Organist og komponist: I samtalen, musikken og tilliden finder vi troens fælles viden

Coronatidens nedlukning har lært komponist og organist Mikkel Andreassen, hvor vigtige samtaler og fællesskaber er for hans musik og tro. I den tillidsfulde samtale og i kirkens liturgi kan den fælles viden, som troen rummer, folde sig ud, siger han

Når Mikkel Andreassen komponerer, udtrykker hans musik ikke den situation og de følelser, han umiddelbart er præget af. Han søger snarere at formulere de tanker og de ideer, han ønsker at tro på, og som han ønsker skal bære hans liv.
Når Mikkel Andreassen komponerer, udtrykker hans musik ikke den situation og de følelser, han umiddelbart er præget af. Han søger snarere at formulere de tanker og de ideer, han ønsker at tro på, og som han ønsker skal bære hans liv. Foto: Palle Peter Skov/Ritzau Scanpix.

Da coronapandemien lukkede Danmark ned, og korprøver og koncerter i kirkerne måtte aflyses – mens gudstjenester og kirkelige handlinger blev barberet ned til et minimum – troede Mikkel Andreassen, at han skulle bruge nedlukningen på at læse tykke bøger og komponere ny kirkemusik.

Men det kom til at gå helt anderledes for komponisten og organisten ved Vor Frelsers Kirke i Esbjerg. For den alenehed, han siden 13-14-årsalderen har sat stor pris på at finde ved orglet, når han øver sig og komponerer, blev pludselig et tomrum og ikke et frirum.

”Jeg mærkede som så mange andre et behov for samtale og samvær og inspiration. Det blev tydeligt for mig, at det kunstneriske arbejde, især med at komponere og skabe, er noget, der bærer frugt, når jeg vender mig bort fra alt det, der normalt udgør hverdagslivet. Nu var der ikke noget at vende sig bort fra, og så opstod der et tomrum,” siger han.

Mikkel Andreassen er uddannet organist, og musik og kristendom har været en del af hans liv, så længe han kan huske.

”Jeg er vokset op med musik som en fuldstændig naturlig del af livet. Mine forældre var ledere på en grundtvig-koldsk friskole, og min far var landsbyens organist. Meget hurtigt følte jeg mig tiltrukket af orglet, og jeg begyndte at spille orgel som 12-13-årig efter at have spillet klaver og harmonika. Musikken og min kristne tro har altid været så tæt sammenvævet, at jeg ikke kan skille det ad, og at blive organist var for mig helt oplagt. Som organist kan jeg jo beskæftige mig med de to ting i tilværelsen, jeg opfatter som det absolut mest interessante: musikken og det religiøse,” siger han.

Mikkel Andreassen kom ind på konservatoriet som 17-årig, og mødet med ældre studerende og lærere blev for ham både svimlende og inspirerende – både i musikalsk og trosmæssig forstand.

”Musikkens rum er uendeligt, og det er i mødet med musikalske mestre, i den skabende akt som komponist og i samtaler med andre, at jeg har fået de største trosmæssige erfaringer,” siger han.

”Det er fiktivt for mig, at man kan lære noget om tro. Man kan opleve og være i situationer, hvor troen er til stede. Man kan møde den i samtaler og i de her tilnærmelser til troen og til Gud, som kunst er for mig. På den måde tror jeg, at den skabende kunstneriske proces afspejler skaberværket. Den består ofte i en undersøgelse af nogle grundelementer, hvis utrolige værdi og muligheder man kan få øje på i processen,” siger han.

Han nævner sin orgellærer Peter Møller og digteren Simon Grotrian samt komponist Bernhard Lewkovitch som afgørende læremestre og samtalepartnere.

”Hos Bernhard Lewkovitch fandt jeg en dybde i det faglige, jeg ikke har mødt andre steder. Hans musik er kendetegnet af en utrolig stor præcision og en afbalanceret og nuanceret brug af virkemidler, ofte i en koncentration omkring ganske få toner,” fortæller han.

”Det tog jeg virkelig til mig, og jeg brugte det, da jeg tilbage i 2014 skrev værket Hjerting Orgelbog med afsæt i Robert Jacobsens altervæg til kirken i Hjerting. Der vovede jeg at lægge nogle satser ind, som var meget enkle og skrøbelige – så skrøbelige, at jeg tænkte, at det ikke kunne gå an. Ville andre overhovedet kunne finde noget værdifuldt i så spinkel en komposition?”

Men da andre lyttede til værket, fik Mikkel Andreassen især positiv respons på netop de dele af værket, hvor han havde ladet sin sårbarhed komme tydeligst til udtryk.

”Jo mere man vover at være fuldt ud ærlig, når man skaber et værk, jo mere fortæller man også dem, der lytter, om én selv, og jo mere bliver det værdsat. Det har med tillid at gøre. Når vi møder hinandens sårbarhed, forstår vi, at vi er vævet sammen som mennesker – at vi ikke kan klare os uden hinanden – og vi fornemmer, at vi i troen har en fælles viden, som musikken og kirkens liturgi kan give rum til at erfare,” siger han.

”Vi bevæger os forskelligt gennem livet, og i forskellige faser af livet afdækkes det forskelligt. Men jeg tror, at fællesmængden er meget større, end vi nogle gange går og tror. Og når det lykkes i kirkelige sammenhænge, kan vi lade den erfaring klinge, ikke kun i ord, men også i musik.”

Og netop fordi troserfaringen har bund i noget fælles, er det for Mikkel Andreassen blevet tydeligt, at han bedst kan skabe sine værker i en vekselvirkning mellem samtaler og samvær med andre og aleneheden i værkstedet derhjemme og ved orglet.

”Corona-tiden har været lærerig for de fleste af os, tror jeg, og også for kirken. De koncentrerede formater, hvor gudstjenesten for eksempel kun måtte var 30 minutter, har givet os god læring af i at bruge lidt færre, men lidt mere velvalgte ord og toner. Det kan fremstå mere sårbart, men det er ofte lige præcis det, der giver samklangen med andre,” siger han.