Det var i 1994. Min far var meget syg af lungekræft, og jeg var klar over, at hans tid var kort. Jeg er uddannet sygeplejerske, og jeg kunne fornemme, at hans kræfter svandt ind. Det værste var, at det var så pinefuldt for ham at trække vejret. Han trak kun vejret med stort besvær og store smerter. Han lå derhjemme, og jeg var hos ham, men kunne ikke gøre ret meget. Den sidste aften var forfærdelig. Hver vejrtrækning lød, som om han måtte kæmpe for at hive livet ind i kroppen. Jeg lå på en madras på gulvet ved siden af hans seng for at være sammen med ham. Til sidst kunne jeg ikke holde mig vågen længere, men inden jeg faldt i søvn, bad jeg en indtrængende bøn til Gud om, at min far måtte få lov at dø.
Jeg døsede hen, og så husker jeg ikke mere, før jeg vågnede næste morgen. Det første, der ramte min bevidsthed, var lyden af fugle, og den første tanke eller fornemmelse, der spredte sig i mig, var, at det var den smukkeste og mest fantastiske morgen, og jeg var taknemlig over at vågne op til den dag. Der var noget fuldstændig fredfyldt og nærmest paradisisk over det, som om jeg havde fået en lydprøve på Paradis. Så blev jeg klar over, at jeg lå neden for min fars seng, og bevidstheden om lyden af min fars forpinte åndedræt, som var det sidste, jeg havde hørt aftenen før, kom til mig. Kontrasten kunne ikke være større, og jeg følte en dyb, dyb taknemlighed og glæde over, at min bøn var blevet hørt. Det var en stor velsignelse og var virkelig med til at styrke min tro.
Jeg er vokset op i Himmerland, hvor min far var præstegårdsforpagter. Min fars marker lå hele vej rundt om kirken og kirkegården, så kirken var virkelig mit nærmiljø. Min mor og far var ikke meget aktive kristne, og vi bad ikke derhjemme. Men de deltog i kirkelivet, og højtiderne blev altid holdt på meget højtidelig vis. Min far sagde ofte, at der var to ting i livet, han aldrig fortrød bagefter: når han besøgte sin gamle mor, og når han gik i kirke. Den mest synlige kristne i min opvækst var min farmor, som boede lige ved siden af, hvor jeg voksede op, og som jeg ofte besøgte og ofte overnattede hos. Når jeg lå i farmors soveværelse under den tunge dyne i den seng, der var blevet tom mange år tidligere, da hun blev enke, så jeg, hvordan hun som det sidste hver aften læste et par sider i Bibelen. Jeg så også, hvordan hun om søndagen tog sit pæneste tøj på og gik i kirke. Jeg elskede min farmor højt og vidste bare, at det, hun gjorde der, var noget helt rigtigt.
I 2019 var jeg i den sværeste situation i mit liv. Min første mand, Erik, som jeg havde dannet par med gennem 35 år, var døende, også af kræft. Men selvom det var det værste, jeg har skullet igennem i mit liv, blev det på en mærkelig måde nådefuldt. Jeg fik nogle kræfter og en styrke, som kom fra et sted uden for mig selv. Det gjorde mig i stand til at gøre det, der var det rigtige på det tidspunkt. Den sidste morgen, han levede, fortalte jeg ham om vores lange, lykkelige liv sammen. Jeg fortalte om de steder, vi havde boet, og det, vi havde oplevet sammen. Til sidst sagde jeg til ham, at nu var det tid til, at jeg skulle give slip på ham. Nu skulle han videre alene. Det gjorde forfærdelig ondt. Men det var, som om det, jeg skulle give til Erik i den allersidste stund, gav Gud mig i den ene hånd, så jeg kunne give det videre med den anden hånd. Det var en nådegave uden lige, og det var, som om der gik en strøm fra min fars død og min bøn dengang til denne her morgen, som var den værste i mit liv.
Jeg føler mig utrolig privilegeret og velsignet, at jeg har haft disse store og dybe øjeblikke, og jeg har endda haft endnu et lysende og nådefuldt øjeblik. Det var for omkring to år siden, da jeg havde mødt min nuværende mand. Jeg var hjemme hos hans forældre for første gang, og vi sad samlet om middagsbordet. Jeg har aldrig før i mit liv set aura, men den aften, mens vi sad der, så jeg lige så tydeligt aura omkring Morten. Det var som en velsignelse af vores forhold – en stor gave, der ligesom kastede lys ind i vores fremtid sammen. I maj i år blev vi gift i Budolfi Kirke i Aalborg, som vi begge har et nært forhold til. Vi var helt enige om, at vi skulle vies kirkeligt, og det var en drøm for os at blive viet netop der.
Hvad har udfordret din tro?
Det er der egentlig ikke noget, der har. Jeg tror, at mange mennesker bliver udfordret i deres tro, fordi de fejlagtigt tænker, at Gud skal give dem retfærdighed. Det hjælper mig at holde fast i, at Gud rækker os sin kærlighed, men lover os ikke retfærdighed.
Hvad er det bedste åndelige råd, du har fået?
Det var et råd eller en sætning, som daværende missionær i Siloam i Indien, Janne Garder, gav mig. Jeg var udsendt som sygeplejerske til et spedalskhedshospital i nærheden af hendes pigeskole. Jeg syntes, der blev lagt et stort ansvar på mig, som jeg ikke følte, jeg kunne bære. Da jeg tog derfra næste dag, havde hun givet mig lige præcist det, jeg havde brug for – nemlig en eneste sætning, hun sagde til mig: ”Der er en mening med, at du er her og løser den opgave”.