Massoud Fouroozandeh tager en ny uddannelse, men opgiver ikke at få embede i folkekirken

Massoud Fouroozandeh har påbegyndt en ny uddannelse i erkendelse af, at han muligvis ikke får foden indenfor i folkekirken igen

Massoud Fouroozandeh.
Massoud Fouroozandeh. . Foto: Malene Tswai.

Indvandrerpræsten Massoud Fouroozandeh har uden held forsøgt at få et embede i folkekirken, siden hans seneste stilling med nedlagt for snart et år siden.

Nu har han påbegyndt en ny uddannelse i erkendelse af, at han muligvis ikke får foden indenfor i folkekirken igen. Dansk-iraneren begyndte for nylig på diplomuddannelsen i familieterapi ved University College Lillebælt (UCL).

"Det er et emne, jeg har beskæftiget mig med som præst i forvejen gennem sjælesorg, hvor jeg blandt andet har hjulpet kvinder med problemer i familien," siger han.

Massoud Fouroozandeh fortsætter med at være præst for migrantvalgmenigheden Church of Love, og har med egne ord ikke opgivet at få et embede i folkekirken igen til at supplere sin begrænsede løn hos valgmenigheden. Men med den nye uddannelse, der varer to et halvt år, åbner han for muligheden for at kunne arbejde som familieterapeut også.

"Der er ting i uddannelsen, som jeg kan bruge i min præstegerning, så jeg kan blive bedre til for eksempel sjælesorg. Men det giver mig også muligheden for at få et job som familieterapeut med privat praksis eller i kommunalt regi," siger præsten, der også drømmer om at kunne etablere noget kristelig familieterapi med andre troende terapeuter.

I et interview med Kristeligt Dagblad i efteråret 2021 gav han udtryk for, at man i folkekirken ikke kan rumme ham på grund af hans kritiske holdninger til islam. Andre mener, at han med sin grove og uforsonlige debatstil selv er skyld i de manglende jobtilbud.