, der er fuldstændig indgroet i vores kultur og i vores bevidsthed. Vi ser det som en rationel, logisk idé, at hvis man har et godt budskab, en viden, en oplysning, så er det ens forpligtelse at sprede den til andre. Men det er det egentlig ikke. Det er noget, der opstår i Bibelen, hvor man i Missionsbefalingen for første gang begynder at tale om religion som noget, der skal spredes til resten af verden. Det har medført alt fra kolonialisme og korstog til en dogmatisk tilgang til at sprede demokrati. Hele pointen er, at hvis ikke vi forstår, at vores egen idé ikke er givet og logisk, men faktisk er en kulturel overlevering, så laver vi den fejltagelse, at vi ikke kan forstå, at andre kan have en anden mening.

Hvad med dit eget Bibelsyn? Hvordan kommer din tilgang til religion til at spille ind i programmets udformning?

Jeg kommer til at være meget ærlig. Programmet er et forsøg på at læse Bibelen idiosynkratisk (med aversion, red), men oplyst. Hvis folk kommer til at have et problem med programmet, kommer de højst sandsynligt til at have et problem med min udlægning af teksten. For mig er det her liv og død. Det, der driver mig, er at finde ud af, hvorfor vi tænker, som vi gør. Som jeg siger til min medvært: Jeg regner med, at programmet vil gøre en del mennesker rasende, og så vil det skuffe resten. Pointen for mig er, at det her ikke er noget stof, jeg går ind og behandler til et program. Det her er noget, jeg arbejder med hele tiden. Jeg mener ikke, at kristendom er noget, vi kan vælge til eller fra på dette tidspunkt i historien. Om man er ny-ateist eller om man er pinsekirke, så er man begge to udtryk for den kristne kulturarv.

Hvem er målgruppen?

Jeg ved ikke rigtig, hvem målgruppen er. Jeg synes selv, det er det mest spændende stof, der overhovedet findes. Så mere end der er en målgruppe, så er min tilgang, at det må der vel også være andre, der synes.

Du er jo et velbeskrevet blad - vores læsere kender dig - men hvad med Lauge Hendriksen?

Lauge Hendriksen er journalist og podcaster og har en meget mere "ren" tilgang til at læse Bibelen, som han læser for første gang. Men det, der er med Bibelen, er, at ingen af os rigtigt kan læse den for første gang. Det vil altid være fejlbarligt - eller et umuligt projekt - at sige, at man læser den for første gang. Omvendt falder man også ofte i den anden grøft, hvor man læser den, fordi man er teolog eller bibelhistoriker. Det er også værdigt, men så har man slet ikke folk med, der læser den for første gang. Det er to umulige projekter. Tanken er, at Lauge Hendriksen og jeg kan prøve at gøre det sammen som repræsentant for hver vores lytter.