Ti biskopper og Landsforeningen af Menighedsråd er gået sammen om at erklære, at krænkende handlinger i folkekirken er uacceptable. Erklæringen falder i kølvandet på flere sager om krænkelser, senest i Vor Frue Kirke i København, men kommer ifølge biskop i Ribe Stift Elof Westergaard ikke på grund af sagen.
“Det er blevet et stort diskussionsemne, og det har været tydeligt af omtalen, at der har været brug for, at vi tydeliggør, at krænkelser er no-go - og at vise, at vi allerede har taget redskaber i brug,” siger Elof Westergaard.
Folkekirken halter imidlertid bagefter de fleste andre store kirker i lignende lande som Norge, Tyskland, Sverige og Storbritannien, hvor man tidligere har været ude med tydelige holdninger til området. Det fortæller Ulla Schmidt, der er professor MSO i praktisk teologi ved Aarhus Universitet.
“Folkekirken er lidt en efternøler på dette felt. Stort set alle kirker i folkekirkens nabolag har meldt tydeligt ud, og man har for længe siden etableret ordninger og undersøgelser. Det slår mig, at biskopperne og menighedsrådene kalder på den åbne samtale, og man kan jo kun være enig i, at det er vigtigt, men jeg synes godt, man kunne gå et skridt videre og igangsætte en tilbundsgående og uafhængig undersøgelse af omfanget i kirken. Det er ikke sikkert, at det er nok at appellere alle kirkeinvolverede om åben samtale,” siger Ulla Schmidt.
Det synspunkt bakker debattør og sognepræst i Hals og Hou kirker Christian Roar Pedersen op om. Han ser positivt på, at der bliver sat ord på problemet, men fremhæver et stort behov for at undersøge omfanget af krænkelserne - ikke kun blandt de ansatte, men også blandt kirkegængerne.
“Det er på tide, at man kommer med en officiel fælles udtalelse. Jeg synes, at den skulle være kommet noget tidligere, men vi kan kun glæde os over, at den nu kommer - selvom det ikke er nok. Det, jeg mangler, er en stor undersøgelse på området i forhold til, hvor stor problemstillingen er,” siger Christian Roar Pedersen.
Ikke tilpasset folkekirkens virkelighed
Biskopperne og Landsforeningen af Menighedsråd opfordrer i erklæringen til, at man “reagerer omgående på grænseoverskridende adfærd og seksuel chikane, uanset om det handler om en selv, en kollega, en frivillig eller menigheden”.
Men selvom det er godt, at der kommer en udtalelse med et budskab om nultolerance, så er det ikke nok. Det mener Anette Borchorst, der er professor emerita ved Aalborg Universitet og ekspert i seksuelle krænkelser.
“Det er vigtigt, at kirkens ledelse markerer sin afstandstagen - men jeg synes erklæringen er meget generel, og det er ikke helt tilpasset folkekirkens virkelighed. Der er så mange parter i folkekirken og en uklar ledelsesstruktur, og det er stadig uklart, hvis ansvar det er, hvis der opstår en sag. Derfor mangler der en angivelse af, hvem der skal handle,” siger Anette Borchorst.
Denne erklæring er ikke første gang, biskopperne forholder sig til seksuelle krænkelser i folkekirken. Ved et bispemøde i slutningen af 2020, hvor MeToo-bølgen for alvor havde fat i Danmark, udtalte biskopperne samlet, at de var enige om at sætte markant ind mod seksuel chikane.
Dette skulle gøres ved at gøre det lettere at melde oplevet seksuel chikane og ved at udarbejde en handlingsplan i samarbejde med Folkekirkens Arbejdsmiljøråd. Denne handlingsplan mundede ud i de vejledninger og dialogværktøj, der henvises til i erklæringen fra biskopperne og menighedsrådene.
Biskop åben for forslag
Biskop Elof Westergaard peger netop på disse tiltag som svar på kritikken. Men han afviser ikke, at der kan være behov for andre tiltag.
“Vi er åbne over for gode forslag, som vi umiddelbart kan bruge og tilpasse en folkekirkelig sammenhæng. Med vores opfordring peger vi både på de tiltag, der allerede er her, og understreger vigtigheden af, at man går til sin leder, hvis man har været eller er udsat for seksuelle krænkelser,” siger Elof Westergaard.
Hvornår vil I kunne konkludere på, om det er nok?
“Lige nu er vi ved at prøve på at samle sammen, og vi er i en løbende dialog. Inden for de næste uger bliver vi klogere på, om vi så har de tilstrækkelige redskaber eller ej.”
Hvordan bliver I klogere på det?
“Det gør vi ved, at vi nu har meldt ud, at hvis nogen har oplevet det, så opfordrer vi til, at man henvender sig til sin nærmeste leder, sin provst, biskop, menighedsråd eller arbejdsmiljørepræsentant. Desuden laver vi en opgørelse i det enkelte stift og får et overblik over de sager, der har været,” siger Elof Westergaard.
Professor MSO Ulla Schmidt hæfter sig ved, at det er de to ledelseslinjer i folkekirken, der går sammen om erklæringen, for både bispekollegiet og Landsforeningen af Menighedsråd er underskrivere, og det er derved det tætteste, man kan komme på en fælles folkekirkelig udtalelse fra en samlet, kirkelig ledelse.
“Det er helt sikkert ikke noget, der sker ofte. Netop fordi der i folkekirken er en optagethed af, at menighedsrådene og de lokale kirker har en stor frihed til at have vidt forskellige holdninger, er der som regel langt mellem de fælles udtalelser,” siger Ulla Schmidt og tilføjer:
“Med med denne erklæring siger man, at vi ikke kan have forskellige holdninger til det her område. Det synes jeg er interessant - og på høje tid,” vurderer professoren.
Kristeligt Dagblad har forgæves forsøgt at få en kommentar fra Peter Skov-Jakobsen, biskop over Københavns Stift, hvis håndtering af forlydender om et muligt overgreb i øjeblikket bliver undersøgt af Kirkeministeriet.