Migrantkristne fra hele verden mødtes i Middelfart til musik og inspiration

For 14. år i træk samledes danske migrantmenigheder fra overalt i verden til konference for at lære af hinanden og finde det, som samler dem i alle deres forskelligheder

Til inspirationsdagen mødes tre medlemmer af tre forskellige menigheder og oprindelseslande (fra venstre Nepal, Filippinerne og Myanmar) over en nepalesisk lovsang i en pause. Elisabeth Padillo Olesen lærte sangen, da hun var missionær i Nepal. Halleluja lyder ens på alle sprog, siger en af deltagerne.
Til inspirationsdagen mødes tre medlemmer af tre forskellige menigheder og oprindelseslande (fra venstre Nepal, Filippinerne og Myanmar) over en nepalesisk lovsang i en pause. Elisabeth Padillo Olesen lærte sangen, da hun var missionær i Nepal. Halleluja lyder ens på alle sprog, siger en af deltagerne. Foto: Liv Høybye.

"Velkommen," står der på en plakat på døren med en uformel skrifttype. Rundt omkring er hilsenen gentaget på hebraisk, arabisk, thailandsk, ghanesisk og en snes andre sprog.

Indenfor er et virvar af mennesker, latter og musik på et tilsvarende antal sprog.

På kursuscenter Brogården lidt udenfor Middelfart er omkring 90 ledere og præster fra cirka 30 forskellige migrantmenigheder i Danmark samlet til den tre dage lange konference "Inspirationsdage for præster og ledere i migrantmenigheder og danske menigheder", som holdes for 14. år i træk.

Det er foreningen Tværkulturelt Center, som er tovholder på projektet og står for at invitere de deltagende. Konferencen er finansieret af tilskud fra ni stifter, en række lokale menigheder og kirkelige organisationer.

"For deltagerne er det et frirum fra hverdagen. Vi laver konferencen for at udtrykke det danske kirkelivs taknemmelighed for det vigtige arbejde, som de deltagende gør rundt omkring i Danmark. De når mennesker i vores land, som vi ikke kan nå," siger Birthe Munck-Fairwood, som er netværkskoordinator i Tværkulturelt Center.

På Brogården florerer en summen af stemmer på mange sprog. Morgenmaden er lige ved at være slut, de mange mennesker tager te og kaffe og stimler ind i mødelokalet, hvor dagens program finder sted. De sætter sig på bordene, de forskellige menigheder blander sig uundgåeligt og folk hilser på hinanden.

To mænd fra hver sin frikirke, henholdsvis fra Thailand og Myanmar, udveksler Facebook-oplysninger.

På scenen træder Tark Freiwat fra den arabiske menighed frem og fremsiger morgenbøn og en kort prædiken:

"Vi er alle fremmede og udlændinge," siger han og peger op: "Vores virkelige hjem er deroppe, i himlen."

Prædikenen efterfølges af en arabisk salme, som først gjalder lidt ukendt for de tilhørende, men i en folder er den ikke kun skrevet på arabisk, men også i fonetiske stavelser, og snart synger alle med og klapper.

Dagens program er foredrag og seminarer, men musikken indtager en stor rolle og er en tilbagevendende begivenhed. En gruppe af kristne fra Myanmar synger begejstret en glad salme, akkompagneret af ukulele og guitar.

Herefter følger et foredrag om Jeremias Bog og flygtninge og migranter i Bibelen af pastor John Proctor, der er tidligere generalsekretær for United Reform Church i Storbritannien.

Idet han taler begejstret om håb, den forestående tilbagevenden til Edens Have og enden på menneskelig smerte, kan en mand i forsamlingen ikke undertrykke et "Halleluhja!". Ude til højre forsøger en kvinde fra den eritreansk-ortodokse kirke forgæves at dæmpe sit begejstrede, skrigende barn, men det tager ingen af de øvrige deltagere særligt tungt – det er man jo også vant til fra kirken.

Biak Chin Par Lian, kaldet Chin Chin, fra Chin Bethel Church i Skjern var med første gang konferencen blev afviklet i 2009 og har løbende deltaget i de efterfølgende år.

"Det er meget inspirerende at være med. Der er så mange forskellige kirker og retninger og mennesker fra mange forskellige steder, men vi bliver også mindet om det vi har til fælles," siger Biak Chin Par Lian, som løbende har deltaget i inspirationsdagene siden første gang i 2009.
"Det er meget inspirerende at være med. Der er så mange forskellige kirker og retninger og mennesker fra mange forskellige steder, men vi bliver også mindet om det vi har til fælles," siger Biak Chin Par Lian, som løbende har deltaget i inspirationsdagene siden første gang i 2009. Foto: Liv Høybye

"Det er meget inspirerende at være med. Der er så mange forskellige kirker og retninger og mennesker fra mange forskellige steder, men vi bliver også mindet om det, vi har til fælles," siger hun.

Biak Chin Par Lian, der er fra Myanmar, er repræsentant for chin-menighederne i Danmark, en etnisk gruppe fra Myanmar, og migrantkonsulent i Haderslev Stift.

"Man bliver inspireret af at møde andre mennesker her, og det er altid berigende og sjovt," siger hun.

En lille gruppe mennesker fra fem forskellige lande har benyttet en pause i programmet til at finde deres instrumenter frem. Dansk er deres fælles sprog. De har aldrig spillet sammen før og forsøger at vise hinanden, hvordan man spiller forskellige salmer.

"Hallelujah er det samme på alle sprog," griner de.

En af arrangørerne, sogne- og indvandrerpræst ved Apostelkirken på Vesterbro i København, Niels Nymann Eriksen, er glad for det rum, konferencen skaber, både for migrantmenighedernes skyld og for folkekirkens egne.

Ifølge ham har folkekirken et ansvar for at bygge bro til migrantmenighederne.

"Den værst tænkelige konsekvens, hvis vi ikke gør det, vil være, at folkekirken på sigt udvikler sig til at blive et monoetnisk fællesskab placeret midt i et multietnisk samfund, ligesom kirkerne til sorte og hvide under apartheid i Sydafrika," siger han.

Han har været en del af arrangørgruppen siden Inspirationsdagene opstod for omkring 14 år siden. Ifølge ham har både folkekirken og migrantmenighederne noget at lære af hinanden.

"Mange af præsterne i migrantmenighederne er ikke 'professionelle' præster, men har arbejde ved siden af deres præstegerning. Det betyder, at vi kan bidrage med redskaber til for eksempel at skrive prædiken og til at forstå vilkår og muligheder for en migrantmenighed i det danske samfund," siger han.

Men det går begge veje:

"Blandt mange migrantpræster er der en stærk følelse af deres ansvar og kald, som jeg finder enormt inspirerende. Det kan vi i folkekirken lære meget af."

Konferencen tager form af en meget dynamisk vekslen mellem relativt alvorlige seminarer om alt fra håb til udfordringerne ved at fastholde de yngre generationer i menigheden til høje grin og musik. Ved frokosten finder de indonesiske kristne nonchalant en pose med meget stærke indonesiske chilipebre frem og tilbyder ivrigt de omkringsiddende at smage dem. I mødesalen griber de iranske ortodokse chancen for at øve en valsende salme.

Father Edmond Reginald Saviripillai, også kaldet Father Reggie, gør sig klar til sit foredrag. Han er katolsk tamiler og var indespærret fem måneder af den srilankanske regering. Siden har han boet i mange lande, men de sidste to et halvt år i Danmark.

Father Edmond Reginald Saviripillai, også kaldet Father Reggie, er katolsk tamiler og var indespærret fem måneder af den srilankanske regering. Siden har han boet i mange lande, men de sidste to et halvt år i Danmark, hvor han elsker at komme til inspirationsdagene for migrantmenigheder.
Father Edmond Reginald Saviripillai, også kaldet Father Reggie, er katolsk tamiler og var indespærret fem måneder af den srilankanske regering. Siden har han boet i mange lande, men de sidste to et halvt år i Danmark, hvor han elsker at komme til inspirationsdagene for migrantmenigheder. Foto: Liv Høybye

"Jeg elsker at komme her. Min menighed skal ikke være en ghetto, vi er en del af et hele. Både i forhold til de andre migrantmenigheder, men også i vores møde med folkekirken, som jo også er her."

Han smiler roligt.

"Vi har hver vores egenart, men dog har vi også uendelig mange ting til fælles, uanset hvordan vi tror."