Det var en aften i marts 1983. Jeg havde været med en nær ven til en koncert, som han havde holdt med sit band, der spillede selvkomponerede sange i latinrock-genren. Som det var sket tidligere, bad vi sammen, inden vi skiltes. Han var troende kristen og opfordrede ofte til, at vi bad sammen. Det foregik sådan, at jeg satte mig i lotusstilling og mediterede, som jeg var vant til i min praksis, der tog afsæt i østlig spiritualitet. Han foldede så hænderne og bad højt med frit formulerede bønner, som det er almindeligt i frikirketraditionen. 14 dage tidligere havde vi for første gang bedt sammen, hvor jeg bad med på hans bønner. Men jeg kunne ikke bede med, da han formulerede en sætning om at overgive mig til Jesus. Det var, som om jeg blev stum.
Denne aften skiltes vi under S-togsbroen i Skovlunde, hvor jeg er vokset op. Vi bad sammen, og jeg mærkede ikke store følelsesmæssige udsving. Men jeg var på en eller anden måde klar over, at det var et vendepunkt. Nu måtte jeg stå ved det, som det var: Jeg var kristen. Det var en helt nøgtern konstatering. Jeg skulle overnatte i mit barndomshjem i Skovlunde, så jeg gik hjem til mine forældres hus og prøvede at finde en bibel et sted på hylderne. Det lykkedes, og jeg tog den ud, fandt Fadervor og læste det, inden jeg lagde mig til at sove.
Jeg er søn af en arbejderfamilie fra Nørrebro i København, der flyttede til forstaden. Det religiøse spillede ikke nogen rolle. Som 12-årig blev jeg enormt optaget af psykologi, psykiatri og den marxistiske tolkning af verden. Jeg var meget politisk interesseret og ville gerne gøre en forskel. Jeg lagde afstand til alt, der havde med kirke og kristendom at gøre. Jeg gik dog til konfirmationsforberedelse et par gange og gjorde vist et ihærdigt forsøg på at overbevise præsten om, at han tog fejl.
I gymnasiet fik jeg en ven, der stadig havde kontakt med sin biologilærer fra folkeskolen, som var meget optaget af østlige religioner og havde en relation til en indisk guru, hvis bøger han havde oversat. Jeg blev fuldstændig fascineret af den østerlandske tilgang i den aftapning, hvor der ikke var nogen læresætninger eller regler, jeg skulle sluge, og der ikke var en stor Gud, jeg skulle leve op til noget i forhold til, som jeg havde fået indtryk af, at der var i kristendommen.
Som 16-årig blev jeg via et meditationscenter i København discipel af en indisk guru, som kombinerede østlig spiritualitet med de mange vilde psykodynamiske terapiformer, som opstod i Vesten i den periode. Jeg gik rundt i orange tøj med en særlig perlekæde om halsen og brugte et munketilnavn på sanskrit. I februar 1981 rejste jeg som 19-årig alene til hans ashram i Poona ved Mumbai, hvor jeg var i adskillige måneder. Guruen selv mødte jeg kun en enkelt gang, hvor han trykkede mig i panden, og jeg mærkede intet ved det.
Jesus havde på en eller anden måde luret i kulissen, og efterhånden slog sprækkerne i det fascinerende østlige tankegods revner, mens min nysgerrighed på Kristus blev større. Jeg tog ind på meditationscenteret i København, der var knyttet til den indiske guru, og afleverede min perlekrans. Men jeg fortsatte et par år endnu med at være optaget af blandt andet tibetansk buddhisme. Jeg havde en længsel efter noget absolut og fast at stå på og måtte konstatere, at jeg ikke fandt det i den østlige spiritualitet, som mere og mere gav mig en oplevelse af tomhed og meningsløshed, som nærmede sig det depressive.
Jeg mødte så denne fyr, jeg havde kendt fra gymnasietiden, som i mellemtiden var blevet kristen og var begyndt at skrive kristen musik. Han inviterede mig med til en koncert i København med sit band, og jeg sagde ja tak. Havde det været et vækkelsesmøde, havde jeg nok sagt nej tak, og så havde jeg sikkert været en god buddhist i dag. Under koncerten begyndte min krop at ryste, og jeg mærkede en længsel. Jeg kunne mærke, at her var en spirituel realitet, som var det, jeg havde længtes efter. Kort tid efter havde jeg oplevelsen under S-togsbroen i Skovlunde.
I begyndelsen fandt jeg det ydmygende at erkende, at jeg var kristen, for det passede ikke med mit selvbillede. Det hjalp, at jeg fandt ind i det frikirkelige miljø med stor vægt på det følelsesmæssige. Min kone og jeg var endda med til at åbne en frikirke i Jylland, hvor vi fungerede som ledere af en menighed.
Med tiden blev det frikirkelige miljø imidlertid for snævert for os, og vi valgte at forlade det. I 2010 meldte jeg mig ind i folkekirken.
I dag har jeg en praksis, hvor jeg beder tidebønner i dagligdagen og tager på retræte en gang årligt. Jeg har fundet et rum, hvor jeg igen har en kropslig praksis, kan eksperimentere og være spørgende i forhold til min tro – i en kristen ramme, som jeg føler mig hjemme i og kan stå inde for.
Hvad har udfordret din tro?
Det har udfordret min tro, at der i det frikirkelige miljø, som jeg var en del af i mange år, dårligt var plads til livets skyggesider og til at tale højt om dem. Der var også nogle autoritære ledelsesformer og en præstationskultur, som jeg med tiden fik det dårligt med.
Hvad er det bedste åndelige råd, du har fået?
Den svenske forfatter Magnus Malm har et citat fra en bog om ørkenfædrenes visdom: ”Lær din mund at sige det, som er i dit hjerte”. Det har været meget vigtigt for mig, fordi jeg i mit frikirkeliv og i den teologi, jeg mødte der, var præget af hele tiden at skulle præstere og være en god kristen, også i forhold til bøn.