Ortodokse teologer: Kirill skal stilles for en domstol

En erklæring fra over 280 russisk-ortodokse præster kræver, at der oprettes et særligt kirkeligt tribunal, som skal behandle anklager om kætteri mod Moskva-patriarken Kirill

Ortodokse teologer: Kirill skal stilles for en domstol
Foto: Patriarchal Press Service/Reuters/Ritzau Scanpix.

Den russisk-ortodokse kirkes leder, patriark Kirill af Moskva, kan meget vel have forregnet sig. hvis han havde gjort sig noget håb om, at den russiske invasion af Ukraine kunne bidrage til at fastholde dette land inden for den russiske kirkes administration og indflydelsessfære. Som udviklingen tegner sig, kan konsekvensen også blive den modsatte: At modstanden mod invasionen og den russiske kirkes mere eller mindre åbenlyse støtte til den vil fremme tabet af indflydelse i Ukraine.

Tendensen har været synlig længe før krigen. Mange ukrainske sogne har opgivet deres tilhørsforhold til Moskvapatriarkatet til fordel for Ukraines ortodokse kirke, der siden 2019 har været anerkendt af patriarken af Konstantinopel (Istanbul). Siden krigen begyndte, er tendensen kun blevet forstærket, og nu vendes modtanden direkte mod Kirill selv, og endda fra hans egne rækker.

Denne artikel er en del af denne serie:
Krigen i Ukraine

Det er sket i en erklæring, som er blevet udsendt af over 200 præster i Moskvapatriarkatets kirke i Ukraine. I denne erklæring henvender præsterne sig direkte til overhovederne for verdens ortodokse kirkesamfund med to konkrete anklager mod Kirill: At han er skyldig i kætteri som fortaler for den angiveligt antiortodokse doktrin om "russkij mir" (den russiske verden), og at han med sin støtte til den russiske krig mod Ukraine er skyldig i “moralske forbrydelser”.

Til behandling af disse anklager foreslår præsterne, at der nedsættes et “internationalt kirkeligt tribunal”. De henviser til, at kirkelige stridigheder tidligere i historien er blevet afgjort på denne måde. Præsterne fremsætter i øvrigt fire direkte opfordringer til de kirkelige ledere:

De bør skarpt og utvetydigt fordømme Ruslands aggression mod Ukraine.

De bør appellere til præsident Putin om omgående at standse krigen og trække sig tilbage fra de erobrede ukrainske områder.

De bør undersøge og bedømme patriark Kirills offentlige tilkendegivelser om krigen i lyset af ”den hellige skrift og kirkens hellige tradition”.

De bør på alment ortodokst niveau undersøge og bedømme indholdet af russkij mir-doktrinen, som Kirill gennem mange år har været en hovedkraft bag, og i tilfælde af en fordømmelse af doktrinen, fratage ham patriarkværdigheden.

Erklæringen har karakter af et åbent brev, som i skrivende stund har underskrifter fra 284 præster, der beskrives som russisk-ortodokse, og der kommer stadig flere underskrifter.

Den omtalte russkij mir-doktrin er siden 2000-tallet blevet udviklet i et samarbejde mellem den russiske stat og den russiske kirke som en slags halvofficiel ideologi om russisk identitet og særlighed. Doktrinen hævder eksistensen af en særlig “russisk verden”, der som en slags civilisation i egen ret, omfatter alle dele af verden, der er præget af russisk sprog, kultur og ortodoksi. Den “russiske verden” omfatter således ikke kun den aktuelle russiske stat, men også for eksempel Ukraine, Belarus, de baltiske lande, Moldova, Kazakhstan og den russiske diaspora. Som selvstændig civilisation betragtes den “russiske verden” som værende i en klar modsætning til andre civilisationer, i særdeleshed den vestlige, hvis “liberale værdier” den tager skarpt afstand fra.

Doktrinen promoveres og udbredes først og fremmest af det russiske kulturinstitut, Russkij mir-fonden, som siden grundlæggelsen i 2007 har fået et stort antal afdelinger mange steder i verden. Det er dog også meget nærliggende at se den russiske kirke med dens forgreninger i cirka 20 lande som en konkret manifestation af det russiske åndelige og civilisatoriske rum, der på dette grundlag kan betragtes som en realitet, også selv om der ikke (længere) foreligger en konkret politisk enhed.

Det er i al fald således, den russiske kirkes ledelse ofte har brugt konceptet. Som Kirill citeres for i en udtalelse fra Russkij mir-fondens møde i 2009: “Den russisk-ortodokse kirke udfører en patoral mission blandt de folk, der antager den russiske åndelige og kulturelle tradition som grundlag for deres nationale identitet eller i det mindste dens væsentligste del”.

Russkij mir-konceptet er således ikke direkte en kirkelig doktrin, men kan dog med sin stærke understregning af sammenhængen mellem ortodoksi og russisk kultur meget nemt bruges af kirken. Og den kan misbruges, først og fremmest til på utilbørlig vis at hævde en særlig guddommelig støtte til Ruslands ekspansive ønsker.

Dette er i al fald, hvad de mere end 280 præster anklager Kirill for. Det er de ikke ene om. Som præsterne selv henviser til, blev der allerede i midten af marts rejst en lignende anklage fra anden side, da et stort antal internationale ortodokse teologer og gejstlige (i skrivende stund har cirka 1300 skrevet under) gik sammen om en offentlig fordømmelse af netop russkij mir-doktrinen. I en omfattende og detaljeret teologisk analyse fordømmes denne doktrin som kættersk og uortodoks, og de over 280 ukrainske præster har således allerede på forhånd solid international opbakning til deres anklage.

For præsterne og teologerne er den grundlæggende anklage for så vidt enkel: De påviser det kristeligt forkastelige i at gøre det etniske og det nationale til et kristeligt og kirkeligt kriterium, som det synes at ske i doktrinen om den “russiske verden”. Det er en tankegang, som i ortodoks sammenhæng har været defineret som kætteri under betegnelsen “etnofyletisme” siden 1872.

Hvis det ønskede internationale kirkelige tribunal skulle blive en realitet, og hvis Kirill virkelig skulle blive dømt, vil det selvsagt være et meget alvorligt slag både for Kirill personligt og for den russiske kirkes internationale status og prestige. Om det bliver virkelighed, er endnu uvist, men også selvom det ikke skulle komme så langt, er blot det, at de finder sted, vidnesbyrd om, hvor usikker den russiske kirkes ellers tidligere så stærke position er blevet.

Christian Gottlieb er sognepræst og adjungeret professor, dr.theol. med speciale i ortodoks kristendom.