Lokalpolitikere undrer sig over skrottet omskæringspjece: ”En klokkeklar fejl”

Ballerups kommunalbestyrelse vil nu have en redegørelse for, hvorfor en pjece, der advarer mod konsekvenser ved omskæring, skulle droppes efter et halvt års arbejde.

Ballerup Kommune skrev historie, da den som den første kommune i landet i december 2021 vedtog en sundhedspolitik, der skal forhindre omskæring af drengebørn. Omskæring af drenge er helt lovligt i Danmark, og ingen offentlige myndigheder har forbehold over for praksissen. Det har gjort det svært for kommunen at føre politikken ud i livet.
Ballerup Kommune skrev historie, da den som den første kommune i landet i december 2021 vedtog en sundhedspolitik, der skal forhindre omskæring af drengebørn. Omskæring af drenge er helt lovligt i Danmark, og ingen offentlige myndigheder har forbehold over for praksissen. Det har gjort det svært for kommunen at føre politikken ud i livet. . Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix.

Kommunalbestyrelsen i Ballerup Kommune var ikke blevet informeret om, at sundhedsdirektøren i kommunen for nylig valgte at droppe en omskæringskritisk pjece, som havde været under udarbejdelse i et halvt år. Nu efterlyser lokalpolitikerne en redegørelse. 

Formålet med pjecen var, at den skulle advare nye forældre til drengebørn om konsekvenserne ved omskæring. Projektet blev til i forlængelse af den sundhedspolitik, som blev vedtaget i kommunen i slutningen af 2021, hvor det hedder, at forældre skal opfordres til at udskyde rituel omskæring til barnet selv kan tage stilling. 

I forbindelse med udarbejdelsen af pjecen havde den sundhedsplejerske, der var sat til at være projektleder blandt andet arbejdet sammen med en omskæringskritisk pensioneret læge og lobbyorganisationen Intact Denmark. Men af flere årsager, blandt andet at man frygtede at den ville politisere kommunens sundhedspleje, valgte sundhedsdirektør Mette Mortensen for nylig at trække stikket på projektet. 

Det er en beslutning, der kommer bag på Venstres medlem af kommunalbestyrelsen, Jacob Wøhler Jørgensen, som var en af idémændene bag sundhedspolitikken. Han erfarede først mandag, at man havde droppet projektet, efter at Kristeligt Dagblad bragte nyheden, og han undrer sig meget over forløbet. 

"Umiddelbart tænker jeg, at det må være en fejl. Administrationen kan ikke stoppe sådan et projekt, uden at det er politisk godkendt. Hvis det er os i kommunalbestyrelsen, der sætter gang i et projekt, så skal det også forbi os, hvis det skal indstilles. Så de må have lavet en fodfejl," siger Jacob Wøhler Jørgensen. 

Selvom det er sundhedsplejen i Ballerup Kommune, der på egen hånd har taget initiativ til at lave den nu droppede pjece om omskæring, så mener Jacob Wøhler Jørgensen, at det implicit ligger i sundhedspolitikken, at der skal udarbejdes informationsmateriale til forældre. Derfor bør politikerne i kommunalbestyrelsen også have noget at skulle have sagt i sagen, og ikke kun sundhedsdirektøren, som har truffet beslutningen, vurderer han.  

I mandags kontaktede Jacob Wøhler Jørgensen derfor den kommunale administration for at høre, hvad der foregik. Han har fået en kort redegørelse, men regner med, at forløbet nu skal drøftes yderligere, når Sundheds- og Ældreudvalget igen skal mødes. 

"Vi skal have en fyldestgørende redegørelse for, hvad der er sket i denne sag. Indtil videre har jeg fået en otte linjers mail, som jeg ikke kan få til at hænge sammen. Det må være en klokkeklar fejl af administrationen. Det kan godt ske, at pjecen i sig selv ikke var mulig, men det ligger i sundhedspolitikken, at man vil lave en indsats for at informere forældre om omskæring. Hvordan vil man så vil gøre det, det må vi til at finde ud af," siger Jacob Wøhler Jørgensen.  

Omskæring af drengebørn er ikke ulovligt i Danmark, eller noget andet land, og ifølge Styrelsen for Patientstikkerheds notat om ikke-terapuetisk omskæring fra 2020 er de identificerede risici ved indgrebet "altovervejende af mindre til moderat karakter," selv om der er set få alvorlige komplikationer. Derfor vakte det opsigt, da Ballerup Kommune som den første i landet vedtog en sundhedspolitik på omskæringsområdet, der havde til formål at stoppe praksissen, som særligt finder sted blandt jøder og muslimer. 

Men som Kristeligt Dagblad har berettet, har udmøntningen af denne politik da også vist sig at være sværere end ventet. Den socialdemokratiske formand for Sundheds- og Ældreudvalget Lolan Marianne Ottesen ser nu også frem til at blive informeret om forløbet med pjecen. Da sundhedspolitikken blev til for godt et år siden, var hun ude og foreslå, at det var sundhedsplejersker, pædagoger og jordemødre, der kunne stå for at informere forældre om risici ved omskæring.  

Lolan Marianne Ottesen, sundhedsplejen har ifølge sundhedsdirektør Mette Mortensen oplevet det som en udfordring at føre sundhedspolitikken ud i livet, fordi sundhedsplejerskerne risikerer at blive politiske. Kan du følge hende i det? 

"Når vi tager en politisk beslutning om noget i kommunalbestyrelsen, så skal den kommunale administration føre det ud i livet. Vi går ikke ind og blander os i arbejdet med sådan en pjece. Vi får først en pjece at se ved en eventuel orientering eller i forbindelse med en godkendelse.” 

Men udfordringen er vel, at det er en politisk beslutning, at man i Ballerup Kommune vil anbefale forældre at vente med at lade deres drengebørn omskære.

"Ja, det er det. Det vil jeg ikke løbe fra. Det, vi allerhelst vil have, er, at forældre udsætter omskæring, til barnet selv er myndigt og kan bestemme. Men vi er så blevet informeret om, at der er nogle familier fra nogle kulturer, der mener noget andet om omskæring. Så må vi håbe på, at de kulturer bliver klædt på med den viden, der også er på området." 

Hvad er det for en viden? 

"Jamen, det er for eksempel, at de får at vide, hvilke risici der er ved at skære i et raskt barn." 

Ifølge Styrelsen for Patientsikkerheds notat om ikke-terapeutisk omskæring er der meget få risici forbundet ved drengeomskæring. Så hvad er det for nogle risici, man vil henvise til? 

"Vi skal selvfølgelig henvise til Styrelsen for Patientsikkerhed. Vi kan kun henvise til den viden, der er på området."

Men i Ballerup Kommunes sundhedspolitik er der netop lagt op til, at forældre skal anbefales at vente med at lade deres barn omskære. Der er bare ikke nogle offentlige sundhedsmyndigheder at henvise til. Hvad gør man så?

"Måske det er derfor, det er så svært at lave den pjece." 

Men hvis det er så svært, er sundhedspolitikken så ikke bare et politisk benspænd for sundhedsplejen i Ballerup Kommune? 

"Nej, så skal de fortælle os, hvis det er det, der er problemet. Jeg forventer, at de kommer med noget feedback. Hvis vi træffer en beslutning, som ikke kan føres ud i livet, så skal sundhedsplejen vende tilbage med de erfaringer, de har fået. Det forventer jeg, at de gør, når vi nu skal have et møde i vores Sundheds- og Ældreudvalg."