Præst holder yogagudstjeneste: Folk bliver mere modtagelige

Kamilla Bugge holder yoga-gudstjenester i Skelgårdskirken i København. Det tiltrækker kirkegængere, som ikke kommer der normalt

Kirken er oplyst af stearinlys og det farvestrålende lys fra korset, mens sognepræst Kamilla Bugge fortæller deltagerne om de yoga-stillinger, de skal igennem, og opstandelsen.
Kirken er oplyst af stearinlys og det farvestrålende lys fra korset, mens sognepræst Kamilla Bugge fortæller deltagerne om de yoga-stillinger, de skal igennem, og opstandelsen. Foto: Leif Tuxen.

I et mørkt moderne kirkerum i Skelgårdskirken på Amager i København var der tændt stearinlys. De lange stolerækker var væk, og i stedet var yogamåtter bredt ud på stengulvet. På dem lå 30 deltagere fladt på ryggen med et tæppe over sig for at holde varmen. Sognepræst og yogalærer Kamilla Bugge bød dem velkommen til en såkaldt yoga-gudstjeneste.

“Om I er troende eller ej, kristne, hinduister eller muslimer, er underordnet her,” sagde hun som det første. Derefter stillede hun spørgsmål til lokalet, som en del mennesker nok stiller sig selv fra tid til anden.

“Hvorfor er jeg i mørket, når de andre er i lyset? Hvorfor kender de vejen, når jeg ikke gør?”

Sognepræsten svarede selv, at hun har troen på det evige liv. Aftenens tema var opstandelse, og således kredsede hendes alternative form for prædiken under den halvanden time lange yoga-gudstjeneste om, at troen på opstandelsen er en måde at være i livet, der giver glæde og tilfredshed.

Den kombinerede yogasession og gudstjeneste stod Kamilla Bugge for sammen med kirke- og kulturmedarbejder Nicole Kruckenberg. Yogaformen var yin-yoga, der ifølge arrangørerne er stille og feminin og lægger op til fordybelse. Ifølge Kamilla Bugge er yogaen med til at gøre deltagerne modtagelige for prædiken, bøn, læsninger og velsignelsen, der indgår undervejs.

“Deltagerne ligger ikke bare stille på ryggen. De bliver guidet gennem stillingerne, og det holder dem vågne i kroppen og lyttende til ordene,” siger Kamilla Bugge og tilføjer:

“Mange bliver lidt rørte. Min prædiken er ikke en højmesse som om søndagen. Ordene flyder. Nogle af dem forbereder jeg, så jeg ikke kommer for langt ud i tovene, men jeg kan lide at gribe øjeblikket.”

I kirken blev deltagerne, der spændte bredt i alder fra en enkelt teenager, der så ud til at have sin mor med, der rettede lidt på ham undervejs, til unge og midaldrende kvinder og enkelte lidt ældre bedt om at strække deres krop i kendte yogastillinger som kattens, hundens og barnets stilling. Det er simple positioner, som ikke kræver stor fysik eller erfaring og først og fremmest skal føles rare, understregede Kamilla Bugge igen og igen.

Elementerne fra gudstjenesten og strømmen af ord som opstandelse, lys, Gud, Jesus og Bibelen adskilte oplevelsen fra den, man kunne få i et yoga- eller træningscenter.

2. Fadervor kan siges højt eller stille inde i deltagerne selv, siger præsten. De fleste nøjes tilsyneladende med at lytte eller tænke med, for der høres ikke et kor af stemmer.
2. Fadervor kan siges højt eller stille inde i deltagerne selv, siger præsten. De fleste nøjes tilsyneladende med at lytte eller tænke med, for der høres ikke et kor af stemmer. Foto: Leif Tuxen

Nicole Kruckenberg stod for læsningerne, mens deltagerne blandt andet lå på knæ med armene strakt hen over hovedet i barnets stilling, og Fadervor, som blev bedt, mens deltagerne lå udstrakt på maven og med panden i måtten og hænderne samlet i en 90 graders vinkel.

De to kvinder gik undervejs rundt og lagde en hånd på folks kroppe for at guide eller føre dem dybere ind i stillingerne. Inden den 10 minutter lange afspænding til sidst fik Kamilla Bugge folk til at smile ved at sige, at man ikke måtte blive forskrækket, når de kom og lagde en hånd på dem. Måske var det endda Helligåndens eller Guds hånd.

Til sidst gik folk ud i stilhed. Det var dog tilsyneladende ikke i mangel af ord.

“Det var fantastisk. Kirken fik det til at føles helligt. Måske på grund af den rungende klang,” sagde Iben Andersen, der er vant til at dyrke yoga, men helt sikkert vil komme til yoga-gudstjeneste i Skelgårdskirken igen.

En anden deltager Max Larsen kender Kamilla Bugge fra hendes yogacenter og havde for kort tid siden ikke set sig selv køre 30 kilometer for at komme i kirke.

3. Sognepræst Kamilla Bugge og kirke- og kulturmedarbejder Nicole Kruckenberg står bag forskellige yoga-tilbud i kirken, og de mener, at yoga og kristendom i den grad kan gå hånd i hånd.
3. Sognepræst Kamilla Bugge og kirke- og kulturmedarbejder Nicole Kruckenberg står bag forskellige yoga-tilbud i kirken, og de mener, at yoga og kristendom i den grad kan gå hånd i hånd. Foto: Leif Tuxen

“Jeg er medlem af folkekirken, men anser ikke mig selv for at være kristen, så jeg synes, det er helt genialt, at man bruger kirken på denne måde.”

Elena Schleisner-Meyer kender også Kamilla Bugge fra hendes yogatimer, og siden hun kom til yoga-gudstjeneste første gang, har hun også været til guidet meditation og højmesse om søndagen. Hun bor i området, og yogaen har bevirket, at den lokale kirke også føles som hendes kirke nu.

Det er en del af Kamilla Bugges projekt.

“Jeg elsker, når folk kommer igen og ved, at det er deres kirke. Det siger jeg også altid til konfirmanderne, og så gør det ikke så meget, hvis de ikke lytter til resten,” sagde hun efterfølgende.