I dagligdagens strid og møje beskæftiger vi mennesker os mestendels med alt det, vi kan forbedre eller ødelægge med al vor klogskab og teknik.
Modsat gudstjenesten om søndagen. Den handler om alt det, vi mennesker ikke kan ændre, det vil sige vore grundvilkår, som uden sammenligning er det vigtigste i livet: Kærlighed, ondskab, skyld og skam, ufortjent tilgivelse og frem for alt døden, forfaldet - og evigheden, som er det, der ikke dør. Vi bæres ind i kirken – og bæres ud igen til sidst. Det er livets vigtigste realiteter.
Derfor er det også vigtigt, at dåben i vore kirker foregår under gudstjenesten. Hvis der ellers kan blive ørenlyd for de medbragte børn. Det gik fint i søndags i Frihavnskirken i København, hvor børnenes pludren blot fik præsten til at tale prisværdigt tydeligt.
Til indledning kom præsten, Anders Vestergaard, og dåbsbarnet med familie skridende op ad kirkegulvet til et dejlig præludium. Dermed var gudstjenesten i gang. I stedet for indgangsbøn indledte han med korte andagtsord, der henviste til dagens evangelium om synderinden, der grædende kysser Jesu fødder og får tilgivelse i farisæerens hus. Vi slap for både indgangs- og udgangsbøn.
Første salme passede godt til barnedåben: Weyses og Ingemanns ”Nu vågner alle Guds fugle små” med slutlinjen om ”småbørnenes pris i din jublende vrimmel”.
Den ”hellige lektie” var fra Femte Mosebog, der handler om de ubønhørlige valg, vi mennesker må træffe: Hvis I vender jer bort, vil I blive udryddet, lød det: ”Jeg har stillet dig over for livet og døden, velsignelsen og forbandelsen. Så vælg da livet,” blev der citeret fra Bibelen
Derefter blev der varmet op til dåben med salmedigter Hans Adolph Brorsons ”Her kommer Jesus dine små", der har melodi af J.A.P. Schulz. Den blev som de øvrige salmer spillet i et toneleje, alle kunne synge med på, og i et frisk tempo. Tak til den gode organist. Nogle kirkekor tror, de skal synge så kraftigt som muligt – nogle basstemmer er tæt på at bræge – men ikke i ved denne gudstjeneste.
Barnedåben var hurtig og smuk. Præsten undlod at holde en lang gardinprædiken for fadderne. Og han fik dem til at stå bagved døbefonten, så hele menigheden kunne følge med i dåbshandlingen. Han mindede fadderne om, at der er lige så mange søndagsgudstjenester på et år, som der er kort i kortspil. Men at man ikke behøver at bruge dem alle!
Vi slap for at synge trosbekendelsen på den rædsomme gængse melodi. For trosbekendelsen var jo allerede blevet fremsagt som led i dåbshandlingen gennem ”tror du på”-spørgsmålene.
Fadervor blev sagt af menigheden i fællesskab ved dåben. Trods barnedåben varede det hele kun en time. Så får man lyst til at komme igen næste søndag.
Prædikenen var stærk og inderlig uden sentimentalitet. Den handlede om den tilgivelse, man får ved at elske Gud. Om den forlorne selvgodhed, der gemmer sig bag farisæernes foragt for synderinden, selvom hun angrer og kysser Jesu fødder. Om menneskelig svaghed, hvor foragt og begær følges ad. Om skammen, der er blevet umoderne og afløst af, at vi skal være stolte af det, vi er.
Det sidste er en væsentlig pointe. Skyld og skam og ubegribelig tilgivelse er skrevet ud af den moderne livsopfattelse ligesom det kristne univers i øvrigt. Vi finder begreberne i ældre dramatik og litteratur som Lykke Per og Peer Gynt. I vor tid har åndløsheden taget over. Derfor er vi så fascinerede af for eksempel Bille Augusts filmatisering af Lykke Per.
Der var to hold til alters. Og en alt-sanger, der sang en vidunderlig solo under hele altergangen. Det kompenserede for, at jeg kun fik en lille smule altervin! Der behøver man da ikke spare!
En medbragt hund var også til alters! Det er helt i orden, hvis blot vi slipper for, at man også kan blive gift med sit husdyr eller få det begravet på kirkegården. Den knurrede kun lidt.
Salmerne var udvalgt på grund af deres indhold mere end deres kendthed. Selv blev jeg betaget af fjerde vers i Grundtvigs ”Med sin alabasterkrukke”:
Himlen sig til jorden bukked / den gang du blev støvets søn; / bøj dig nu til hjertesukket, / øre dit til angers bøn! / O Marias søn, du bolde, / døm mig ej med læber kolde, / skjul mig i din kærlighed!
Det er kun Grundtvig, der kan skrive sådan: ”Himlen sig til jorden bukked”. Dette Grundtvig-billede på kristendommen og den hellige lekties ”vælg da livet” var sammen med præstens rigtigt gode prædiken noget af det, jeg fik med hjem fra dagens gudstjeneste i Frihavnskirken.