Første søndag i fasten befandt jeg mig i Danmarks mindste domkirke: Aalborg Domkirke med det specielle navn Budolfi til minde om den i England højtelskede Sankt Botholphus, som i 600-tallet grundlagde et kloster på et ”gudsforladt, djævlebesat sted” – det vil sige i det øde, dér, hvor den åndelige kamp mod Djævelen er allerhårdest.
Denne gotiske kirke rejst i 1300-tallet som erstatning for et par endnu ældre kirker kommer én i møde med et væld af billeder: kalkmalerier, der afbilder evangelisterne og Abrahams ofring, symboler på kampen mellem godt og ondt i våbenhuset, og så de formidable træudskæringer fra baroktiden.
Denne kirke forkynder uafbrudt, udfolder scener og personer fra Det Gamle og Det Nye Testamente og koncentrerer opmærksomheden om det allervæsentligste: I centrum står Kristus – den korsfæstede Kristus i midterpartiet af altertavlen og øverst den opstandne Kristus med sejrsfanen. Den samme figur står også øverst på lydhimlen over prædikestolen.
Jeg noterer disse detaljer af to grunde. Den ene er, at en sådan kirke i sig selv er forkyndende og bringer forkyndelsen ind i hjertet. Den er fyldt med nærvær, og netop derfor er den et helle for sjælen.
Den anden grund er, at dette kirkerum bringer én ind i den store faste på en særlig måde ved mindet om Bodolfi og ørkenen – og først og fremmest ved altertavlen, som fortæller om, hvad denne faste er: vejen gennem anger til opstandelsens glæde.
Gudstjenesten i den godt fyldte kirke begyndte med Bernhard Christensens præludium over ”Kirken den er et gammelt hus”, et præludium, der flot sætter den modale karakter af Lindemans melodi i relief.
Så var tonen slået an. Den hele gudstjeneste var højtidelig og karakteriseret ved ritualets renhed. Gamle, meningsfyldte og slidstærke ord – for eksempel nadverritualet med henvisningen til den kosmiske liturgi, hvor den jordiske menighed slutter sig til englekoret. Alt var på sin plads. Det skabte inderlighed og skænkede freden ovenfra.
Musikken spillede en stor rolle. Ikke kun fordi den blev smukt udført af organisten og koret, men også fordi den var teologisk gentænkt. Altergangsmusikken var Christian Præstholms ”Du, som mætted tusind munde” – en gennemsigtig, stille bedende korsats, som understregede nadveren som mysterium.
Lige efter prædikenen var placeret en sats af Axel Madsen over evangelieteksten – Jesu fristelser i ørkenen. Et sådan musikalsk indlæg kan varmt anbefales. Det slår søndagsteksten fast og fremhæver det centrale budskab, her: ”Vig bort, Satan! For der står skrevet: 'Du skal tilbede Herren din Gud og tjene ham alene.'” Valget i øvrigt knytter an til den lutherske tradition, som stadig var meget levende i Bachs tid, da der var en klar bevidsthed om, at forkyndelsen foregår ved både præstens ord og ved musikken.
Når det først er nu, at jeg kommenterer selve prædikenen, er det, fordi jeg savnede mere teologisk tyngde i den. Syndefaldsberetningen og Jesu fristelser i ørkenen blev rigtigt sat i forbindelse med hinanden: gentagelse af fristelsen, men med forskellige svar. Eller, med Paulus’ ord, den første Adam og den anden Adam, som er Kristus, sat over for hinanden. Prædikenen fokuserede på menneskets håbløse jagt efter rigdom og magt og den blindgyde, som Gud frelser mennesket fra. Men jeg savnede en uddybelse af synden, som det der gør os fremmede for Gud – så meget desto mere fordi fasten er angerens tid par excellence. Jeg savnede også en understregning af modsætningen mellem ulydighed og lydighed, som netop er nøglen til forståelse af sammenhængen mellem de to tekster.
Den teologiske substans kom dog til orde igen ved hjælp af den sidste salme, Luthers ”Nu fryde sig hver kristen mand” med ordene ”Guds Søn sin Fader lydig var”: ”I Djævlens fængsel var jeg sat,/ jeg var fordømt til døde,/ min synd mig knuged dag og nat (…)/ i synden var jeg fangen.” Så blev ordene sagt. Det er, hvad et godt salmevalg gør: Det forlænger og præciserer prædikenen.
Salmen blev sunget, som det sig bør, på Luthers medarbejder Johann Walters dramatiske og opløftende melodi.
En gudstjeneste er ikke forskellige stykker sat sammen, men et hele. Og det lykkedes. Det er dette hele, der vender os mod Gud og giver næring til sjælen.
Højmesse i Aalborg Domkirke på første søndag i fasten, 26. februar klokken 10. Prædikant: Hanne Dahl. Organist: Michael Hvas Thomsen.