Musikken var af den fineste kvalitet. Og evangeliet blev prædiket gennem Bjarne Reuters barndom

Gudstjenesten i Hobro havde en fuldstændig klassisk struktur: Bønnerne var indholdsrige, og salmerne velvalgte, således at de passede til både den bestemte tid i kirkeåret og den dåb, som blev forrettet

Hobro Kirke leverede kirkemusik af høj kvalitet i søndags.
Hobro Kirke leverede kirkemusik af høj kvalitet i søndags. Foto: Jørgen True/Ritzau Scanpix.

Hobro Kirke, som anden søndag efter helligtrekonger var fyldt med kirkegængere i alle aldre, er mig ikke ukendt. Det er den kirke, som dannede ramme om min uddannelse som organist. Jeg har tilbragt hundreder af timer i den, for det meste ved det fine Bruno Christensen-orgel; undervisningstimer, øvetimer og eksaminer. 

Det var i glad taknemmelighed, at jeg besøgte Hobro Kirke på ny, og kirkerummet tog imod mig med den samme varme generøsitet som for mange år siden. Denne kirke – opført i 1850-1852 som erstatning for den forfaldne middelalderkirke og restaureret i 1990’erne med en antydning af fæstning og med tårnet i øst, så den kan ses af hele byen – taler til sjælen. Over rummet breder hvælvets stjernehimmel sine beskyttende vinger, og himlens blå farve har sin kilde: Det er ”den tronende Kristus” i koret. Himlen er kommet nær, fordi Kristus Pantokrator er her. Johan Thomas Skovgaards Kristus-mosaik fortæller igennem sine farver – blå og rødlig brun, ligesom de ortodokse ikoner – om inkarnationen, om Kristi dobbeltnatur. Himlen og jorden. ”Af samme væsen som Faderen, af samme væsen som os”.

Denne artikel er en del af denne serie:
Med Kristeligt Dagblad til gudstjeneste

Et fintvævet præludium – den danske komponist J.L. Emborgs ”Dejlig er den himmel blå” – indledte gudstjenesten. Det satte jul og helligtrekonger som fortegn og pegede på Grundtvigs salme, som ville blive sunget senere.

Evangelieteksten var brylluppet i Kana i Galilæa. Kristi første under, om hvilket Dostojevskij sagde: ”Det var ikke menneskets sorg, det var dets glæde, Kristus besøgte, da han første gang gjorde et under; han hjalp menneskene til glæde.”

Prædikenen fokuserede på underet som tegn: ”Dette gjorde Jesus (…) som begyndelsen på sine tegn”. Tegnet er det, som åbner horisonten, skaber mening, peger ud. Det overstiger sin materialitet og får universel betydning. Et tegn kan ændre et menneskes liv.

Som illustration på tegnets betydning inddrog prædikenen Bjarne Reuters barndomsminder, den selvbiografiske fortælling om forfatterens møde med den blinde nabo Svend Haseman. Den tekst blev publiceret i Kristeligt Dagblad for omkring tre år siden. Fortællingen er fyldt med tegn: Et stort, smukt lys bliver ved med at brænde i den gamle mands stue, selvom han ikke kan se det med sine udslukte øjne. Naboen indvier efterhånden drengen i Bibelen, får ham til at læse i den og bliver ved med at pege på lyset. Han holder fast i miraklet, ”det største mirakel i menneskehedens historie”, nemlig Kristi fødsel.

Og ordet ”mirakel” dukker en gang til op i fortællingen, en slags ironisk eller pædagogisk mirakel. Drengen havde lovet at pudse den gamle mands navneskilt, men havde ikke gjort det. Den gamle mand lod kun én bemærkning falde: Han havde opdaget et mirakel. Navneskiltet, sagde han, var blevet pudset hver uge, ”men flasken med pudsecreme var stadig helt fuld”. Dette pseudomirakel fik drengen til straks at angre og give sig i lag med at pudse navneskiltet, som han havde lovet. Det var egentlig et tegn, som førte til omvendelse, til en samvittighedens opvågnen. Tegnene peger således fra Gud til vores forhold til næsten.

De efterfølgende bønner, om at Gud vil lade vand blive til vin i vores eget liv og give os Helligånden, så vi tror, satte prædikenens budskab i relief.

Gudstjenesten i Hobro var til opbyggelse, sjælefred og glæde. Den havde en fuldstændig klassisk struktur: Bønnerne var indholdsrige, korsvarene de kendte, og salmerne velvalgte, således at de passede til både den bestemte tid i kirkeåret og den dåb, som blev forrettet. Et specielt plus vil jeg give for valget af salmen af Petter Dass, ”Dit minde skal, o Jesus, stå”, efter nadveren. Indholdet bliver endda fremhævet ved det, at den synges på melodien til ”Her ser jeg da et lam at gå”.

Musikken var af den fineste kvalitet – både orgelspillet, med indlevelse og intensitet, og sangen. Sangerensemblet var en fryd.  

Gudstjenesten blev afrundet ved et medrivende postludium over ”Lover den Herre, den mægtige konge med ære” skrevet af den velkendte amerikanske organist og komponist Diane Bish: ”Lov da den Herre, min sjæl, og hvad i mig mon være,/ hvad som har ånde, ophøje hans navn og hans ære!”. Diane Bish har fortalt, at hun skriver orgelarrangementer over de gamle salmer ”for at udtrykke sin personlige tro på Jesus Kristus”. Trosbekendelsen var hørbar. Sådan skal kirkemusikken lyde.
 

Højmesse anden søndag efter helligtrekonger den 15. januar kl. 10.15 i Hobro Kirke.

Prædikant: Jørgen Pontoppidan. Organist: Winni Steinicke.