I 2013 blev jeg indlagt med en dyb depression. Jeg var meget syg, jeg mistede mit sprog og kunne næsten ikke tale. Jeg mistede fuldstændig kontrollen og var nærmest som et lillebitte barn, der bare kunne ligge i min seng og vente på, at nogle ville komme og lægge dynen rundt om mig eller sørge for, at jeg kom i bad eller fik noget at spise. Jeg var fuldstændig overgivet til andres varetægt, og det var helt uvant for mig, efter jeg i mange år havde turneret som sanger, orkesterleder og historiefortæller og samtidig været mor. Jeg havde to børn, og det var frygteligt at svigte dem. Personalet spurgte, om jeg ikke ville ned i fjernsynsstuen og se noget Netflix eller læse en bog, men det kunne jeg slet ikke. Det eneste, jeg kunne, var at ligge i min seng og sanse de små ting, der bevægede sig – en duft, en lyd, en bevægelse uden for vinduet.
Uden for mit vindue var der et træ, og en dag fik jeg øje på to duer, der boede i træet. De fløj til og fra reden, madede og nussede hinanden og udviste på en helt enkel måde en dyb omsorg og et stærkt fællesskab. Mens jeg så på dem, mærkede jeg fuldstændig klart, hvor afhængig jeg var af andre. Jeg havde behov for andres omsorg, både praktisk og åndeligt. Duerne blev for mig et billede på kærlighed og omsorg mellem mennesker, men også på Helligånden og på den skaberkraft, som stadig virkede lige uden for vinduet, selvom jeg lå der og følte mig fuldstændig magtesløs.
I billedet af duerne fandt jeg en form for fred midt i min smerte. Jeg forstod, at jeg måtte lægge mit ansvar i større kræfters hænder. Duernes kærtegn hjalp mig til at komme igennem dagen. De gav mig troen på, at selv i det mørkeste mørke kan der ske undere lige uden for vinduet. Hver morgen lagde jeg hånden på mit hjerte og bad en lille bøn i håb om, at andre ville drage omsorg for min familie, mens jeg ikke selv kunne. Jeg måtte bede om hjælp, både helt konkret og i åndelig forstand. Den åndelige hjælp kom blandt andet med duerne. Det at se på dem stoppede mine tanker et øjeblik og viste mig livets guddommelighed i et konkret billede, som jeg kunne tage med mig gennem dagene.
Duerne som symbol på Helligåndens skabende, livgivende kraft viste også tilbage til det kristne univers, som havde åbnet sig for mig, da jeg som 25-årig mødte præsten og fortælleren Brita Haugen på et kursus på Vestjyllands Højskole. Jeg er ikke vokset op med kirkegang eller bibelfortællinger, og som mange, der voksede op i 1970’erne, var jeg på en eller anden måde rodløs, fordi jeg ikke kendte min egen kulturelle, mytiske baggrund, men troede, at jeg skulle skabe mit eget univers fra bunden. Mødet med den rituelle dans og fortællingens kraft på Brita Haugens uddannelse åbnede myternes univers for mig og gav mig en sanselig og kropslig indgang til de kristne grundfortællinger.
Da jeg var indlagt, kunne jeg ikke mærke den kraft i mig selv mere, men duerne hjalp mig til at genfinde den i verden omkring mig – i de små bevægelser, kærtegnene, lyset og det, der blev givet mig. Det blev et vendepunkt, fordi jeg først her – helt inde i mørket og ude på kanten – forstod, at jeg ikke kunne bære alting selv.
Jeg fulgte duerne uden for mit vindue i de tre måneder, jeg var indlagt, og billedet af dem gjorde mig på en eller anden måde mere og mere rask. Jeg kunne ikke handle mig rask, men jeg kunne tage imod det, der blev givet mig.
Den erfaring har jeg båret med mig siden, ikke kun som en erfaring af magtesløshed, men også som en vished om, at noget større bærer det, jeg ikke selv kan bære. At jeg må overgive mig til mine medmennesker, men også til den skabende, guddommelige kraft, som kan sætte sig igennem på de mest overraskende og smukke måder, når vi blot tør give slip.
Hvad har udfordret din tro?
Det er svært for mig at forstå lidelse. Jeg kan ikke undgå at blive vred over livets uretfærdigheder. Men hvis jeg tænker, at det at tro også gerne må indeholde vreden over ikke at forstå, er det også en måde at sige: ”Jeg bestemmer ikke over livet, men må få det bedste ud af det, som livet bringer mig.”
Hvad er det bedste åndelige råd, du har fået?
Det har jeg fået af min søn på vej til min datters konfirmation, han sagde: ”Ærlig talt mor, hvorfor tror alle ikke på Gud, når han er gratis?” Den sætning tænker jeg tit på, hvis jeg føler mig magtesløs. Hent hjælp i det, som er gratis, hvad end det er Gud, naturen, venskabet eller din næste.