Luthersk topleder prædikede på karismatisk lejr: Hvor ånden er friheden

Den kristne festival Sommeroase samler i disse dage over 3.000 gæster. Den åndelige frihed i Kristus kan ingen tage fra nigerianerne trods politisk ufrihed, lyder det fra præsidenten for Det Lutherske Verdensforbund

Vi længes efter politisk og religiøs frihed i Nigeria, men det forstyrrer ikke den åndelige frihed, vi har i Kristus, siger Musa Panti Filibus, der prædikede på karismatisk stævne. – Foto: Mikkel Berg Pedersen.
Vi længes efter politisk og religiøs frihed i Nigeria, men det forstyrrer ikke den åndelige frihed, vi har i Kristus, siger Musa Panti Filibus, der prædikede på karismatisk stævne. – Foto: Mikkel Berg Pedersen. .

Dette års kristne festival SommerOase 2022 er skudt i gang på Bygholm Landbrugsskole i Horsens. Lidt over 3.300 deltagere er allerede landet, og flere forventes at ankomme i løbet af ugen.

Alle aldersgrupper er repræsenteret, og på eventpladsen er der gang i arrangementstelte og madboder omsluttet af bakker, marker og skov. Sidstnævnte spiller netop en rolle for dagens første arrangement: En gudstjeneste i skoven.

For at komme ind til gudstjenesten skal deltagerne følge en smal sti frem til en lille lysning. Mellem høje træer og tjørnehække har den pensionerede præst Peder Poulsen lavet et lille alter på et hvidt klapbord. Et lille trækors er sat op, og ved siden af står en plastkande med nadvervin, nogle boller på en paptallerken og en bedeskål.

Der dufter af muld, fuglene kvidrer, myg summer, og det hele afbrydes kun en gang imellem af lyden fra et tog i baggrunden. Godt tres personer har fundet ned til lysningen, og Peder Poulsen indleder gudstjenesten:

”Alt er formet af logos, af jorden, af Gud, holdt sammen af ordets kraft. På samme måde er vi formet af denne jord.”

Peder Poulsen fortæller, at de fremmødte skal bruge deres sanser i Guds katedral – skoven. Der holdes små pauser mellem sange og bønner, hvor der lyttes til vinden i træerne og duftes til blade og muld. Flere lukker øjnene, og nogle rækker hænderne i vejret, mens munden bevæger sig lydløst i en indre bøn.

”Lad os sidde her i ånden, roen,” lyder opfodringen fra Peder Poulsen.

Der afholdes en seance, hvor de fremmødte skal tale sammen om deres oplevelse. En ung kvinde siger til sin sidemakker:

”Det er fantastisk at høre vindens susen i træerne. Det giver så god mening at sidde i skoven.”

Regler og love giver frihed

Inden dagens hovedgudstjeneste går i gang i storteltet, fortæller den besøgende Solvej Natalie Munkholm på 52 år fra Odder, at hun har savnet at være med på festivalen efter to år, hvor der har været begrænsninger på grund af COVID-19. Hun er afsted med sin mand og fire børn:

”Jeg har været afsted siden 2000’erne, så det er skønt at være tilbage efter to år, hvor det har været digitalt. Det er som at komme hjem.”

Temaet for årets festival er frihed, og for Solvej Natalie Munkholm findes friheden hos Gud. I troen på Gud er hun fri til at være, den hun er. Alle er gode og elsket af Gud i udgangspunktet. Hun ser ingen begrænsninger i at leve efter kristne regelsæt for de vigtigste regler er allerede skrevet ind i de grundlove, vi lever efter.

”De kristne leveregler er gode leveregler. Hvis jeg har ro i mig selv og min relation til Gud, så bliver jeg fri til at kunne vælge livet til. Med Gud falder alting på plads,” slutter hun.

En anden besøgende, Johannes Korsholm Thomsen på 44 år fra Aarhus, er afsted med sin familie og menighed på godt 350 personer. Det er 17. gang, han er afsted, og han er meget glad for at være tilbage.

For ham handler frihed også om at få lov til at være den, han er, i troen på Gud. Dobbeltheden i at være troende med et sæt af leveregler og samtidig føle sig fri lægger han vægt på:

”Der er selvfølgeligt nogle leveregler i min tro, men det er også godt, at jeg bliver begrænset. Det kompromitterer ikke min frihed. Begrænsningens kunst er afgørende for alle typer kulturer.”

Festivalpladsen dækker et areal på over 30 hektarer og har plads til mere end 1.100 campingvogne og telte, oplyser arrangørerne. Foto: Mikkel Berg Pedersen.
Festivalpladsen dækker et areal på over 30 hektarer og har plads til mere end 1.100 campingvogne og telte, oplyser arrangørerne. Foto: Mikkel Berg Pedersen.

Hvor ånden er, er friheden

Dagens store gudstjeneste begynder. Over 2.000 besøgende har fundet en plads. Et band spiller rolig, kristen rock fra scenen, mens flere folk synger og klapper med. Der bliver budt velkommen og bedt en bøn for dagens prædikant. Flere lukker øjnene og rækker hænderne i vejret.

Hovedtaleren er ærkebiskop for Den Lutherske Kirke af Kristus i Nigeria, Musa Panti Filibus. Han er også præsident for Det Lutherske Verdensforbund med dens 72 millioner medlemmer. Under overskriften ”Where the Spirit is, there is Freedom” (Hvor ånden er, er friheden) begynder han gudstjenesten med ordene:

“Hver frihed har sin egen sandhed. Frihed er en gave fra Gud. Frihed er ikke et mål. Frihed er et middel til et mål. Friheden til at handle.”

Ved det sidste amen får Musa Panti Filibus et stort bifald, mens musikerne går på med et nummer om Jesu kærlighed. Flere fremsiger svært hørbare bønner med lukkede øjne og hænderne rakt op mod himlen.

Efter gudstjenesten siger den nigerianske ærkebiskop til Kristeligt Dagblad, at frihed har en særlig betydning for ham, fordi han kommer fra et land, hvor slaveri stadig er et problem, og hvor godt halvdelen af befolkningen er kristne, men alligevel forfølges af jihadistiske grupper.

”Friheden i Nigeria er under et stort pres, og den er noget, vi kæmper for dagligt, fordi vores regering ikke gør nok for at beskytte os. Vi længes efter politisk og religiøs frihed. Vi er ikke grundlovsmæssigt sikret i forhold til, hvordan vi opdrager vores børn eller dyrker vores tro. Vi kæmper med en begrænset frihed. Det forstyrrer dog ikke den åndelige frihed, vi har i Kristus.”

Derfor er ærkebiskoppen også imponeret over og opmuntret af at opleve trosfællesskabet på festivalen. Det giver ham håb for Nigeria, når han ser så mange mennesker i bøn og i tro på Gud samlet på ét sted, siger Det Lutherske Verdensforbunds præsident til Kristeligt Dagblad.