Moder Christiane leder et kloster i Tyskland: ”Skulle jeg leve i et ægteskab, ville der slet ikke være luft nok for mig”

Som 18-årig læste danske Christiane Hansen en bog om klosterliv og vidste med det samme, at hun ville være nonne. I dag er hun priorinde i et kloster i Tyskland. Hun har aldrig fortrudt sin beslutning, for klosterlivet er meget friere end et liv med lønarbejde, ægteskab og parcelhus

Christiane Hansen, dansk nonne i Tyskland
Christiane Hansen er vokset op i en familie uden noget nært forhold til kirke og kristendom, men blev som 18-årig klar over, at hun ville gå i kloster. Siden 2015 har hun været priorinde, leder, i cistercienserindeklosteret St. Marien zu Helfta i Tyskland. . Foto: Peter Endig/AP/Ritzau Scanpix.

"Folk tror, at man bliver nonne, fordi man er særlig from. Men helt så enkelt er det ikke.”

Christiane Hansen ser både bestemt og lidt skælmsk ud og fortsætter så:

"Jeg skulle ikke i kloster, fordi jeg var mere from end andre. Det var bare det, jeg ville."

Hun læner sig lidt tilbage på stolen og ser ud, som om der ikke er meget andet at sige om hendes livsvalg, selvom de fleste vil opfatte det som både radikalt og anderledes. Hun har levet som nonne i snart 40 år og er i dag priorinde, altså leder, i det katolske kloster Sankt Marien zu Helfta i Tyskland, hvor Kristeligt Dagblad er på besøg. Klostret blev oprindeligt grundlagt i 1200-tallet, men blev lukket i 1542 som følge af Reformationen og først genetableret i 1999 af nonner fra et andet sydtysk kloster.

Christiane Hansen var 18 år, da hun vidste, at hun ville være nonne. Ikke fordi hun kendte noget særligt til klosterlivet. Hun havde aldrig besøgt et kloster, gik ikke ret ofte i kirke og var heller ikke meget bevidst om sin tro på Gud. Hun var vokset op i Valby i København som enebarn i en familie med to læreruddannede forældre. Selvom hun var døbt og konfirmeret i folkekirken, spillede kirke og tro ikke nogen særlig rolle i hendes liv.

"Jeg havde en præst til konfirmationsforberedelse, som var meget troende, og det var nok med til at vække noget i mig. Men det var først efter gymnasiet, da jeg begyndte at spekulere over, hvad jeg skulle bruge mit liv på, at tanken om at gå i kloster slog ned i mig. Jeg havde aldrig selv oplevet et kloster, men mente, at det ville være det helt rigtige bare at leve troen," siger hun.

"I det øjeblik tænkte jeg ikke så meget over, hvad der lå bag mit valg. I dag kan jeg se, at det i høj grad handlede om, at jeg ikke havde lyst til at gå den traditionelle borgerlige vej ved at stifte familie og arbejde for at skrabe penge sammen. Konceptet er helt i orden, men det var slet ikke tiltrækkende for mig."

Hun fandt en bog på biblioteket om klosterliv i Danmark, hvor en benediktinernonne fra et kloster på Frederiksberg havde skrevet et par sider om benediktinsk klosterliv, der er en af mange katolske ordenstraditioner.

"Da jeg havde læst de to-tre sider, vidste jeg, at det skulle være det. Så på den måde var det et nemt valg," siger hun og tilføjer:

"Folk spørger altid, hvorfor man går i kloster, og jeg forstår godt spørgsmålet. Men hvad ville du svare, hvis jeg spurgte dig, hvorfor du har giftet dig med din mand? Når man ved, at noget er rigtigt, og når man tager beslutningen som så ung, kan man tage et afgørende skridt med stor ubekymrethed."

Mens skilsmissestatistikkerne afslører, at mange, der lover hinanden troskab for livet i ægteskabet, senere vælger om, har Christiane Hansen aldrig for alvor været i tvivl om, at klosterlivet er det rigtige for hende.

"Jeg tænkte, at hvis jeg ikke brød mig om det, kunne jeg vælge om. Men jeg var med det samme meget begejstret for det, så jeg er blevet hængende," siger hun med et smil.

Hun er i dag 56 år og har været priorinde i klostret i Helfta siden 2015. Det er et cistercienserkloster, som er vokset ud af den benediktinske tradition.

Men hendes klosterliv begyndte i Sostrup på Djursland, hvor man indtil 2013 kunne finde Maria Hjerte Kloster.

"Efter at have læst om benediktinsk klosterliv i den lille bog, vidste jeg, at det skulle være et benediktinsk kloster, og så var der tre at vælge imellem. Jeg valgte nok Sostrup, fordi jeg som barn og ung havde en naiv drøm om at bo på landet og arbejde med køer. Jeg mente, at livet var bedre på landet, og der er jo fantastisk smukt på Djursland."

Før Christiane Hansen kunne indtræde i klostret, skulle hun konvertere til katolicismen. Hun modtog undervisning af en katolsk præst og syntes, at det, hun blev præsenteret for, var langt mere attraktivt end det, hun kendte til fra folkekirken.

"Da jeg begyndte at læse om Reformationen, gik det op for mig, hvor meget den protestantiske kirke har mistet. Martin Luther ville gøre rent i den katolske kirke, men ved rengøringen fik han smidt en masse værdifuldt ud, blandt andet klosterlivet," siger priorinden.

Klostret Sankt Marien zu Helfta ligger i udkanten af Luthers fødeby Eisleben i delstaten Sachsen-Anhalt, et af de mest sekulariserede områder i Tyskland, og klostret er dermed en katolsk oase i et område med meget få praktiserende kristne.

I det hele taget fremstår Christiane Hansens valg for de fleste vesteuropæere nok noget besynderligt, og hendes forældre blev da også bestyrtede, da hun fortalte dem, at hun ville være nonne.

"Mine forældre var kede af det, nok også fordi de så ikke ville få børnebørn. Men hvis de ville have haft børnebørn, kunne de jo have fået nogle flere børn selv. Og selvom det var hårdt at skuffe mine forældre, var jeg så sikker på, at det var det rigtige, at jeg ikke tøvede," siger hun.

"Det svære for dem var nok i høj grad, at jeg fravalgte det borgerlige liv af egen fri vilje. Var jeg flyttet ind på Christiania, endt i heroinmisbrug og gået i hundene, ville de have oplevet smerten anderledes, for så ville det ikke være et bevidst valg, jeg havde truffet. At jeg valgte klosterlivet, var at kaste vrag på de muligheder, de havde givet mig for, at jeg kunne få et godt borgerligt liv."

Efter fem år i klostret på Djursland besluttede Christiane Hansen at søge om tilladelse til at flytte til et andet kloster og aflægge sine evige løfter der. Årsagen var, at hun ikke havde tillid nok til den daværende priorinde i Sostrup, moder Teresa, til at aflægge løfter til hende.

"Ifølge Benedikts klosterregel, som vi som cistercienserinder lever efter, lover man at blive i samme kloster resten af sit liv, og jeg vidste med mig selv, at det kunne jeg ikke love på Sostrup. Jeg er taknemlig for alt det, moder Teresa gav mig. Det lagde grunden til resten af mit klosterliv, men jeg ville ikke have overlevet at blive der," siger hun.

I 1990 flyttede Christiane Hansen til klostret Abtei Seligenthal in Landshut i den tyske delstat Bayern og aflagde sine evige løfter der. I 2013 bedt om at flytte til cistercienserindeklostret Sankt Marien zu Helfta i den tyske delstat Sachsen-Anhalt, som klosterets nonner havde genetableret i 1999.
I 1990 flyttede Christiane Hansen til klostret Abtei Seligenthal in Landshut i den tyske delstat Bayern og aflagde sine evige løfter der. I 2013 bedt om at flytte til cistercienserindeklostret Sankt Marien zu Helfta i den tyske delstat Sachsen-Anhalt, som klosterets nonner havde genetableret i 1999. Foto: Peter Endig/picture-alliance/dpa/AP Images

Moder Teresas ledelsesstil blev siden voldsomt kritiseret, og i 2013 lukkede klostret på Sostrup efter en række eksempler på magtmisbrug fra abbedissens side. Christiane Hansen, der på det tidspunkt netop var kommet til sit nuværende kloster, blev bedt om at tage til Danmark og afhænde klosteret.

I mellemtiden havde hun aflagt evige løfter i cistercienserindeklostret Abtei Seligenthal i den tyske delstat Bayern, hvor hun boede fra 1990 til 2013. Hun tog en uddannelse som gymnasielærer og arbejdede i en årrække som lærer og siden skoleleder på et katolsk gymnasium, der var knyttet til klostret.

I 2013 blev hun imidlertid bedt om at flytte til Sankt Marien zu Helfta, som var blevet genetableret af klostret i Seligenthal i 1999, og i 2015 blev hun valgt til priorinde. Som daglig leder af et kloster med 11 nonner har hun reflekteret over, hvad god ledelse i et kloster er, og hvorfor hun ikke kunne underlægge sig moder Teresas ledelsesstil på Sostrup.

I sin egen rolle som priorinde lægger Christiane Hansen vægt på at forsøge at være en leder, der udstråler sikkerhed i sine beslutninger, så søstrene kan føle sig trygge ved, at hun tager ansvar og ved, hvorfor hun gør, som hun gør.

"Det er bestemt ikke altid let af finde ud af, hvad jeg skal gøre. Men jeg tror, at det handler meget om indføling og musikalitet. Som leder skal man lytte sig ind til, hvad der foregår i gruppen og forsøge at afstemme sig efter de andres musik. Når der skal træffes beslutninger, må man forsøge at finde ud af, hvilke toner der skal til."

Selv da Christiane Hansen besluttede at forlade Sostrup, overvejede hun ikke at forlade klosterlivet.

"Jeg tænkte ikke et sekund på at leve ude i verden i stedet; det ville være for kedeligt. Det spændende ved klosterlivet er, at der hver dag er afsat tid til at udforske den indre verden, og samtidig lever man i et fællesskab med en dynamik, der betyder, at der hele tiden sker noget."

Selv om hendes hverdag er travl med mange administrative og ledelsesmæssige opgaver samt de fem daglige tidebønner og den daglige messe, opfatter hun sit liv som frit og berigende. Tanken om at hun i stedet kunne have levet et borgerligt liv med mand, børn og lønarbejde plager hende ikke.

"Det kunne da have været dejligt at få børn, men det tænkte jeg slet ikke på dengang, og du kan ikke ride på flere heste på en gang. Heldigvis har jeg haft meget med børn at gøre, da jeg arbejdede som lærer, og børnene har hjulpet mig meget, for børn er de bedste opdragere. De kender ingen nåde og giver kontant afregning," siger hun.

Og en kæreste kunne hun ganske vist have tænkt sig, men ikke på bekostning af det, hun har i dag:

"Selvfølgelig kan jeg som enhver kvinde forestille mig, at det ville være dejligt at have en kæreste. Men skulle jeg leve i et ægteskab, ville der slet ikke være luft nok for mig. Jeg har levet klosterlivet alt for længe. Og det er en stor luksus at få lov at vie sit liv til Gud og begynde hver dag med at lovprise ham under morgenbønnen."

Hvad er den mest udbredte misforståelse om klosterlivet?

Folk forestiller sig, at vi lever meget asketisk – at vi sidder i tavshed og spiser hårdt brød med et glas vand til. Men vi får dejlig mad. Vi har en søster, der sørger for maden, og hun går op i, at den er lavet af friske råvarer og mest muligt fra bunden. Vi får ikke laks og kaviar, men veltilberedt og dejlig mad. Vi er stille ved bordet, men vi hører bordlæsning, og det er ikke kun tekster fra Bibelen. Vi hører nyheder fra radioen eller lydbøger. Vi har hørt Michelle Obamas selvbiografi Becoming, og for nylig hørte vi en bog af den tidligere forbundspræsident Joachim Gauck om tolerance.

Hvad tænker du om klosterlivets fremtid og fremtiden for dit eget kloster?

Jeg tænker ikke så meget på fremtiden, for vi lever her og nu for Kristus, ikke om 20 år. Klostret blev etableret i middelalderen, og siden det blev genetableret i 1999, har det været et lille kloster, og det kan det blive ved med at være for min skyld. Folk tror, at klostre altid er gamle, men i gennemsnit bliver et kloster cirka 160 år. Kun få klostre består i århundreder.