Det banker på døren. Præstesønnen åbner døren, og ind træder ægteparret Erich og Margit Honecker. Året er 1990, DDR er i opbrud, og dens diktator er ikke velkommen nogen steder længere.
Og dog. Et sted er han. Den lutherske præst Uwe Holmer har besluttet sig for at optræde barmhjertigt over for republikkens "mest forhadte mand". Sådan kan Erich Honecker nemlig høre sig selv omtalt på tv i det lille værelse, han får tilbudt på præstegårdens første sal.
Scenen er sat for et skævt øjeblik i tysk historie, som nu er blevet til en film instrueret af den anerkendte skuespiller Jan Josef Liefers.
Mødet mellem kommunisterne og den kristne familie bliver en slags civilisationernes sammenstød.
"Vi afviser ingen. Og der kan ikke være nogen undtagelse," lyder det fra Uwe Holmer, der har 10 børn, kæmpekors over ægtesengen og Luther-portræt på væggen.
Det handler om barmhjertighed, forklarer præsten.
"Hvis vi prædiker barmhjertighed, må vi også leve den," siger han i en af filmens diskussioner mellem præsten og dennes kone.
Heroverfor står DDR-diktatoren, der prøver at forstå værtens ord om "barmhjertighed".
Klarest bliver afgrunden mellem dem, da Erich Honecker tilbyder at betale for opholdet.
"Vi vil hverken have medlidenhed eller barmhjertighed. Vi vil betale, hvad vi skylder," siger den udstødte kommunistleder.
Det afviser præsten. Man kan ikke betale sig til barmhjertighed.
"Barmhjertig er en af de vigtigste dyder i evangeliet: Den ene står inde for den anden."
"Ja, altså solidaritet," prøver Honecker at oversætte det fremmedartede ord. Han insisterer stadig på at betale.
"Hvis de virkelig vil betale, så kan De give noget til kirkekassen," lyder sidste tilbud fra præsten.
"Ydmygende," kalder Margot Honecker tilbuddet, da hendes mand kommer tilbage på værelset og forklarer forløbet.
Da pastoren nævner ofrene for Stasi (DDR’s berygtede efterretningstjeneste), afviser Erich Honecker blankt:
"Hvem der ikke havde noget at skjule, havde heller ikke noget at frygte," siger den tidligere statsleder.
Præstens tilløb til en samtale om skyld ender med endnu en afvisning:
"Vi fortryder ikke, vi lærer," siger den tidligere generalsekretær for SED, det socialistiske enhedsparti, der sad på magten i DDR.
Familien Erich Honecker undrer sig over fjendtlighederne fra husets teenagedreng med navnet Traugott, som betyder "stol på Gud" på tysk.
Drengen afviser næsvist at hjælpe husets nye beboere. Og da Margot Honecker prøver at opdrage på ham, ryger proppen af flasken. Ud kommer teenage-vreden:
"På grund af Dem kunne ingen af mine brødre og søstre få en studentereksamen," kommer det.
"Hvorfor ikke?" spørger fru Honecker.
Hun forstår tilsyneladende ikke, at det er en pest for børnene at blive sorteret fra i skolen af lærere, der holder øje med, hvilke børn der følger den kirkelige konfirmation i stedet for statens ateistiske overgangsritualer. En praksis, som mange præstebørn led under i DDR.
Aggressionen mod Honecker-parret findes ikke kun indenfor. Udenfor samles demonstranter, der vil have den forhadte leder udleveret:
"Stil ham op ad en mur," lyder det taktfast. Kort forinden er den rumænske kommunistleder Nicolae Ceausescu blevet skudt op ad en mur.
Bag vinduet står folkesocialisten, der har tabt kontrollen over folket.
"Skyder de mig ligesom Ceausescu?" spørger han sin kone med den langsomme og sikre stemmeføring, som trænede talere har.
Demonstrationen foran huset raser. Vinduer baldres. Børnene er bange. Præsten prøver at tale med folkemængden. Men han vil ikke give dem det, der kan lette presset:
"I må dræbe mig og min kone, hvis I vil have Honecker," siger Uwe Holmer.
Det kunne være endt som Ceausescu. Men det gjorde det ikke. Honecker endte med at flyve til Sydamerika, hvor han døde få år senere af kræft.
Virkelighed kan være mærkeligere end fiktion. En flygtende diktator søger tilflugt hos de kristne, han har indrettet staten til at diskriminere. Det er svært at se, hvad der er fakta, og hvad der er fiktion, i ZDF’s produktion, for kun præstefamilien ved, hvad der har fundet sted i præstegården. Men diskussionerne er ikke helt grebet ud af den blå luft. Manuskriptforfatter Fred Breinersdorfer har nemlig baseret sit arbejde på samtaler med Uwe Holmer, der i dag er 93 år gammel. Det er der kommet et tankevækkende helteportræt ud af om de mærkelige 10 uger i præstegården i landsbyen Lobetal i det østlige Tyskland, hvor en kommunist og en kristen prøver at forstå hinanden og hinandens livsanskuelser. Uden det store held.