Pave Frans skruer op for den skarpe retorik: Drager parallel mellem Putins krig og Stalins ”folkemord”

Her samler Kristeligt Dagblad nogle af dagens vigtigste historier om tro, etik, eksistens og de værdikampe, der foregår i ind- og udland

Pave Frans sparede ikke på retorikken under den ugens ugentlige audiens i onsdags.
Pave Frans sparede ikke på retorikken under den ugens ugentlige audiens i onsdags. Foto: Vatican Media/Reuters/Ritzau Scanpix.

Måske er du en af dem, der i dag er stået tidligt op for at bestille en elektrisk tandbørste eller et par kondisko til nedsat pris på denne Black Friday, som efter amerikansk eksempel fejres med nedsatte priser i de danske butikker.

Man kunne fristes til at tro, at forbrugets helligdag rammer lidt ved siden af i en tid præget af økonomisk usikkerhed og stigende priser. Men det er der ikke nødvendigvis noget, der tyder på.

For selvom renterne galoperer derudaf, mens inflationen æder sig ind på danskernes budgetter, så er vores privatforbrug stort set upåvirket, mens jobfesten fortsætter med at slå rekorder.

"Det er en meget usædvanlig krise," konkluderer Mads Lundby Hansen, der er cheføkonom i den borgerlige tænketank Cepos, i dagens avis

Første strejke i 106 år

Britiske sygeplejersker er – modsat danskernes forbrugsvaner – påvirket af inflationen, som har ramt den britiske økonomi hårdt. Sygeplejerskerne har bedt om en lønstigning på fem procent justeret for inflation, men det har regeringens afvist, og derfor agter sygeplejerskerne at strejke den 15. og 20. December. Det skriver BBC.

Hvis strejken bliver ført ud i livet, vil det være ganske opsigtsvækkende. For det vil være første gang, det sker, siden sygeplejerskernes fagforening, RCN, blev grundlagt for 106 år siden. Men der er ingen vej udenom, fastslår fagforeningsleder Pat Cullen:

"Sygeplejerskerne har fået nok af at blive taget for givet, nok af lav løn og usikre forhold, nok af ikke at kunne give vores patienter den pleje, de fortjener,” siger hun ifølge BBC.

Qatar i kovending – eller hvad?

Vi vender tilbage til Danmark, hvor kritikken mod vores deltagelse ved VM i fodbold i Qatar fortsætter med at vokse sig større. Ifølge DR mener Liberal Alliance, SF, Radikale Venstre, Konservative, Alternativet og Enhedslisten, at Danmark bør gå hele vejen og lave et politisk boykot af slutrunden.

Det sker til trods for, at Qatar ifølge mediet Independent har valgt at sadle om i forhold til den kontroversielle bandlysning af regnbuefarver, som tvang det danske landshold til at droppe det omdiskuterede lgbt-anførerbind.

Qatars kovending lader dog ikke til at få nogen konsekvenser for den sag, da det tilsyneladende kun gælder tilskuernes påklædning.

Bertel blander sig i balletten 

Vi går videre til en anden kontroversiel kulturpolitisk sag, som udspiller sig på Den Kongelige Ballet i København. I sidste uge skrev Politiken, hvordan striden om en omdiskuteret opsætning af “Othello”, som Kristeligt Dagblad tidligere har beskrevet, nu har ført til bruddet mellem den tysk-amerikanske stjernekoreograf John Neumeier og Den Kongelige Ballets balletmester, Nikolaj Hübbe.

Ingen har siden ønsket at tage bladet fra munden og kommentere på sagen. Men nu har forhenværende folketingsmedlem Bertel Haarder, der er bestyrelsesformand for Det Kongelige Teater, brudt tavsheden. Han fortæller til radiokanalen 24syv, at han er utilfreds med situationen og håber, at det mangeårige makkerpar finder sammen igen. 

24syv har talt med to andre bestyrelsesmedlemmer, som bakker op om Bertel Haarder. Men ifølge Berlingskes teaterkommentator, Jakob Steen Olsen, er det upassende, at Bertel Haarder som bestyrelsesformand overhovedet blander sig i teatrets kunstneriske ledelse. 

Foto: Emilie Lærke/Ritzau Scanpix.

Paven smøger ærmerne op

Vi hopper videre til Rom, hvor pave Frans for nylig skruede kraftigt op for retorikken mod Ruslands krig i Ukraine, da han valgte at markere 90 året for “Holodomor”-katastrofen, hvor mere end tre millioner ukrainere døde af sult. Katastrofen er i dag en smule omstridt, men opfattes af mange som et folkemord forårsaget af Sovjetunionens daværende leder Josef Stalin. Og det er tydeligvis en opfattelse, som paven deler. 

Ifølge Religion News opfordrede paven ifølge de fremmødte til at bede for både ofrene af “folkemordet”, men også for de ukrainere, “som i dag lider under aggressionens martyrium”.

Tydeligere kan parallelen mellem Ruslands aggressive krig og Josef Stalins blodige regime vist næppe drages. Og det vidner altså om noget af et krumspring i pavens retorik, skriver Religion News.

Hitlers klokker gemmer sig

Vi bliver ved diktatorer for en stund, for i den sydtyske by Penzberg står en 170 kilo tung og 459 år gammel kirkeklokke, som ikke har været i brug, siden Adolf Hitler snuppede den for mere end 70 år siden. 

Under Anden Verdenskrig konfiskerede Tyskland tusindvis af kirkeklokker over hele Europa. Klokkerne skulle omstøbes til krudt og kugler, men 14.000 af dem undgik nazisternes smelteovne.

Efter krigen forsøgte tyskerne at aflevere klokkerne tilbage til deres retmæssige ejere, men som klokken i Penzberg vidner om, har det ikke været nogen simpel disciplin. De præcise årsager hertil bliver lidt for komplekse til denne Morgensamling, der allerede er blevet en anelse lang, så vi må henvise til denne artikel i dagens avis

Beklager, men man må jo kende sine egne begrænsninger.

Morgensamling er Kristeligt Dagblads nyhedsoverblik om tro, etik og eksistens. Morgensamling skrives på skift af den digitale redaktions journalister og udsendes som nyhedsbrev alle hverdage. Skriv dig op her.