I januar og februar 2019 var jeg på en pilgrimsrejse til Jerusalem med den serbisk-ortodokse kirke i København. På rejsen besøgte vi en masse bibelske steder i Jerusalem, Betlehem og Nazaret. Jeg var på det tidspunkt optaget af, hvordan jeg kunne omsætte Bibelens ord i mit eget liv.
Under to besøg i Gravkirken i Jerusalem skete der noget. Ved det første besøg stod vi ved Kristi grav og var ved at høre lidt om kirken og graven, og ud af det blå kom en lille ældre nonne. Hun havde hørt, at vi talte serbisk og henvendte sig til os, fordi hun selv havde serbiske rødder og ville høre, om vi ville besøge hende i hendes kloster. Det var der ikke tid til i vores program, så hun gik igen og forsvandt i mængden. Jeg ville gerne tale mere med hende og høre, hvordan hun var kommet til Jerusalem for at leve som nonne.
Pludselig stod hun igen foran mig, og jeg præsenterede mig for hende. Hun fortalte mig lidt af sin historie og spurgte mig, hvad jeg lavede, og jeg fortalte, at jeg læste teologi på universitetet i København. Mens hun talte, strømmede der en særlig atmosfære af ro og velsignelse fra hende. På et tidspunkt fandt hun et bedebånd – en form for bedekrans, som bruges i den ortodokse tradition – frem og sagde, at det havde hun tænkt at give til en anden, men nu skulle jeg have det. Jeg blev helt målløs, men nåede lige at takke pænt for gaven, inden hun forsvandt.
Et par dage efter kom vi tilbage til Gravkirken. Vi gik lidt rundt i menneskemylderet, og da vi var på vej ud igen, kom en armensk præst hen til mig for at spørge, om jeg ville stå ved den afspærring, der var sat op, så han og hans menighed kunne holde gudstjeneste i fred og ro. Jeg skulle stå der og bede de turister, der blot kom for at fotografere, om at vente, til gudstjenesten var forbi. Bagefter kom præsten hen og tog fat i mig og bad mig gå med ham. Så gav han mig lov til at gå ind i Kristi grav alene, så jeg kunne bede. Der stod mange, mange mennesker i kø, og det er langtfra alle, der overhovedet kommer ind i Kristi grav. Jeg havde allerede været derinde under vores første besøg i kirken, så jeg blev helt overvældet over nu at kunne gå derind helt alene og bede. Jeg bad om, at Gud ville vise mig den vej, jeg skulle gå.
Da jeg kom ud fra graven, gik jeg direkte hen til min præst og sagde, at jeg gerne ville studere teologi, så jeg kunne tjene kirken. Min præst sagde, at det havde jeg hans velsignelse til, og hvis jeg også fik biskoppens velsignelse, kunne jeg bare gå i gang. Siden fik jeg også min families velsignelse, og så tog jeg på besøg på det ortodokse teologiske seminarium i Södertälje. Der talte jeg med en præst og en munk, deltog i en bøn og overnattede til næste dag. Da jeg tog hjem, var jeg en smule usikker ved tanken om at skulle flytte væk fra min familie og leve i et andet land. Men jeg var fast besluttet på, at det var det, jeg skulle. De to oplevelser i Gravkirken havde gjort mig sikker på, at det var min vej.
Jeg er ellers ikke vokset op med noget nært forhold til kirken. Mine bedsteforældre og mine forældre kom til Danmark fra Serbien i 1960’erne, og de var vokset op under kommunismen i Jugoslavien, hvor det ikke var velset at være aktiv i kirken. Min farmor var troende, men da hun giftede sig med min farfar, der var i militæret, kunne hun ikke længere gå i kirke. I stedet fortsatte hun nogle af de kristne traditioner i hjemmet. I min barndom gik vi kun i kirke til påske og jul, og så fejrede vi vores families skytshelgen ved at samles og bede og spise og hygge os. Men vi bad ikke til hverdag eller talte om Gud.
Som 14-15-årig begyndte jeg at stille spørgsmål om livet og meningen med eksistensen. Jeg var meget tænksom og spekulerede over meningen med, at jeg var til, og hvad der lå forud for min fødsel, og hvad der ville ske efter min død. Lidt senere gjorde jeg mig de første erfaringer med den jordiske kærlighed, som jo aldrig er fuldkommen, og jeg tænkte over, hvordan sammenhængen var mellem den kærlighed, vi som mennesker forsøgte at realisere, og så den fuldkomne kærlighed, som jeg forestillede mig, måtte ligge bagved som det, vores kærlighed var født ud af. Jeg overvejede at læse filosofi, men lidt tilfældigt hørte jeg, at Københavns Universitet havde ekstra studiepladser på blandt andet teologi, og jeg tænkte, at det lå tæt op ad filosofi, så jeg søgte ind.
Jeg kom ind og begyndte på teologistudiet, og det åbnede mine øjne for Bibelen og kirkefædrene og derigennem også den ortodokse kirke. Jeg begyndte at komme i den serbisk-ortodokse kirke, og det føltes både fremmedartet, fordi jeg ikke var vokset op med kirkegang, og samtidig hjemligt, fordi det føltes rigtigt at søge Gud i fællesskab med andre, der var på samme rejse som mig.
Rejsen til Jerusalem blev et afgørende vendepunkt. Et halvt år efter rejsen begyndte jeg at læse teologi på seminariet Södertälje. Der læser jeg nu på fjerde år og bliver færdig til sommer. Formodentlig vil jeg fortsætte med en toårig kandidatuddannelse. Derefter må vi se, om jeg er moden til at tjene kirken – som præst eller på anden vis. Jeg lader det være op til Gud at vise mig min vej, for jeg har besluttet, at mit liv skal være en tjeneste for Gud og for den serbisk-ortodokse kirke. Jeg tror, at der er mange serbiske unge, der har det, som jeg havde det, da jeg var 14-15 år. Dem vil jeg gerne hjælpe ind i kirken og ind i Guds kærlighed.
Hvad har udfordret din tro?
Den diskrepans, der er mellem Guds absolutte kærlighed og den måde, vi mennesker forsøger at udleve kærligheden i vores relationer med hinanden. Vi er på en rejse med fald og oprejsninger, og man må være i en konstant proces, hvor man prøver at arbejde med at blive et bedre menneske.
Hvad er det bedste åndelige råd, du har fået?
Forsøg på bedste måde at udleve det menneskelige potentiale, Gud har givet dig – og husk at følges med andre på din rejse. Vi er ikke alene, men kommer frem til Kristus sammen.
