Nye Borgerliges kirkeordfører: Politikerne skal blande sig uden om kirkelige forhold

Politikere skal blande sig uden om, hvordan folkekirken administreres, men kæmpe for, at kristendommen spiller en større rolle i samfundet, mener Mikkel Bjørn, der er ny kirkeordfører for Nye Borgerlige

Nye Borgerliges kirkeordfører: Politikerne skal blande sig uden om kirkelige forhold
Foto: Morten Degn.

Mikkel Bjørn, du er ny kirkeordfører for Nye Borgerlige, hvad er dit eget forhold til kirke og tro?

Jeg er selv kristen og går i kirke, når jeg kan finde tid til det. Min tro blomstrede i gymnasiet, hvor jeg blev mere moden og mindre ungdomsrebelsk. Her fik jeg mange gode bekendtskaber, som hjalp mig med at reflektere over de dybere spørgsmål i tilværelsen. 

Hvilken rolle skal folkekirken spille i samfundet? 

Folkekirken og det grundlag, den hviler på, nemlig det evangelisk-lutherske grundlag, skal spille en rolle i den forstand, at det er vores kulturelle og identitetsmæssige udgangspunkt. Danmark er et kristent land, og det har det været i over 1000 år, siden Harald Blåtand kristnede danerne. Det er vigtigt, at vi står fast på, at det er vores kulturelle og identitetsmæssige udgangspunkt. Den frihed, der er i vores samfund i dag, hviler på et kristent grundlag. 

Er der noget, du ønsker at lave om på, når det gælder kirkelige forhold? 

Helt generelt skal politikerne blande sig uden om kirkelige forhold, og hvordan kirken administreres. Men vi skal selvfølgelig være bevidste om, at der er et dynamisk forhold mellem kirke og stat, og min opgave som kirkeordfører bliver at italesætte vigtigheden af det kristne grundlag, som Danmark hviler på, og forsøge – om muligt – at få det til at spille en større rolle i vores samfund. 

Kristeligt Dagblad har i en artikelserie tidligere på året beskrevet, hvordan kirkefolk og trossamfund uden for folkekirken må væbne sig med tålmodighed, når de henvender sig til Kirkeministeriet i visse sagstyper, fordi sagsbehandlingstiden er så lang – hvad vil du som kirkeordfører gøre for at afhjælpe det? 

Jeg kan ikke speede sagsbehandlingstiden op, men jeg kan kritisere det, hvis det slet ikke kan lade sig gøre at komme igennem. Nu spurgte du før, hvad jeg gerne ville kæmpe for som kirkeordfører, og jeg synes, det er en skam, at vi har partier i Folketinget, der går ind for at afskaffe kirkernes vetoret i forhold til bebyggelse tæt ved vores kirker. Det er en sag, jeg gerne vil være med til at italesætte. Den skal selvfølgelig ikke fjernes, fordi det er en del af vores kulturarv, at vi har et åbent landskab med kirker. 

Flere biskopper har i klare vendinger kritiseret regeringen for at ville sende flygtninge og migranter til Rwanda. Må biskopper udtale sig om politik? 

Det skal de i den grad blande sig uden om. Kristendom og politik skal gerne skilles ad. Vi må gerne lade politik være inspireret af kristne værdier, men hvordan vi bedriver politik, skal ikke være dikteret af hverken biskopper eller kirken, så det er dybt forfejlet, at de rækker ud over det mandat, de har som biskopper. 

Skal præster i folkekirken vie homoseksuelle?

Jeg synes helt generelt ikke, vi som politikere skal blande os i kirkens interne forhold.