I går blev det første navn på den såkaldte forbudsliste offentliggjort. Listen skal dække udenlandske navne, som danske trossamfund ikke må modtage donationer fra, fordi de "vil modarbejde eller underminere demokratiet og grundlæggende friheds- og menneskerettigheder i Danmark via donationer," som det fremgår på Udlændingestyrelsens hjemmeside. Loven gælder kun donationer på over 10.000 kroner.
Det nye og hidtil eneste navn på listen er Rashed Sad Rashed Ali Alolaimi. Han er kuwaitisk statsborger og står også på listen over religiøse forkyndere med indrejseforbud i Danmark. Udover det er Rashed Alolaimi ikke et navn, som landets førende eksperter på området kender.
Flere oppositionspolitikere har kritiseret, at der kun optræder et navn på listen. Loven blev vedtaget den 13. marts sidste år, og nu stiller eksperter spørgsmålstegn ved, om forbudslisten reelt er en løsning.
"Den skærm, som en forbudsliste skal skabe om det danske samfund, er mildest talt hullet som en si. Den kan ikke stoppe pengene fra at blive doneret via andre kanaler som for eksempel en paraplyorganisation i EU. Nogle vil sige, at en forbudsliste er bedre end ingenting, men det vil ikke afhjælpe det overordnede problem," siger Niels Valdemar Vinding, lektor ved Københavns Universitet med speciale i islam i Danmark og Europa.
Og problemer ser også Lars Krull, seniorforsker ved Aalborg Universitet, som har arbejdet videnskabeligt med internationale pengestrømme.
"Det er svært at kontrollere, at man ikke omgår denne her forbudsliste. Bankerne har relativt godt styr på, at kontrollere sanktionslister, som forbudslisten er et eksempel på. Men det forudsætter, at donorerne donerer i eget navn, og om de gør det, er jo svært at vide," siger Lars Krull. Han uddyber, at bankerne, der har den umiddelbare kontrol med pengeoverførsler fra udlandet, meget nemt kan stå magtesløse.
"Det er elastik i metermål, for donationsmodtagerne skal også selv skal være med til at kontrollere det her. Hvis for eksempel en donor overfører penge gennem mange forskellige banker og med forskellige navne, så er det stort set kun donationsmodtageren, der kan opdage det. Og så bliver det svært, for så er det kun risikoen for straf ved for eksempel konfiskering af pengene, der kan gøre, at modtagerne ikke vil modtage pengene."
Hvis man vil gøre noget ved moskéerne, skal man se på det overordnede ressourceproblem i de danske moskéer. Men i det nuværende politiske landskab er der ingen, der tør at foreslå, at staten skal støtte moskeer.
Et andet centralt element i lovgivningen er, at udenrigsministeren til enhver tid kan nedlægge veto mod, at en person eller myndighed tilføjes forbudslisten, hvis det er imod danske udenrigspolitiske interesser.
"Er ministeriet klar til at lukke ned for saudiske donationer, når Saudi-Arabien er en vigtig handelspartner?" spørger Niels Valdemar Vinding.
Og præcis de saudiske donationer er der en forhistorie om.
"Flere af de donationer, vi har set i Danmark, er blevet kanaliseret gennem den saudiske ambassade. Det ligger meget tæt på den saudiske stat, og derfor opstår der en problematik, når Danmark gerne vil have gode diplomatiske relationer til Saudi-Arabien," fortæller Lene Kühle, professor (MSO) i religiøs diversitet.
Hun erklærer sig enig i, at det er svært at se den reelle effekt af forbudslisten.
"Jeg synes, det er indlysende, at den lov er supersvær at implementere. Det tænkte jeg allerede dengang, den blev vedtaget," siger Lene Kühle, der også ser udfordringer i de betingelser, der skal opfyldes for, at en person skal kunne tilføjes listen.
"Det er jo temmelig svært at finde ud af og sikre sig viden om, at en fysisk eller juridisk person i udlandet har for øje at donere penge til et dansk trossamfund. Derudover er det svært at vise, at vedkommende har til hensigt at undergrave demokrati og menneskerettigheder."
Derudover overvurderer man fra politisk side danske moskéers afhængighed af udenlandske donationer, mener Lene Kühle.
"I virkeligheden er effekten og afhængigheden af udenlandske donationer til danske moskéer ikke lige så stor i dag, som den var i for eksempel 1970’erne. Dengang så man dog ikke noget problem i det, og det er først noget, der er kommet på tale de sidste 10-15 år. På den måde kan man godt sige, at vi har fået loven 50 år for sent i forhold til, hvornår den reelt havde haft effekt. Dog har den sandsynligvis den signaleffekt, der gør, at moskéer i Danmark i højere grad afholder sig fra at modtage udenlandske donationer."
Det er Niels Valdemar Vinding uenig i.
"Vi ser eksempler på ludfattige moskeer med huller i taget. De får ingenting af staten og er derfor billigt til salg. De kan derfor ikke være kræsne, når der dukker donorer op, selvom de potentielt er meget problematiske," siger Niels Valdemar Vinding.
Derfor er en forbudsliste i bedste fald symptombehandling, mener han.
"Hvis man vil gøre noget ved moskéerne, skal man se på det overordnede ressourceproblem i de danske moskéer. Men i det nuværende politiske landskab er der ingen, der tør at foreslå, at staten skal støtte moskeer."