Siden sit folkelige indtog i 1990’erne har internettet været den suverænt mest populære kilde til stort set al informationssøgning – også den religiøse slags. Faktisk skal man lede længe efter en religion eller en religiøs gruppe, som ikke har en hjemmeside eller en profil på sociale medier som Facebook og Instagram for at tydeliggøre sin tilstedeværelse for søgende – medlemmer og ikke-medlemmer.
Det siger Laura Feldt, som er lektor på institut for historie og religionsstudier på Syddansk Universitet, hvor hun blandt andet har forsket i religioners forhold til populærkulturelle fænomener.
”Digitalisering er blevet en slags overlevelsesbetingelse for religioner i dag, og det har ændret det religiøse felt markant. På digitale medier kan alle komme til orde og give sit input uden traditionelle kontrolinstanser, og der findes ikke længere på samme måde som tidligere én type religiøs autoritet eller et bestemt sted i verden, som man kan kalde det religiøse centrum,” uddyber hun.
For ikke ret længe siden var enhver spirituel tilbøjelighed noget, mange gik stille med. Men sådan er det ikke længere. Religiøse hierarkier bliver udfordret af den digitale udvikling, og det gør også grænsen mellem de traditionelle og alternative religioner.
”Spirituelle miljøer bevæger sig imod ikke længere at kunne karakteriseres som ’alternative’, fordi mange af de forestillinger, som knytter sig spirituelle fænomener er blevet mere udbredte og accepterede i takt med, at religion bliver digitaliseret,” forklarer Laura Feldt.
Den tese bekræfter Astrid Krabbe Trolle, som er religionssociolog på Roskilde Universitet.
”I takt med den stadig voksende digitalisering kommer der også flere penge og mere salgskraft i spirituelle produkter. Hvis man kigger på befolkningen i Danmark, så er det ikke mange, der ville gå all-in og sige, at de tror på en masse ting inden for det spirituelle felt, men det er ikke ensbetydende med, at de ikke er forbrugere af det spirituelle marked. Det er der langt, langt flere, der er blevet. De bruger det, når det passer dem, men behøver ikke at tro på det som et trossystem,” siger hun og fortsætter:
”Det digitale marked giver nemmere adgang til religiøs information, samtidig med at det ikke er forpligtende. Helt generelt passer det enormt godt til den måde, hvorpå folk indretter deres liv i dag.”
Ifølge en værdiundersøgelse, som Kristeligt Dagblad fik lavet af YouGov i 2018, tror hver fjerde dansker på reinkarnation. Et stort antal mennesker praktiserer meditation, mindfulness og yoga og flere og flere tror på astrologi. Ja, faktisk svarede 18 procent af danskerne i samme undersøgelse, at de betragter sig selv som spirituelle, men ikke kan relatere til gudstjenester.
Skal folkekirken lade sig true?
Om det voksende spirituelle marked skal anses som en trussel for folkekirkens eksistensgrundlag, kommer helt an på, hvad man mener er vigtigst, når man taler religion, siger Laura Feldt.
”For eksempel er der kæmpe medlemsopbakning til overgangsritualerne i folkekirken. Folk vil gerne have deres børn døbt, de vil gerne giftes, og de vil gerne begraves i folkekirken. Men når det kommer til alt det, som ligger ind imellem, er medlemmerne åbne for alle mulige andre interesser og påvirkninger.”
Sognepræst i Hals og Hou Kirker i Nordjylland Christian Roar Pedersen er en del af den voksende gruppe af præster, som mener at folkekirken kan blive bedre til at omfavne det digitale marked.
”Folkekirken skal satse langt mere digitalt, end den allerede gør. Det digitale liv – herunder ikke mindst sociale medier – giver en unik mulighed for at komme i kontakt med nogle, som ikke kommer i kirken til dagligt. Under coronanedlukningen oplevede jeg for eksempel, at flere, som netop var flyttet til mit sogn, var med til vores digitale gudstjenester, men jeg har ikke set dem, siden kirken genåbnede.”
Tærsklen til kirken bliver lavere, når man sidder derhjemme med sin mobil eller sin computer, mener Christian Roar Pedersen. Ifølge sognepræsten bliver folkekirken nødt til at gøre et større arbejde for at oprette en eksistentiel kontakt med danskere på internettet – særligt dem, som søger det nyreligiøse.
”Vi skal til at vågne op og være bedre til at skabe mødesteder på internettet. For eksempel kunne vi blive mere skarpe på bønslivet. Jeg tror, at nogle af dem, som søger det nyreligiøse, egentlig godt kunne tænke sig nogle anvisninger for, hvad man gør med den kristne bøn. Der har vi i folkekirken nok tænkt, at der ikke var behov for en fasttømret praksis, men jeg oplever, at folk har brug for noget a la ‘Sådan får du gang i dit bønsliv’. Ikke bare et opslag på Facebook, men et mødested, hvor man kan mødes online med præsten og få noget sparring på, hvordan man gør.”
Spørger man Astrid Krabbe Trolle, er folkekirken et godt eksempel på en af de institutioner, som har svært ved for alvor at dominere det digitale marked, sådan som den dominerer den fysiske kirkeverden. Derfor er det også svært at give et entydigt svar på, om den danske folkekirke skal se sig truet af den stadigt voksende udbud af andre religiøse og spirituelle trosretninger. Men som Laura Feldt mener Astrid Krabbe Trolle heller ikke, at folkekirken foreløbigt skal ryste i bukserne over det spirituelle markeds fremrykning på det religiøse spillebræt.
”Det digitale er ikke et produkt, folkekirken er kendt for, i modsætning til for eksempel astrologi, som i lang tid har haft en plads i kvindemagasiners digitale spalter. Folkekirken har dens medlemmer, som bruger kirken til overgangsriter. De skal gerne være fysiske, og det kan jeg ikke se blive skiftet ud.”