På bibelsk tid i det nuværende Israel var brønden et mødested, hvor man kom for at vande sine dyr, hente vand til husholdningen og vaske tøj. Men man kom også for at socialisere og høre nyt fra de andre.
Beduinstammer, der vandrede omkring i det ofte golde og varme ørkenlandskab, kendte brønde og kilders placering og vidste præcis, hvor langt der var imellem dem. De vidste også, hvor det var farligt at begive sig ud, fordi man så kom for langt væk fra det vand, som var absolut nødvendigt for, at mennesker og dyr kunne overleve.
For de fastboende var brønde og kilder ligesom regnvand og cisterner fuldstændig afgørende. Man udhuggede dem med stor møje for at samle og gemme vand til de tørre perioder. Var der ikke vand nok til markerne, eller udeblev regnen, så slog høsten fejl, og både dyr og mennesker risikerede at sulte ihjel.
”Vand spillede en helt afgørende rolle på bibelsk tid. Derfor er det heller ikke tilfældigt, at brønden som mødested og vand både i form af brønde og kilder optræder mange steder i de bibelske beretninger – ofte som symbol på Gud som det levende vand, der vælder og flyder som ren nåde, uden at mennesker skal arbejde for det,” siger Bodil Skjøtt. Hun er uddannet teolog og var fra 2007-2018 ansat som generalsekretær i Israelsmissionen, som hun også i en længere række har været udsendt til Israel for.
”Temaet med Gud, en kvinde og en brønd er genkommende i Bibelen, og når jeg støder på det, har jeg det, som når man i en film hører et stykke musik, der angiver, at nu sker der noget godt – så får jeg en fornemmelse af, at det, der nu skal ske, har med liv og en ny relation og en ny begyndelse at gøre,” siger hun.
Det gælder i søndagens tekst, hvor Jesus møder den samaritanske kvinde og lover hende, at han kan give hende vand, som vil gøre, at hun aldrig igen skal tørste. Og det gælder adskillige beretninger i Det Gamle Testamente, forklarer Bodil Skjøtt:
”Moses møder sin kone ved en brønd, hvor hun sørger for vand til hans dyr, Isak finder sin kone ved en brønd, og Hagar oplever, at Gud møder hende ved en brønd, da hun er i ørkenen med sin søn Ismael og frygter, at han vil dø af tørst. Hver gang ser vi, at brønden og vandet giver overlevelse, liv og en ny begyndelse.”
Bodil Skjøtt tilføjer, at det i søndagens tekst næppe er tilfældigt, at det angives, hvornår kvinden går ud til brønden, nemlig i den sjette time, hvilket vil sige midt på dagen, hvor solen står højt på himlen.
”Normalt vil man gå ud til brønden om morgenen for at hente vand til den kommende dag, eller om aftenen, hvor det igen er mere svalt. Kvinden går derud på et tidspunkt, hvor sandsynligheden for at møde andre er meget lille, formodentlig fordi hun skammer sig. Men Jesus møder hende, konfronterer hende med det, hun forsøger at skjule, og giver hende samtidig en ny begyndelse, som vandet er et billede på,” siger Bodil Skjøtt.