Kritik: "Naivt" og "utidssvarende" at biskop og menighedsråd ikke vil oprette center for krænkelser i folkekirken

Etableringen af et uafhængigt center for krænkelsessager, som syv præster har foreslået, er ikke nødvendigt, lyder det fra folkekirkens ledelse. Man har i stedet andre tiltag på vej

Der er brug for et uvildigt organ, som man kan henvende sig til med krænkelsessager uden om den lokale kirkeledelse, mener sognepræst Christian Roar Pedersen
Der er brug for et uvildigt organ, som man kan henvende sig til med krænkelsessager uden om den lokale kirkeledelse, mener sognepræst Christian Roar Pedersen. Foto: Signe Goldmann/Ritzau Scanpix.

Folkekirken er allerede indrettet til at håndtere sager om seksuelle krænkelser, og det videre arbejde med forebyggelse af overgreb skal ske lokalt. Sådan lød meldingen fra biskopperne efter møde med kirkeministeren i slutningen af juni. Men den udmelding vækker ikke begejstring alle steder i folkekirken:

“Det er naivt og utidssvarende. Vi bliver nødt til at have en fælles plan for, hvordan vi kommer overgreb i folkekirken til livs. Det andet er et signal om, at man ikke anerkender, at man har et problem. Vi kan alle sammen godt regne ud, at der findes mørkesager, fordi det som offer eller vidne til overgreb er næsten umuligt at stå frem,” siger Christian Roar Pedersen, der er sognepræst i Hals og Hou Kirker.

I en kronik i Kristeligt Dagblad har Christian Roar Pedersen sammen med seks andre præster foreslået en række indsatser til at kortlægge og forebygge seksuelle krænkelser i folkekirken. Blandt deres forslag er at oprette en uafhængig enhed, der skal tage sig af krænkelser uden om den lokale ledelse: 

“Det kan være enormt grænseoverskridende for et offer at gå til en menighedsrådsformand med klage over en lokal ansat eller at gå til provsten med en klage over en præst. Og at sige, at man bare kan ringe til biskoppen med sin sag, er lidt ligesom at sige, at man bare kan ringe til direktøren for Coop, hvis man vil klage over en kassemedarbejder. Der er brug for et uvildigt organ, som man kan henvende sig til, og hvor man bliver mødt med forståelse,” siger Christian Roar Pedersen

Bedre at tydeligøre ledelsesansvar

Ideen om et uafhængigt organ er inspireret af det norske “Kirkelig Ressurssenter mot Seksuelle Overgrep”, som har eksisteret siden 1996. Dette tilbyder rådgivning og terapi til ofre for overgreb samt vejledning af kirkeledere og menighedsråd om forebyggelse og håndtering.

Forslaget om at skabe et lignende center i Danmark er fint, men det er måske ikke der, folkekirken først skal sætte ind, vurderer Anette Borchorst, kønsforsker og professor emerita ved Aalborg Universitet, som har forsket på området:

"Her er det vigtigt, at man i folkekirken præciserer ledelsesansvaret, ikke mindst på grund af folkekirkens todelte ledelsesstruktur, men også fordi krænkelser kan ramme både ansatte i kirken og kirkens mange brugere, herunder børn og unge. Det, som vi så i domkirkesagen, og som vi også ser i sager fra andre dele af arbejdsmarkedet, er nemlig ledelsessvigt. Vi ser sager, der falder mellem to stole, og sager, som ikke bliver fulgt til dørs," siger Anette Borchorst.

Derfor er det oplagt at skabe nogle fælles retningslinjer for håndtering og forebyggelse af krænkelser, som de syv præster forslår i deres kronik:

"Man kunne for eksempel forestille sig, at Kirkeministeriet nedfældede nogle helt overordnede retningslinjer for arbejdet, som så kan foldes ud og tilpasses lokalt," siger Anette Borchorst.

Også religionssociolog Brian Arly Jacobsen, der er ansat som lektor ved institut for tværkulturelle og regionale studier ved Københavns Universitet, ser fordelen i at igangsætte nogle fælles indsatser mod krænkelser, netop på grund af folkekirkens særlige indretning. Og det kunne godt være et center dedikeret til krænkelsesager:

“Folkekirken har ligesom foreningerne og uddannelsesinstitutioner givetvis mørketal for overgreb og ledelsesmæssige strukturer, som giver inhabilitetsproblemer. Men jeg mener, det ville være snævert kun at oprette et organ for krænkelser i folkekirken. Det ville i virkeligheden give meget mere mening at inkludere alle trossamfund, som man gør i centeret i Norge,” siger Brian Arly Jacobsen.

Ifølge religionssociologen knytter der sig nemlig særlig problemstillinger til religiøse institutioner:

“Ledere af trossamfund har en ganske særlig og anderledes autoritet end i andre foreninger eller arbejdspladser, som kan misbruges. Men et uvildigt organ kunne med fordel arbejde med nogle af de andre problematikker, der opstår i trossamfund, for eksempel forebyggelse af voldelige overgreb mod børn og marginalisering af homoseksuelle,” siger Brian Arly Jacobsen.

Fælles indsatser på vej

Biskop i Helsingør Stift Peter Birch ser de syv præsters forslag som et velkomment indspark i folkekirkens arbejde med at forebygge og håndtere krænkelser i folkekirken. Men oprettelsen af et uafhængigt center for krænkelser ligger ikke umiddelbart i kortene:

"Frem for at etablere nye strukturer fokuserer vi lige nu på en bevidstgørelse af, at krænkelser er uacceptable i folkekirken, og at enhver henvendelse bliver taget seriøst. Det er også det signal, som vi sammen med Landsforeningen af Menighedsråd sendte med vores erklæring i starten af juni," siger Peter Birch.

Han kan ikke genkende Christian Roar Pedersens kritik af, at der ikke lægges fælles planer. Foruden arbejdet i Folkekirkens Arbejdsmiljøråd og Folkekirkens Arbejdsmiljørådgivning er der også særskilte indsatser på vej, der skal styrke arbejdet med at forebygge krænkelser på tværs af folkekirken:

"Som en del af en større proces er vi allerede i gang med at styrke vores fælles kommunikation omkring arbejdsmiljø og krænkelser, som netop kan skabe tydelighed omkring retningslinjer for håndtering og forebyggelse," siger biskoppen. Han tilføjer, at stifterne nu arbejder på at etablere en whistleblowerordning.

"Derudover har vi en anonym trivselsundersøgelse på vej som et vigtigt supplement til arbejdspladsvurderingerne," siger Peter Birch.

Det fortsatte arbejde med at imødegå krænkelser sker i koordination med Landforeningen af Menighedsråd, fortæller biskoppen. Umiddelbart vurderer han ikke, at der er brug for retningslinjer udstukket af Kirkeministeriet, som Anette Borchorst foreslår:

"Det er selvfølgeligt vigtigt, at Kirkeministeriet som arbejdsgiver for den gejstlige del af folkekirken sidder med ved bordet. Men lige så vigtigt er det, at menighedsrådene sidder med, for de skal få tingene til at fungere lokalt. Hvis der skal ske en kulturændring og en bevidstgørelse, kan det ikke komme oppefra, uden at det lokale niveau hele tiden tænkes med," siger Peter Birch.

I Landsforeningen af menighedsråd genkender man heller ikke opfattelsen af, at der ikke lægges fælles planer, og heller ikke af, at problemet med krænkende handlinger ikke anerkendes:

”For Landsforeningen af Menighedsråd er det vigtigt, at vi, altså ansatte og arbejdsgivere via deres respektive repræsentanter, samarbejder om at forebygge krænkelser. Netop derfor har vi i Folkekirkens Arbejdsmiljøråd i samarbejde med Kirkeministeriet udarbejdet en vejledning med tilhørende procesvejledning og dialogværktøj om forebyggelse og håndtering af seksuelle krænkelser," siger Inge Kjær Andersen, næstformand i Landsforeningen af Menighedsråd, som heller ikke mener, at der er behov for at etablere et uafhængigt center for krænkelsessager, som de syv præster efterspørger:

"Nu har vi har brug for handling. Vi opfordrer på den baggrund vores medlemmer til at tage dialogen med medarbejderen med udgangspunkt i disse vejledninger om, hvordan man på den lokale arbejdsplads skal forebygge og håndtere krænkende og grænseoverskridende handlinger.”