På en kirkebænk i Lindeskovkirken i Nykøbing Falster sad der for seks år siden en ung iransk mand med en bibel under armen. Han fangede den nyligt pensionerede sygeplejerske Lisbeth Rask Nielsens øje, og de to faldt i snak og endte med at følges fra kirken.
Tre år senere flyttede den unge mand ved navn Milad ind i Lisbeth Rask Nielsens hjem, og hun betegner ham nu som sin “iranske søn”.
Milad blev startskuddet til en pensionisttilværelse for nu 70-årige Lisbeth Rask Nielsen, der på ingen måde er stille og rolig. For det, der begyndte med at være hjælp til en enkelt ung iraner med lektier fra sprogskolen, spredte sig hurtigt til andre flygtninge og indvandrere i lokalområdet, der havde brug for hjælp.
“Jeg har aldrig forestillet mig, at jeg skulle have noget med flygtninge at gøre – det har været så fjernt for mig. Men som skriften siger: Vi vandrer i de gerninger, Gud har lagt til rette for os,” siger Lisbeth Rask Nielsen
Nu har Lisbeth Rask Nielsen og hendes mand, Jan Nielsen, et åbent hjem for områdets flygtninge og indvandrere, hvor der sagtens kan komme tre-fire mennesker forbi i løbet af en dag. De ringer og spørger Lisbeth Rask Nielsen, om hun kan hjælpe dem – med lektier til sprogskolen, med at printe nogle papirer eller med noget helt tredje. Så sørger Jan Nielsen for kaffe og lidt lækkert, og hvis de har brug for at få lappet en cykel eller få kigget en tilstandsrapport til et hus igennem, så sørger han også for det. Parret låner også deres værktøj og bil ud til dem, der har behov for det.
“Kommunen siger nogle gange til mig, at jeg har et fuldtidsarbejde – og det har jeg nok også. Det kræver rigtig meget tid, men så er det godt, at jeg ikke går så meget op i rengøring,” smiler Lisbeth Rask Nielsen.
Da parret begyndte at mangle plads i hjemmet, startede Lisbeth Rask Nielsen og en gruppe i Lindeskovkirken en venskabscafé, som både menighedsfællesskabet i kirken og menighedsrådet støtter op om. Venskabscaféen er et kristent tilbud med bibelundervisning, lovsang og forbøn som en integreret del. Kirken arrangerer også udflugter og cafégudstjenester.
Alligevel er Lisbeth Rask Nielsens hjem fortsat åbent og flittigt benyttet. Hun passer en iransk pige hver uge og sidder klar ved telefonen, hvis nogen skulle få brug for hjælp.
“Vi har altid haft et åbent hjem, også i forhold til danskere. Jeg har ikke selv tænkt ret meget over det – det ligger bare til os, at folk altid kan komme og gå,” siger Lisbeth Rask Nielsen.
Hun er imidlertid ydmyg, når man spørger til hendes mange gerninger, og synes ikke, det bør lyde, som om arbejdet med flygtninge er hendes fortjeneste alene.
“Det er noget, vi står sammen om – som familie, som menighed i kirken og alle de frivillige i venskabscaféen. Vi løfter det i fællesskab. Så det skal altså ikke lyde, som om det kun er mig,” understreger hun.