Provst til politikere: ”Kom ned fra dit træ”

Provsteformand Annette Brounbjerg Bennedsgaard prædikede om polarisering og mistrivsel ved tirsdagens åbningsgudstjeneste i Folketinget, hvor politikerne fra begge fløje var samlet for at fejre den traditionsrige dag

Tirsdagens traditionsrige åbningsgudstjeneste i Christiansborg Slotskirke blev forestået af formand for Provsteforeningen Annette Brounbjerg Bennedsgaard, som prædikede om mistrivsel og polarisering.
Tirsdagens traditionsrige åbningsgudstjeneste i Christiansborg Slotskirke blev forestået af formand for Provsteforeningen Annette Brounbjerg Bennedsgaard, som prædikede om mistrivsel og polarisering. Foto: Leif Tuxen.

Meget usædvanligt havde en isbjørn på to ben taget plads foran Christiansborg Slot i København den første tirsdag i oktober. Isbjørnen var formentligt inviteret af Den Grønne Studenterbevægelse, som ligeledes havde indfundet sig på pladsen i anledning af Folketingets åbningsdag.

"Det er måske det vigtigste folketingsvalg i hele vores liv," lød et opråb. Hujende råb og klap afslørede en enig flok af unge mennesker. Valget, lød budskabet, må og skal være et klimavalg. 

Men de unge – og isbjørnen – måtte pænt vente, for de politikere, de havde i sinde at råbe op med deres grønne budskaber, begyndte dagen til den traditionsrige åbningsgudstjeneste i Christiansborg Slotskirke. 

Christiansborg Slotskirke var fyldt, da åbningsgudstjenesten tirsdag markerede Folketingets åbning
Christiansborg Slotskirke var fyldt, da åbningsgudstjenesten tirsdag markerede Folketingets åbning Foto: Leif Tuxen

Lige så kaotisk, som situationen var ude foran Christiansborg Slotskirke, lige så kontrolleret var gudstjenesten inde i kirken. Her undslap de velkendte toner af højskolesangen "Livstræet" fra orglet, mens talrige politikere fordelte sig på de rødpolstrede bænke – i midlertidigt ly for de unges insisterende messen udenfor. 

Den radikale folketingsgruppe ankom til kirken – uden Sofie Carsten Nielsen – i samlet flok. Partiformanden, som har lovet at vælte regeringen, hvis ikke statsminister Mette Frederiksen (S) udskriver valg senest onsdag, stødte efterfølgende til, og hendes partifæller fik pludselig travlt med at tage selfies. Først fra den ene vinkel, så den anden. Hele gruppen var smilende og forventningsfulde.

Som ved et trylleslag forstummede den ellers lystige snak på tværs af kirkebænkene, da statsminister Mette Frederiksen (S) sammen med sin mand, Bo Tengberg, bevægede sig op ad kirkegangen for at sætte sig forrest i de socialdemokratiske rækker. Med statsministeren på plads kunne gudstjenesten begynde med provsteformand Annette Brounbjerg Bennedsgaard på prædikestolen:

"Det er tirsdag, og du er kravlet op i et højt træ," lød de første ord fra teologen til stor fornøjelse for dagens fremmødte.

Statsminister Mette Frederiksen (S) forlod slotskirken sammen med sin mand, Bo Tengberg. Kort tid efter holdt hun åbningstale på Christiansborg – et stenkast fra kirken.
Statsminister Mette Frederiksen (S) forlod slotskirken sammen med sin mand, Bo Tengberg. Kort tid efter holdt hun åbningstale på Christiansborg – et stenkast fra kirken. Foto: Leif Tuxen

"Herfra har du et glimrende udsyn over byen. I ro og mag og på behørig og behagelig afstand bestyrkes du i dit syn på verden. Her er ingen til at modsige dit perspektiv på flygtninge, klima og manglen på arbejdskraft," forsatte hun med et formanende blik ud over politikerne. 

Det var søndagens bibelske fortælling om tolderen Zakæus, som Annette Brounbjerg Bennedsgaards prædiken tog udgangspunkt i. Ved at invitere Zakæus ned fra sin plads i morbærtræet bringer Jesus den forhadte tolder tilbage i fællesskabet.

"Han havde svigtet sit folk ved at berige sig godt og grundigt på deres bekostning. Men Jesus bringer Zakæus tilbage til fællesskabet. Det er tilgivelse skåret ud i pap. Når Jesus lyser på Zakæus, bliver det klart for Zakæus, hvordan han har svigtet. Og tilgivelsen farver øjeblikkeligt Zakæus helt ind i sjælen. Nu vil han give videre af al sin rigdom," prædikede provsten, der som kvinde var valgt, i anledning af at det i 2022 er 75 år siden, at kvinder ved lov fik samme adgang som mænd til at blive ansat som præster i folkekirken.

"I trætoppen indsnævrer vi fællesskabet. Måske indsnævrer vi til dem, vi kan lide, dem, vi deler nation, religion eller holdning med. Og det hænder, at snæversynet strammer så meget til, at der kun er plads til mig selv. Kom ned fra dit træ!", fortsatte hun. 

Annette Brounbjerg Bennedsgaard talte også om polarisering: 

"I disse år ser vi en øget polarisering. I USA er det ekstremt. En politisk mistillid bliver i visse sammenhænge dyrket bevidst. Der opildnes til had og frygt. Polariseringen smitter og kan true ethvert samfunds integritet," lød det til samtykkende nik fra blandt andre Mette Frederiksen.

Formand for De Radikale Sofie Carsten Nielsen talte med partifælle og forhenværende udenrigsminister Martin Lidegaard.
Formand for De Radikale Sofie Carsten Nielsen talte med partifælle og forhenværende udenrigsminister Martin Lidegaard. Foto: Leif Tuxen

Også den store og voksende mistrivsel blandt især unge blev berørt i prædikenen: 

"Mistrivsel larmer ikke på samme måde som krig og polarisering. Ikke desto mindre er det en enorm samfundsudfordring. Hvorfor mistrives så mange?", spurgte Annette Brounbjerg Bennedsgaard retorisk forsamlingen foran hende. 

Kirkens mure var ikke tykke nok til helt at dæmpe råbene fra de unge udenfor. 

Der er ingen, der ved, hvordan samfundet vil udvikle sig med energikrisen, krigen i Ukraine, manglen på arbejdskraft eller mistrivsel, som Annette Brounbjerg Bennedsgaard konstaterede. Men kravler politikerne ned fra deres træ og går ud i verden og tager medansvar, finder de måske ud af det. 

Om det var den ene eller den anden fløj af politikere, som sad længst oppe i hvert sit træ, forblev i det uvisse. Men efter gudstjenesten kunne både højre- og venstreorienterede folketingsmedlemmer blive enige om, at det var værdifulde ord, som kort forinden havde runget fra prædikestolen. 

Kirke- og kulturminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) var til stede ved den traditionsrige gudstjeneste.
Kirke- og kulturminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) var til stede ved den traditionsrige gudstjeneste. Foto: Leif Tuxen

Liberal Alliances politiske leder, Alex Vanopslagh, syntes særligt godt om koret, Holmens Kantori. 

"Det var en utroligt smuk gudstjeneste og et helt fantastisk kor. Jeg er som regel opløftet, når jeg går fra en gudstjeneste, og det er jeg også i dag. Der blev sagt nogle kloge og begavede ting om unges mistrivsel."

Han fulgtes med formand for De Konservative Søren Pape Poulsen, som ligeledes havde bidt mærke i bemærkningen om de unges mistrivsel. 

"Jeg synes altid, at gudstjenesten til Folketingets åbning er skøn. I år fik vi en prædiken, som satte fingeren på noget nærvær og nogle værdier. Og særligt budskabet omkring de unges mistrivsel var vigtigt. Jeg kan altid bruge noget fra kirken, men vi skal adskille det, der bliver sagt på prædikestolen, fra det politiske arbejde."

Også formand for kirkeudvalget Julie Skovsby (S) var glad for både gudstjeneste og prædikenen.  

"Prædikenen var rigtig god og tankevækkende. Den var meget mere reflekteret, end hvad vi kommer frem til i det daglige politiske arbejde og snak," lød det. 

For Pia Olsen Dyhr, formand for Socialistisk Folkeparti, handlede dagens vigtigste pointe i den "vanvittigt smukke" prædiken om børn og unges mistrivsel. 

"Det stod klart, hvor vigtigt det er, at vi handler på problemet, og at det ikke er den enkelte unge eller det enkelte barns ansvar, men os som samfund, der skal løse problemet. Min bekymring er, at vi alle sammen bliver så individualiserede, at vi ikke ser, at vi er et fællesskab, som sammen kan løfte problemerne, og det gjorde provsten opmærksom på. Det varmede helt ind i sjælen" sagde Pia Olsen Dyhr.  

Til forskel fra Mette Frederiksen, der efter gudstjenesten benyttede bagdøren og straks bevægede sig fra kirke til borg, lagde Pia Olsen Dyhr – måske inspireret af dagens budskab om at kravle ned fra sit træ – vejen forbi de messende unge på den brostensbelagte plads. 

Som svar på tiltale fik de unge og isbjørnen en løftet næve – øjensynligt knyttet i solidaritet.