Ortodokse kristne stormer frem i Danmark - men lever en skjult tilværelse

De over 100.000 ortodokse i Danmark lever en relativt skjult tilværelse. Vi er håbløst bagefter Tyskland og Sverige i vores forståelse af denne gruppe, siger kender

Adrian Chitulescu oplever mange udfordringer som rumænsk-ortodoks præst i Danmark.
Adrian Chitulescu oplever mange udfordringer som rumænsk-ortodoks præst i Danmark. Foto: Ana Maria Zaharia.

Der hænger røgelseskar fra loftet, og væggene er prydet af hellige ikoner. Den rumænske præst står bøjet over alterbordet, i færd med at foretage en traditionel ortodoks dåb, mens barnets familie ser forventningsfulde til.

Scenen udspiller sig ikke i en traditionel ortodoks kirke i Rumænien, men i et tidligere missionshus i Ulberg i Midtjylland. Og det er en mere og mere normal begivenhed i Danmark. En ny beregning fra religionssociolog Brian Arly fra Københavns Universitet estimerer nemlig, at der er omkring 106.000 ortodokse kristne i Danmark, og at de udgør omkring 1,8 procent af befolkningen.

Ifølge tallene er de ortodokse kristne – efter de katolske – landets næststørste kirkeretning blandt de kristne indvandrere og efterkommere, og de overgår antallet af Danmarks hinduer, buddhister og jøder tilsammen.

Også andre undersøgelser peger på, at de ortodokse kristne stormer frem i landet. En analyse fra Danmarks Videnscenter for Integration, der endnu ikke publiceret, anslår at antallet af indvandrere og efterkommere fra primært ortodokse kristne lande er mere end tredoblet over de seneste 20 år.

Denne store gruppe af indvandrere lever dog en relativt skjult tilværelse i Danmark, fortæller kirkehistoriker Emil Saggau, ved Lunds Universitet, som forsker i de ortodokse kristne:

”Det har blandt andet noget at gøre med struktur. Den ortodokse kirke har ikke en ledelse i Danmark, som for eksempel den katolske kirke har. Den ortodokse kirke er også opdelt i mange nationale kirker, hvilket betyder at de enkelte menigheder refererer til en biskop uden for Danmark,” siger Emil Saggau, som forklarer, at de ortodokse kristne i Danmark tæller blandt andre rumænere, eritreere, russere, hviderussere, ukrainere og serbere.

Nogle af disse ortodokse kommer i de omkring 40 menigheder, som findes rundt om i landet. Den største gruppe er rumænerne, som typisk ikke bosætter sig i de større byer:

”Det, der er kendetegnet ved især den rumænske indvandring, er, at den går til landkommunerne i Jylland, især Ribe, Haderslev og Viborg Stift, hvor de bor fordelt på små landsbyer. Derfor er de ikke så synlige i gadebilledet, selvom der er er relativt mange af dem i Danmark.”

Ifølge Emil Saggau skiller de ortodokse kristne sig heller ikke ud:

”Mange af dem er opvokset i kommunistiske samfund, hvor man har et relativt afslappet og sekulært forhold til religion. Men formelt og rent teologisk er der dog stor forskel på de to kirkeretninger, og mange ortodokse opfatter formelt set danske lutheranere som kættere,” siger Emil Saggau.

Præst købte egen kirke

I Ulbjerg, en midtjysk landsby med 484 indbyggere, er den rumænsk-ortodokse menighed alligevel begyndt at stikke ud, ikke mindst om søndagen, hvor parkeringspladsen, som de deler med den lokale sognekirke, hurtigt fyldes op.

”Der kommer mellem 30 og 50 personer til vores gudstjeneste, og det er ikke kun folk fra lokalområdet, men fra hele Midtjylland. I den ortodokse kirke har folk ofte en stærk forbindelse til deres præst, især fordi vi i modsætning til folkekirken har skriftemål med syndsforladelse. Det gør det personlige møde ekstra vigtigt,” siger Adrian Chitulescu, som også tager sig af menighedens mere praktiske udfordringer:

”Jeg hjælper dem med at oversætte integrationsdokumenter og kommunikere med myndighederne,” siger han.

Adrian Chitulescu kom selv til Danmark i 2010, da han havde færddiggjort sin teologiuddannelse i Rumænien.

”Det var virkelig svært at finde et arbejde, så jeg begyndte at studere på Aarhus Universitet og brugte min fritid på at hjælpe præsten i den ortodokse menighed i Aarhus,” siger Adrian Chitulescu.

Seks år senere blev Adrian Chitulescu selv ordineret som præst for Viborg-området af den rumænsk-ortodokse patriark ved en ceremoni i Stockholm. Da den nyordinerede præst kom tilbage til Danmark, begyndte han at lede efter en passende kirke:

”Det viste sig at være ret besværligt at låne en bygning af folkekirken, så derfor kontaktede jeg den katolske kirke i Viborg. Jeg fik lov at leje deres kirke til gudstjenester fire dage om måneden for 2500 kroner,” siger Adrian Chitulescu.

Men det var ikke nemt at deles om kirken.

”Vi kunne ikke altid få lov at leje kirken om søndagen, som vi gerne ville, og en gang imellem kom den katolske menighed tidligere end aftalt for at overtage kirkerummet. Det begyndte at blive lidt irriterende, så jeg besluttede mig for, at købe min egen kirke,” siger Adrian Chitulescu, som dog ikke forventede, at den ortodokse kirke i Rumænien ville sende ham midlerne:

”Hjemme i Rumænien tænker man ofte, at i et rigt land som Danmark er det nemt at finde penge. Det er måske rigtigt i teorien, men i praktis er det noget andet,” siger Adrian Chitulescu, som i stedet tog forskelligt rengørings- og fabriksarbejde. Han fik hurtigt sparet nok penge sammen til at få bevilget et kreditlån i banken, og købte så det gamle missionhus i Ulbjerg.

”Det var en fin, men slidt bygning. Men jeg fik hjælp af min menighed til at sætte den i stand, og snart kunne vi afholde vores første gudstjenester,” siger Adrian Chitulescu, der fortsatte med at arbejde på fabrik om dagen, så han kunne betale af på sit kreditlån:

”Det er lidt hårdt, når man kommer hjem fra en lang arbejdsdag på fabrikken, og folk ringer og beder om åndelig vejledning eller om hjælp til at oversætte breve fra kommunen,” siger Adrian Chitulescu.

Danmark er håbløst bagud

Adrians historie er meget typisk for ortodokse kristne, fortæller Emil Saggau:

”Det er helt klart et problem for de ortodokse at finde passende bygninger. Folkekirken er ofte imødekommende, men der er et større bureaukrati forbundet med at låne dens kirker. Derfor søger mange mod den katolske kirke, eller de gør som Adrian og køber gamle missionshuse. Jeg vil skyde på, at der er cirka 10 tidligere missionshuse, der nu er ortodokse kirker,” siger Emil Saggau.

Han genkender også de økonomiske udfordringer, som Adrian beskriver:

”Selvom mange ortodokse præster får løn hjemmefra, kan de sjældent leve af den i Danmark. Derfor må flere tage jobs ved siden af præstegerningen,” siger Emil Saggau, som gennem sine kontakter i det ortodokse miljø hører om endnu flere udfordringer:

”De har for eksempel nogle særlige ritualer og skikke, som betyder, at de gerne vil have egen jord til at begrave deres folk i. Men det er både svært og dyrt at få lov til i Danmark. Nogle fik at vide at de skulle betale til 50.000 om året for at låne et mindre stykke jord,” siger Emil Saggau.

Han mener, at det er på høje tide, at folkekirken, kommuner eller staten får øjnene op for de fremstormende ortodokse kristne:

”Lige nu er der hverken ressourcer eller viden nok til at tage hånd om dem. Sammenlignet med lande som Tyskland og Sverige er Danmark er håbløst bagud i integrationen af disse nye kristne” siger Emil Saggau.

I Ulbjerg oplever den rumænske præst imidlertid venlighed og nysgerrighed fra sin medborgerne:

”De hilser pænt, men der er stadig nogle, der tror, at vi er muslimer,” griner Adrian Chitulescu.

Enighed er urealistisk

”På det tidspunkt, jeg blev ansat, troede mange i byen, at de var katolikker,” fortæller sognepræst i Ulbjerg Kirke Hannah Kortnum Mogensen.

Hun blev ansat i juni 2017, ikke længe efter at Adrian Chitulescu havde købt byens gamle missionshus.

”Jeg kunne ikke rigtig få det til at give mening, at katolikker gik rundt og købte gamle missionshuse. Så jeg tænkte, at det måtte en misforståelse og et tegn på, at de nye tilflyttere blev talt mere om, end med,” siger Hannah Kortnum Mogensen.

Sammen med en række af byens borgere, inviterede hun den ortodokse præst til aftenmøde i menighedshuset:

”Folk var meget nysgerrige, og Adrian tog imod en masse spørgsmål. Hvorfor var de her i byen? Og hvad lavede de inde i deres kirke? Så var dialogen begyndt, og vi blev inviteret til åbent hus i deres kirke den følgende søndag,” siger Hannah Kortnum Mogensen.

Ifølge sognepræsten er man i Viborg Stift, som Ulbjerg Sogn hører under, meget opmærksom på at skabe dialog med de nye kristne. Men hun mener også, at der er grænser for, hvad dialogen kan:

”Dialog kan aflive fordomme, men dialog fører ikke til enighed. Det er urealistisk. Der er simpelthen for store teologiske og værdimæssige forskelle,” siger Hannah Kortnum Mogensen og uddyber.

”Vi anerkender de ortodokse som kristne, men det omvendte er ikke tilfældet. De ortodokse anerkender ikke folkekirkens ritualer, at vi vier homoseksuelle, og at kvinder kan være præster. Men det betyder ikke, at vi ikke skal have en dialog.”