Hvem skal have ret til at forhandle overenskomst med folkekirkens ansatte – menighedsrådene eller staten? Umiddelbart kan det lyde som en tør teknikalitet, men bag spørgsmålet ulmer en principiel debat om folkekirkens identitet, og hvor tæt den skal være knyttet til staten.
Sagen har været debatteret adskillige gange de seneste år, og nu er den igen blevet aktuel op til Landsforeningen af Menighedsråds årsmøde til august. Her har foreningen sat emnet på dagsordenen med et udtalt ønske om at overtage forhandlingsretten. I dag skal organister, kirketjenere og andre ansatte i folkekirken forhandle overenskomst med Kirkeministeriet. Men står det til landsforeningen, bør det snarere være den som repræsentant for kirkens arbejdsgivere, der sidder for enden af forhandlingsbordet.
Den idé falder dog ikke i god jord blandt ansatte i folkekirken, hvor ni faglige organisationer for kirkeansatte er gået sammen i en fælles protest. Her frygter man, at det vil føre til en privatisering af folkekirken, hvis landsforeningen overtager opgaven fra Kirkeministeriet.
”Det vil ændre balancen mellem stat og kirke,” skriver de ni faglige organisationer, der repræsenterer blandt andre kirketjenere, organister, gravere og kirke- og kulturmedarbejdere.
En af organisationerne er Forbundet af Kirke- og Kirkegårdsansatte. Her uddyber forbundsformand Bjarne Rødkjær, at han har svært ved at se, hvordan det kan lade sig gøre, at offentligt ansatte skal kunne forhandle overenskomst med en privat organisation som Landsforeningen af Menighedsråd.
”Hvordan kan en privat organisation være arbejdsgiver for offentligt ansatte? I så fald må konsekvensen være, at man må løsrive kirken mere fra staten. Og det ser vi ikke nogen grund til at begynde på, for vi har det fint med den nuværende struktur,” siger han.
Næstformand i L andsforeningen af Menighedsråd Inge Kjær Andersen giver sådan set de faglige organisationer ret i, at forslaget vil ændre noget i forholdet mellem stat og kirke. Men at man skulle være på vej mod en privatisering, mener hun ikke.
”Grundlæggende synes vi også, at den danske model skal gælde i folkekirken. Vi repræsenterer arbejdsgiverne, menighedsrådene, der har ledelsesansvaret lokalt. Og som jeg forstår den danske model, er ledelsesretten knyttet til forhandlings- og aftaleretten,” siger hun og fortsætter:
”Når det er sagt, vil vi selvfølgelig koordinere med staten inden forhandlingerne, men jeg synes, det er mest naturligt, at vi som menighedsrådenes organisation har retten til at aftale løn- og ansættelsesvilkår på vegne af vores medlemmer. Vi har jo ikke en statskirke i Danmark.”
Ulla Schmidt er professor mso i teologi på Aarhus Universitet og forsker i forholdet mellem stat og religion. Hun forudser ikke, at en overdragelse af forhandlingsretten til Landsforeningen af Menighedsråd vil være første skridt mod en adskillelse af stat og kirke.
”Selvfølgelig giver det foreningen en større myndighed, og i den forstand kan man måske godt tale om, at ét af mange bånd mellem stat og kirke løsnes, men det betyder ikke, at man er på vej mod en privatisering,” siger hun.
Det var i hvert fald ikke tilfældet i Norge, fremhæver hun, hvor man længe inden kirkens og statens adskillelse havde en kirkelig arbejdsgiverforening, som forhandlede overenskomst med kirkens lokalt ansatte.
”Men det er klart, at argumentet kan virke retorisk stærkt, fordi det spiller på, at vi kommer til at rykke ved nogle nedarvede, danske traditioner om, at der er et stærkt bånd mellem kirken og staten. På den måde kan man måske mobilisere nogle bestemte politiske interesser, der handler om folkekirkens rolle som central forvalter af dansk kulturarv, og i sidste ende er det jo op til politikerne at beslutte, om ordningen skal laves om,” siger Ulla Schmidt.
Det vil i sidste ende kræve en lovændring, hvis forhandlingsretten skal flyttes fra Kirkeministeriet til Landsforeningen af Menighedsråd. Kristeligt Dagblad har derfor spurgt kirkeminister Joy Mogensen (S), hvad hun mener om spørgsmålet, men det er ikke lykkedes at få en kommentar.
Det var i hvert fald ikke tilfældet i Norge, fremhæver hun, hvor man længe inden kirkens og statens adskillelse havde en kirkelig arbejdsgiverforening, som forhandlede overenskomst med kirkens lokalt ansatte.
”Men det er klart, at argumentet kan virke retorisk stærkt, fordi det spiller på, at vi kommer til at rykke ved nogle nedarvede, danske traditioner om, at der er et stærkt bånd mellem kirken og staten. På den måde kan man måske mobilisere nogle bestemte politiske interesser, der handler om folkekirkens rolle som central forvalter af dansk kulturarv, og i sidste ende er det jo op til politikerne at beslutte, om ordningen skal laves om,” siger Ulla Schmidt.
Heller ikke Hans Raun Iversen, lektor emeritus i praktisk teologi, mener, at det reelt er tale om en privatisering af folkekirken, hvis landsforeningen fik forhandlingsretten. Han ser de kirkeansattes ønske om at fastholde den nuværende ordning som et udtryk for, at man vil holde ”en armslængde” til Landsforeningen af Menighedsråd.
”Så har de muligheden for at spille en tredje part – altså Kirkeministeriet - ud mod Landsforeningen af Menighedsråd, som jo reelt er deres arbejdsgivere. I det daglige er kirkens ansatte fuldstændig underlagt menighedsrådene. Det er dem, der ansætter og dem, der laver jobbeskrivelser,” siger han.
Det vil i sidste ende kræve en lovændring, hvis forhandlignsretten skal flyttes fra Kirkeministeriet til Landsforeningen af Menighedsråd. Kristeligt Dagblad har derfor spurgt kirkeminister Joy Mogensen (S), hvad hun mener om spørgsmålet. Hun er dog ikke vendt tilbage med et svar.