Flerstemmig sang runger under den fyldte Treenighedskirkes hvælvede loft i den ukrainske havneby Odessa. Byens ortodokse kristne fejrer pinsegudstjeneste, og mange har traditionen tro favnen fuld af grønne siv, som svajer over menighedens hoveder, og som efter sigende symboliserer sjælens blomstring ved Guds nåde efter sin vintersøvn. I det farverige loft sidder Gud selv på en sky med et bistert blik og under ham den korsfæstede Kristus.
Tørklædeklædte kvinder og mænd med børn i hænderne maser på for at komme ind i kirken, folk slår kors for sig i et væk. De fleste står, nogle ligger på knæ. Flere ukrainere går i kirke, efter at Rusland invaderede Ukraine den 24. februar, fortæller fader Anastasiy Archimandrite, som er præst og vicerektor for Odessas teologiske seminarium.
“Alle i Odessa beder både hjemme og i kirken om, at krigen må blive afsluttet så hurtigt som muligt. Jeg forsøger at trøste folk med bønner og med Jesu ord om, at intet er umuligt for Gud,” siger han.
Det mest markante i Odessas ældste kirke denne søndag formiddag er imidlertid ikke det, der siges, men snarere det, der ikke siges. Tidligere har fader Anastasiy Archimandrite og kirkens øvrige præster ved hver gudstjeneste bedt om velsignelse over Moskva-patriark Kirill - lederen af den russisk-ortodokse kirke, Treenighedskirkens åndelige fader.
Men med Kirills udtalte støtte til den russiske præsident Vladimir Putins invasion i Ukraine har Treenighedskirkens overvejende russisktalende præster og utallige andre kirker i Ukraine taget afstand fra patriarken og nævner ham ikke længere i deres bønner. Den ukrainske del af patriarkatet i Moskva har samtidig taget et skridt af kirkehistorisk betydning, da den sidst i maj besluttede at kræve sin ”fulde selvstændighed og uafhængighed” fra den russisk-ortodokse kirke. I mere end 300 år var den ortodokse kirke i Ukraine underlagt Moskva, og bruddet er fatalt for patriarkatet, hvis hidtil 12.000 sogne i Ukraine har udgjort en russisk kulturbastion.
“Du skal stå til ansvar over for Gud Herren selv for hver eneste tåre fra en mor og for hver eneste nygravet grav,” lød det i en bredside til Kirill fra Metropolit Longin, en højtstående biskop i den ukrainsk-ortodokse kirke, i juni ifølge avisen Financial Times:
“Du har såret hele den ukrainsk-ortodokse verden og bragt os smerte. Forsøg ikke at retfærdiggøre det.”
Vil ikke tale om forholdet til Moskva
Taler man med præster fra den ukrainsk-ortodokse kirke, som både historisk, teologisk og kanonisk har tilhørt Moskva i århundreder, mærker man dog, at bruddet er et følsomt tema.
Fader Anastasiy Archimandrite fra Odessa bliver kort for hovedet, da talen falder på kirkens nuværende status.
Hører denne kirke stadig under Moskva-patriarkatet?
“Vi er den ukrainsk-ortodokse kirke,” siger præsten.
Under Moskva?
“Nej.”
Beder I stadig for Patriark Kirill?
“Nej.”
Hvorfor ikke?
“Vi er den ukrainsk-ortodokse kirke,” gentager han.
“Lederen af vores kirke er Metropolit Onuphry (leder af den ukrainske kirke i Kyiv og hele Ukraine under Moskva-patriarkatet, red.).”
Vil De sige, at forholdet til Moskva-patriarkatet har forandret sig over de seneste måneder?
“Det er ikke et spørgsmål, vi stiller os selv. Det er ikke værd at beskæftige sig med det spørgsmål for øjeblikket. Det største spørgsmål er krigen, mennesker dør hver dag, og vi bør bede for dem,” siger fader Anastasiy Archimandrite, inden han haster tilbage ind i den fyldte kirke.
Moskva-patriarkatet har hidtil været ejer af nogle af den ortodokse kristendoms helligste steder i Ukraine, herunder Kyiv-Petjersk Lavra – Huleklostret i Kyiv – fra 1051. Moskva-patriarken Kirill har svoret aldrig at opgive Kyiv, som han kalder for Ruslands Jerusalem, selve udspringet for den ortodokse tro. Men hele den ukrainske kirke burde have løsrevet sig fra Moskva efter Sovjetunionens sammenbrud i 1991, mener fader Filofey, en 33-årig præst, som for tiden opholder sig ved huleklostret. Hans grå kjortel når næsten til jorden, og hans guldindfattede solbriller får ham til at ligne en gangster.
Siden Ukraines uafhængighed i 1991 har to forskellige ortodokse kirker hævdet at være den eneste sande ukrainsk-ortodokse kirke: Den uafhængige ukrainsk-ortodokse kirke med hovedsæde i Kyiv, som løsrev sig fra Moskva i 2019 og opnåede selvstyre - autokefali. Og den ukrainsk-ortodokse kirke under Moskva-patriarkatet, som nu har lagt afstand til Moskva.
“Nu er der krig, og vi ved ikke, hvad der kommer bagefter. Det vigtigste er, at kirken står sammen med det ukrainske folk, som en moder tager sig af sit barn,” siger fader Filofey.
Ingen kirke vil opgive indflydelse
Han vrider sig i præstekjortlen, når man spørger til, om han støtter en løsrivelse fra Moskva. Kirken blev overdraget til Moskva for mere end 300 år siden, men det var en politisk beslutning, og kirken har altid været på folkets side, gentager han. Men får så endelig sagt, at han “støtter den ukrainske kirkes uafhængighed”.
En midaldrende kvinde, som sidder ved cafebordet ved siden af os i klostrets have, bryder ind i samtalen og begynder at skælde ud på fader Filofey.
“Vi er stadig en del af Moskva-patriarkatet, Hvordan kan du sige, at vi ikke er det, hvordan kan du sige det i et interview, vi har givet vores donationer til kirken i dag, hvor havner de penge henne?”, siger hun indigneret og går sin vej.
Den 33-årige præst sunder sig. Han så gerne, at de ortodokse kirker i Ukraine smeltede sammen til en, siger han så.
“Men der er mange problemer, som vi skal finde en løsning på. Ingen ønsker at opgive deres positioner og indflydelsessfære,” siger fader Filofey.
En tilnærmelse mellem de to ukrainske kirker forekommer fjern, idet mange på begge sider betragter den anden kirke som kættersk. Mere end 400 sogne er gået over til den uafhængige ukrainske kirke siden krigens begyndelse - i nogle tilfælde ved tvang. I Fastyv, en forstad til Kyiv, brød en gruppe mennesker med flere præster i spidsen ind i den lokale kirke og overfaldt den Moskva-tro præst, skriver Financial Times. I maj forlød det, at cirka halvdelen af de hidtil Moskva-loyale stifter i Ukraine stadig beder for patriark Kirill.
Løsrivelsen stiller kirken i et stort dilemma, da den har tilhørt Moskva i århundreder – og nu står i en mellemposition. Det siger Emil Hilton Saggau, der forsker i ortodoks kristendom ved Lunds Universitet.
“På den ene side er den teologisk og kirkeretsligt forpligtiget over for Moskva, på den anden side er den tydeligvis klar over, at denne loyalitet er uholdbar i den nuværende situation under krigen. Realpolitikken gør den position umulig. De er fanget mellem et historisk tilhørsforhold til et land og en kirke, der nu angriber dem, og en ny stat og kirke, som de har svært ved at anerkende,” siger han.
Emil Hilton Saggau vurderer, at mange ortodokse under metropolit Onufrey håber, at de en dag kan vende tilbage til et normaliseret forhold til Moskva. De vil ikke uden videre anerkende eller danne en samlet kirke med de andre kirker i Ukraine.
“Det kræver, at de ikke rykker for langt væk fra Moskva, men denne position bliver kun mere og mere problematisk, som krigen trækker ud. Det er nok lidt en spejling af den nedslidningskrig, som foregår ved fronten. Trækker krigen ud, bliver grøfterne kun dybere mellem ukrainere og russere, også kirkeligt,” siger han.