Rasmus H.C. Dreyer er sognepræst og ph.d. i kirkehistorie
Snart er de sidste udskudte konfirmationer fra foråret afholdt, og i september tropper en ny årgang konfirmander op i konfirmandstuer og sognegårde. I Danmark har konfirmationsprocenten i flere år ligget stabilt på omkring 70 procent af en årgang. I Sverige er tallet 20-25 procent, mens det i Tyskland og England er endnu lavere.
Antallet af konfirmander er i sig selv bemærkelsesværdigt, eksempelvis fordi antallet af dåb falder. Det hører givetvis sammen med den holdning hos yngre forældregenerationer, at børnene selv skal vælge dåben til.
I 2020 var der tale om hele 16 procent af de konfirmerede, der blev døbt op til konfirmationen. Men ikke nok med, at de unge poder skal døbes – langt de fleste steder skal de også i kirke et bestemt antal gange forud for konfirmationen. Som regel 10-15 gange fra efterår til påske.
Konfirmation har været en del af den danske kirke siden 1736, men har dybere rødder. Middelalderens konfirmation var en rest af et salvingsritual knyttet til oldkirkens dåbsritual, som i den katolske kirke blev skilt ud i den såkaldte firmelse ved biskoppen. Her beseglede biskoppen dåben og satte den så at sige i funktion for den, der var barnedøbt.
Det fandt Luther overflødigt, for enhver, der var døbt, var både pave, biskop og præst – og i den forstand var konfirmationen en begrænsning af Guds frie nådesvilje i dåben.
Luther fik dog alligevel stor indflydelse på den konfirmation, vi senere fik i Danmark under pietismen i 1700-tallet.
Under en rejse blandt menighederne i Sachsen i 1520’erne havde Luther erfaret det ringe kendskab til basal kristendom, hvorfor han i 1529 skrev sin Lille Katekismus om trosbekendelse, De Ti Bud, Fadervor, dåben og nadveren med mere.
Katekismus er afledt af et græsk ord og kan bedst oversættes med børnelærdom. Og denne børnelærdom blev afgørende ved konfirmationens genindførelse i 1736, idet den blev obligatorisk læsestof i en udgave med fyldige kommentarer – mest berømt er Erik Pontoppidans ”Sandhed til Gudfrygtighed” – skrevet ud fra den klassiske spørgsmål-svar-struktur, som Luther også benyttede sig af i selve katekismen.
Ved konfirmationen skulle børnene overhøres, altså eksamineres, i katekismen og dens forklaring. Det foregik ved udenadslære, en teknik, der stadig – om end i begrænset målestok – bruges i konfirmationsforberedelsen.
Var man ikke konfirmeret, lagde det hindringer i vejen for blandt andet ægteskab og muligheden for at stå fadder og få arbejde.
Da jøderne fik borgerrettigheder i 1814, måtte man af samme grund indføre en jødisk pendant til konfirmationen, hvorved den kom til at mime kirkens konfirmationsforberedelse bare med jødisk indhold.
Konfirmationens skikke er hentet fra den første kongelige konfirmationsforordning fra 1736. Det gælder opdelingen af piger og drenge, ligesom kirkegang er påbudt.
Hvem har ikke været til konfirmationsfest, hvor folk har fortalt om, hvor streng præsten var med kirkegangen, dengang de gik til præst?
I en nylig debat på Facebook med deltagelse af præster fra hele landet kunne flere berette om forældres kritik af præsters krav om kirkegang. Var det virkelig noget, præsten kunne tvinge deres børn til? Og var der ikke tale om et frivilligt tilbud?
Præsterne er i deres gode ret. Svaret findes i den nyeste kongelige anordning fra 2014, der altså fungerer som en slags lov i kirkelig sammenhæng, hvor formålet er at gøre de unge ”fortrolige med den kristne tros elementære indhold og folkekirkens gudstjeneste”.
Der fremgår også tre betingelser for at blive indstillet til konfirmation: Dåb, forberedelse og fortrolighed med læren og folkekirkens gudstjeneste. Og det er præsten, der påser, at disse krav er opfyldt før konfirmationen. Det fremgår, at præstens anvisninger skal følges, og i en skrivelse fra Kirkeministeriet fra 1972, der har fundet vej ind i samlingen med kirkejura, står sort på hvidt om præstens hals og håndsret over kirkegangen:
Det er nemlig alene overladt til præsten ”at skønne over, i hvilket omfang de til konfirmation indskrevne børn bør deltage i gudstjenester”.
Og derfor fyldes kirkerne op med en ny generation kirkegængere år efter år.
Konfirmation har været en del af den danske kirke siden 1736, men har dybere rødder.