På Nordens største spejderlejr er der spejdere med rødder i folkekirken, baptistkirken og islam: Vi vil gerne mødes på tværs

Kristen yoga, muslimsk tro og robotter får alle råderum i denne uge, hvor 32.000 spejdere er samlet i en sjællandsk naturpark

Fra venstre: Benedicte Boesen, Kasper Gundtoft (skjult), Victoria Ørsted Hougaard, Silas Malthe Persson Mejlby og Kirstine Motzfeldt fra KFUM Søborg.
Fra venstre: Benedicte Boesen, Kasper Gundtoft (skjult), Victoria Ørsted Hougaard, Silas Malthe Persson Mejlby og Kirstine Motzfeldt fra KFUM Søborg. Foto: Leif Tuxen.

Hvis man forestiller sig Roskilde festival i et bakket landskab, hvor en del af teltene er skiftet ud med orange bivuakker og gæsterne er et miskmask af mennesker i alle aldre, som udsender en svag odeur af bål og bærer snoede tørklæder om halsen, så har man et nogenlunde billede af Nordens største spejderlejr. 32.000 spejdere er i denne uge samlet til Spejdernes lejr 2022 i naturparken Hedeland nær Roskilde, hvor åndeligheden har relativt vide rammer. 

I lejrens kirketelt har tre voksne deltagere taget plads på yogamåtterne tirsdag formiddag. Foran dem guider en smidig cross-yogainstruktør sine tre midlertidige disciple gennem en række af positioner, der, ikke nok med at udstrække lemmerne, også udføres i et tempo, som holder pulsen lav nok til samtidig at kunne sende en bøn af taknemmelighed ud i plenum. Fadervor, du som er i himlen, lyder det sagte fra instruktøren, der har ordet “ånd” tatoveret på sin ene underarm. Da de når til amen, indtager de en stående positur med sammenpressede hænder foran brystet.

Kirketeltets aktiviteter spænder over alt fra bibelsk yoga til gudstjenester og beatboxing.
Kirketeltets aktiviteter spænder over alt fra bibelsk yoga til gudstjenester og beatboxing. Foto: Leif Tuxen

Aktiviteten er blot én ud af 40 i området, man har valgt at kalde refleksion og åndelighed, for hvilken KFUM-spejderen Karen Damsgaard-Bruhn er udvalgschef. Hun fortæller, at man har gjort en stor indsats for at skabe et åbent rum for tro og åndelighed på den ugelange spejderlejr.

“Pligten over for Gud er en basal del af mange spejderes arbejde. Derfor har vi lavet dette område, vi kalder Åndehullet, i hvilken man har gjort plads til både kristne, muslimer og åndelige, som ikke vedkender sig en bestemt trosretning,” siger udvalgschefen.

“Vi vil gerne lægge op til, at man mødes på tværs af religiøsitet og åndelighed i stedet for at pege fingre ad hinanden. Der har tidligere været ballade, fordi nogle fra Det Danske Spejderkorps mener, at vi ikke bør være til stede på spejderlejrene,” fortæller Karen Damsgaard-Bruhn. 

Åndehullet består af en håndfuld telte, hvoraf de to største - det muslimske og det kristne telt - ligger side om side. I begge telte forlyder det, at mange interesserede ansigter lægger vejen forbi - også de blå spejdere (Det Danske Spejderkorps, red.), der er det eneste deltagende spejderkorps, hvis værdier ikke bygger på et religiøst fundament. På lejren deltager både spejdere med rødder i folkekirken, baptistkirken og islam. 

For eksempel deltog Semerkand Spejdernes imam i kirketeltets andagt mandag morgen af ren nysgerrighed, og Karen Damsgaard-Bruhn oplyser, at man samarbejder om aktiviteter og tjekker ind hos hinanden for at blive klogere på hinandens ritualer. Sammen har Danske Baptisters Spejderkorps, Det Danske Spejderkorps, KFUM-Spejderne og Semerkand Spejderne udformet et lille hæfte med fordybelsesmateriale til ugen, hvor både forklaringer om kristen og muslimsk tro har fået plads.

Et blåt børnespejderkorps og deres spejderledere har taget plads på en række siddepladser i kirken, men de manglede vist blot et sted at sidde, for de forlader lokalet, da yogatimen går i gang til ærgrelse for kirketeltets frivillige.

Tirsdag formiddag er der altså stille i denne del af naturparken, som indbyder til fordybelse, mens et nærliggende område summer af aktivitet.

I “Future Town” (fremtidsbyen) er spejderleder Jens Bjerregaard og hans blå spejdere fra Holstebro i fuld gang med at vinde et mærke for at stable klodser ovenpå hinanden ved hjælp af en fjernstyret robotarm. For dem er praktiske udfordringer i højsædet, mens samtaler om åndelighed må vente. Og dog.

Jens Bjerregaard, spejderleder for de "blå spejdere" i Holstebro, har fået godt tag i robotarmen. I tråd med de blå spejderes baggrund spiller religion ingen betydelig rolle for ham, men han mener, der skal være plads til alle
Jens Bjerregaard, spejderleder for de "blå spejdere" i Holstebro, har fået godt tag i robotarmen. I tråd med de blå spejderes baggrund spiller religion ingen betydelig rolle for ham, men han mener, der skal være plads til alle Foto: Leif Tuxen

“Åndehullet optager ifølge mig en passende mængde plads på Spejdernes lejr. Ikke for meget, og ikke for lidt. Førsteprioriteten for mit spejderkorps i denne uge er at lave praktiske ting, som kan gøre vores næste projekt lidt federe. Troen kan man altid tale om, og det behøver ikke være lige her. Men vi er da gået igennem Åndehullet (hvor kirke- og mosketeltet ligger, red.), og så har vi talt om, at for nogle betyder det meget, at tro og åndelighed får plads på lejren,” siger spejderleder Jens Bjerregaard.

Et andet sted i fremtidsteltet har fem unge KFUM-spejdere fra Søborg slået sig ned foran et par symaskiner. De er i gang med at sy bøllehatte. Et spørgsmål om Åndehullet afføder tøven.

“Vores spejderkorps bygger på kristne værdier”, siger Kirstine Motzfeldt.

“Teknisk set”, indskyder Victoria Ørsted Hougaard. 

Nordens største spejderlejr er blevet afholdt tre gange: i 2012, 2017 og nu i 2022, hvor det afholdes i Naturpark Hedeland, som rækker ind over Roskilde, Greve og Tåstrup kommuner.
Nordens største spejderlejr er blevet afholdt tre gange: i 2012, 2017 og nu i 2022, hvor det afholdes i Naturpark Hedeland, som rækker ind over Roskilde, Greve og Tåstrup kommuner.
Foto: Leif Tuxen

Én person i gruppen, Kirstine Motzfeldt, fortæller, at hun er kristen, og at hun har været i Åndehullet, men teltdugen var lukket, så hun turde ikke gå derind. De andre har ikke været der endnu, men Benedicte Boesen synes, at det er rart med et roligt område, nu hvor resten af pladsen er fuld af aktiviteter. 

For eksempel var der “overraskelsesbryllup” i søndags. Det kan man åbenbart få et spejdermærke for. Det er lige lovligt dedikeret, synes de unge fra Søborg. De er bare glade for deres bøllehatte.