Russisk præst fordømte invasion af Ukraine som ”det onde”. Nu har russiske myndigheder indledt straffesag mod ham

Nikandr Pinchuk er ikke den første russer, der har modsat sig Ruslands invasion af religiøse grunde

Russisk præst fordømte invasion af Ukraine som ”det onde”. Nu har russiske myndigheder indledt straffesag mod ham
Foto: Ahmed Zalabany/Unsplash.

Myndighederne i Rusland har indledt en straffesag mod den russisk-ortodokse præst Nikandr Pinchuk for hans kritik af staten. Det skriver den norske menneskerettighedsorganisation Forum 18, der rapporterer om overgreb på religionsfriheden.

Nikandr Pinchuk fra Sverdlovsk-regionen havde kritiseret Ruslands angreb på Ukraine og kaldt det en dødssynd.

Denne artikel er en del af denne serie:
Krigen i Ukraine

"Jeg er præst og har ret til at fordømme det onde, uanset hvem der er involveret, og uanset hvad den politiske situation er," har Nikandr Pinchuk udtalt til Forum 18.

Nikandr Pinchuk er ikke den første russer, der har modsat sig Ruslands invasion af religiøse grunde. Otte personer, der brugte bibelske citater eller religiøse billeder i offentlige protester mod krigen, har modtaget bøder under den nye administrative lovovertrædelse, som beskrives som "miskreditering" af de russiske væbnede styrker.

Den 10. marts idømte en domstol den ortodokse præst Ioann Burdin en bøde på det, der svarer til en månedsløn for at fordømme Ruslands invasion af Ukraine under en prædiken, hvor han understregede vigtigheden af ​​buddet "Du må ikke dræbe". Præsten har nu forladt Rusland.

Og den 1. juni flygtede baptist Nina Belyayeva fra Rusland, efter hun var kommet på Indenrigsministeriets efterlysningsliste på baggrund af kritiske udtalelser mod invasionen. En anden ortodoks præst, Ioann Kurmoyarov, har siddet fængslet i St. Petersborg siden den 7. juni, mens han afventer sin dom for at sprede "bevidst falsk oplysninger" om det russiske militær.

Nogle religiøse organisationer i Rusland har følt sig presset til at støtte invasionen, beskriver Forum 18, mens andre frivilligt har støttet den. Lederen af den russisk-ortodokse kirke, patriark Kirill, har længe været fortaler for at Rusland, Ukraine og Hviderusland alle udgør et enkelt åndeligt og kulturelt rum i opposition til det liberale og sekulære Vesten.