I et interview i 2018 udtalte lederen af den russisk-ortodokse kirke, patriark Kirill, at vestkirkerne var under politiske og samfundsmæssige pres fra staterne og de liberale demokratier. Protestanterne havde i Kirills øjne mistet evnen til at sige nej til staten og bevare den sande kristendom.
Disse udtalelser klinger hult, efter at det er kommet frem i denne uge, at selvsamme mand var KGB-spion under den kolde krig. Kirill havde åbenbart ikke selv kunnet sige nej til at spionere for staten, modsat hans farfar, der var en kendt ortodoks præst, som måtte gå i eksil for sin ubøjelige modstand mod det sovjetiske system.
I de sidste 10 år har der været rygter om Kirills forbindelse til KGB, men uden reel dokumentation af omfanget eller formen. Det er generelt kendt, at alle kirkeledere i den tidligere østblok var forbundet med sikkerhedstjenesterne, idet det var utænkeligt, at de kunne nå frem til posten som biskop uden et vist samarbejde med staten. Det gjaldt også for de russiske, hvor KGB med mellemrum krævede informationer og rapporter, når kirkeledere deltog i arrangementer uden for Sovjetunionen, som for eksempel møder i Kirkernes Verdensråd.
Der er dog en kvalitativ forskel mellem at aflevere en kort opsummering af, hvad der blev drøftet på et offentligt møde, og aktiv spionage og fremførelse af Sovjetunionens synspunkter som kirkens. De nye oplysninger viser, at Kirill ikke blot var en almindelig informant, men aktiv for KGB. Kirill har både fungeret som spion i Schweiz i forbindelse med sin udstationering som præst hos Kirkernes Verdensråd og som biskop i Vyborg, lige uden for Sankt Petersborg.
Det er måske begrænset, hvad hans rolle har været, og informationerne, som Kirill har samlet, har måske blot været endnu flere ligegyldige ark til det enorme og næsten ubrugelige KGB-arkiv.
De nye afsløringer får sandsynligvis ingen praktiske eller politiske konsekvenser for patriark Kirill lige nu. Det er dog ikke utænkeligt, at oplysningerne ville have ændret udfaldet af patriark-valget tilbage i 2008, hvor Kirill fik posten.
I de seneste 30 år har de ortodokse kirker i den tidligere sovjetblok været plaget af en række sammenlignelige spionskandaler. Den mest vidtrækkende skandale var den bulgarske, som førte til en egentlig kirkesplittelse, der varede i næsten 15 år fra begyndelsen af 1990'erne og frem. Det viste sig i Bulgarien, at alle kirkeledere havde arbejdet aktivt for den bulgarske sikkerhedstjeneste og angivet præster, hvis de havde talt for åbent imod kommuniststyret.
En gruppe præster forsøgte derfor at afsætte hele kirkeledelsen, så man kunne begynde på ny. Det lykkedes ikke, og konflikten endte først, da den nye demokratiske bulgarske stat lod sit militærpoliti beslaglægge udbrydergruppens ejendomme og værdier i 2004, hvormed de reelt set bankede de protesterende præster på plads. Den sidste rest opgav sin modstand så sent som i 2013.
Den bulgarske skandale står som et skræmmebillede på, hvad spionanklager kan medføre i den ortodokse verden. Mindre omfattende sager ramte Rumænien tilbage i 2006, hvor en historiker mente at have fundet bevis for, at den tidligere rumænske patriark fungerede som spion for kommunisternes sikkerhedstjeneste. Det ledte til en omfattende kulegravning af arkiverne, der blev udgivet i 2008. Her konkluderer man, at 89 præster havde været informanter, og seks navngivne præster var spioner for sikkerhedstjenesten. Den rumænske undersøgelse er nok den mest dybdegående og præcise i et tidligere kommunistisk land.
Som et tankeeksperiment kan de rumænske resultater overføres til den russisk-ortodokse kirke, der under kommunisterne var cirka fire gange så stor som den rumænske kirke. Det overslag ville betyde, at KGB sandsynligvis havde omkring 30 aktive spioner, mens antallet af informanter ville have været flere hundrede.
Det understreger, at Kirills aktive karriere som spion ikke var en almindelighed. Det kan udlægges som et aktivt valg, der har en sammenhæng med Kirills lynkarriere i den ortodokse kirke i 1970'erne og 1980'erne.
Det tegner et endnu skarpere billede af en kirkeleder, der ikke skyr nogen midler for at nå magten. Det understreger også, at der var – og nok fortsat er – en tæt forbindelse mellem sikkerhedstjenesten og den ortodokse kirke i Rusland. Noget, som den ukrainske stat og sikkerhedstjeneste har haft øget fokus på. De har for eksempel undersøgt russiske klostre i Ukraine i efteråret.
Informationerne er vand på den ukrainske stat, kirke og sikkerhedstjenestes mølle og støtter befolkningens skepsis over for Rusland. De kommer også samme måned, som nye studier viser, hvordan et komplekst netværk af kirker, kulturinstitutioner og ligefrem universitetsafdelinger er finansieret med russiske statsmidler. Sagen viser, hvordan den russisk-ortodokse kirke i Vesten finansieres af Kreml og agerer opinionspåvirker, særligt i Østrig og Tyskland, hvor de fleste penge er endt.