Med sin enorme hvælving og runde facon er Marmorkirken et meget stort kirkerum. Men ikke for stort. Ikke til at tage afsked med et menneske som Bjarne Lenau Henriksen.
Den tidligere korshærschef og præst gennem mere end en menneskealder blev i går klokken 13 bisat fra den smukke kirke i det indre København, og knap 200 mennesker var mødt op for at overvære bisættelsen.
På bænkerækkerne sad venner, familie, kolleger fra tiden i Kirkens Korshær, kirkefolk og politikere, og til at føre dem igennem den plan, som Bjarne Lenau Henriksen selv havde lagt for sin bisættelse, stod korshærspræsten og vennen gennem 45 år, Olav Poulsen. På en af bænkene sad to kvinder i tyst samtale, før det hele gik i gang.
“Hvor gamle er det, hans børnebørn er. Ved du det?”
“Nej, men de er ikke gamle.”
“Nej, vel?”
Bjarne Lenau Henriksen blev 73 år. Han har efterladt sig en hustru, to børn og to børnebørn, der alle sad omkring kisten foran alteret. Da præludiet gik i gang, var det Bachs Toccatta og fuga i d-mol, der brusede ud af orgelpiberne, så det var lige før, der gik et sæt gennem tilhørerne. Men da tonerne flød ud, og stilheden atter sænkede sig, tog Olav Poulsen nænsomt ordet og indledte med en bøn:
”Tak for det liv, vi tager afsked med i dag. Tak for Bjarne.”
Onsdag aften i sidste uge sov Bjarne Lenau Henriksen stille ind omgivet af sin familie i Nivå nord for København. Man forstår på de mennesker, der kendte ham, at han var vellidt, varm, omsorgsfuld og nærværende. Både over for familien og dem, han var chef eller præst for. Og i særdeleshed over for de mennesker, han arbejdede med og for: gadens brogede flok, de hjemløse og de skæve eksistenser.
”Han sagde selv, at han gerne ville have travlt. Men han ville ikke skynde sig,” sagde Olav Poulsen. Som ansat under Bjarne Lenau Henriksen var der altid tid til en snak over et stop pibe.
I sit virke kæmpede han med pennen som sit sværd for de mennesker, der ikke selv formåede eller kunne blande sig i den offentlige debat. Og han var progressiv:
”Tilbage i ’78 stod han for et korshærsblad, som talte om de homoseksuelles ligeværd, også i kirken. Det var bestemt ikke populært dengang. I bøger, foredrag, debatindlæg har han fastholdt ethvert menneskes værdighed. Fastholdt, at vi møder Gud i det nødstedte menneske,” fortsatte Olav Poulsen.
I sin korte prædiken henvendte han sig til familien. Han nævnte, at det var her i kirken, at Bjarne Lenau Henriksen og hustruen Birte Henriksen blev viet for 52 år siden. At deres to sønner oplevede ham som en nærværende far, der havde tid til at se dem spille fodboldkampe, selvom han ofte var meget væk på grund af sit arbejde. Olav Poulsen havde også taget et digt om døden med af Inger Christensen:
”’Som dybet løfter vandet op til en kilde, løfter døden de levende op for at drikke.’ Det var nogle linjer, Bjarne ofte vendte tilbage til. Døden kan måske få os til at se, hvor dyrebart livet er. Vi ser, hvad vi har mistet. Og dermed også, hvor meget vi har fået.”
I den drejebog for sin bisættelse, som Bjarne Lenau Henriksen havde efterladt, var der fem salmer: ”Lovsynger Herren min mund og mit indre”, ”Tænk, at livet koster livet”, ”Min Jesus lad mit hjerte få”, Jens Rosendahls ”De dybeste lag i mit hjerte”. Og til sidst ”Du gav mig, oh herre en lod af din jord”.
Det var svært ikke at få fornemmelsen af, at den sidste af de fem salmer var kommet medsom en overskrift over Bjarne Lenau Henriksens liv. Et liv, der blev brugt på at sidde på en trappesten på Istedgade og tale med stofmisbrugere og hjemløse. Og i Horserød, hvor han i 11 år virkarierede som fængselspræst for forbrydere og lovløse.
”Så lær mig da, Herre, at dig til behag
jeg bruger det pund, mig blev givet,
at fylde med hæderligt virke min dag,
at hjælpe og værne om den, som er svag,
at elske, thi deri er livet.”
Og det var den sidste sang, der blev sunget for Bjarne Lenau Henriksen.
Den hvide kiste blev båret ud af blandt andre hans sønner, der med tårene trillende ned af kinderne satte den ind i rustvognen. De knap 200 gæster stillede sig derpå ud på trappestenene foran Marmorkirken og kunne med Operaen og Amalienborg Slotsplads som bagtæppe se bedemanden lukke bagsmækken på bilen. Han bukkede kort for gæsterne, trådte langsomt ind i bilen og kørte væk. Alene uden følge. Sådan som Bjarne Lenau Henriksen havde ønsket det.