Sjælesørger for en hel folkekirke. Sådan kunne man godt betegne sognepræst Katrine Blinkenbergs funktion i dagene efter, at hun havde brudt tavsheden om arbejdsmiljøet i folkekirken:
"Præster, kirketjenere, organister og menighedsråd. Alle slags ringede til mig og fortalte om deres udfordringer med arbejdsmiljøet og den tavshed, de mødte, når de ville diskutere det. Det var en hård tid, for jeg var midt i en flytning, og jeg havde lange, svære samtaler til klokken et om natten, efter at børnene var lagt i seng," fortæller Katrine Blinkenberg om perioden.