Sørine Gotfredsen skal giftes: Jeg har opdaget lag i mit følelsesliv, jeg ikke var bekendt med tidligere

”Jeg ser det som noget af det smukkeste ved ægteskabet, at man tager en beslutning med et andet menneske om, at man skal passe på hinanden resten af livet,” siger Sørine Gotfredsen, sognepræst i Jesus Kirken i Valby, der til maj skal giftes med journalist Henrik Flødstrup. Kristeligt Dagblad har stillet hende en række spørgsmål om kærligheden

"For mig er Gud en del af ægteskabet, i det at det er Guds kraft og Guds nåde, der skal give det enkelte menneske kræfter til altid at elske," siger sognepræsten.
"For mig er Gud en del af ægteskabet, i det at det er Guds kraft og Guds nåde, der skal give det enkelte menneske kræfter til altid at elske," siger sognepræsten. Foto: Thomas Lekfeldt/Ritzau Scanpix.

Hvem er det, du skal giftes med?

Det skal jeg med Henrik Flødstrup, som er journalist og arbejder på Ekstra Bladet.

Du har mange gange i dit virke som præst viet andre par, og nu står du selv over for at skulle giftes. Har dit eget møde med kærligheden ændret dit syn på den kirkelige vielse?

Nej, ikke indholdsmæssigt. Men når jeg nu forud for en vielse gør mig tanker om, hvad det vil sige at være to mennesker, der vælger at følges ad, så kan jeg mærke, at det er blevet dybere forankret i mig selv. Jeg bliver bekræftet i, at der er nogle ting, man må prøve på egen krop, før man ved, hvad der er på spil. Og det ser jeg som et vidnesbyrd om, at man ikke kan fantasere sig frem til alt.

Hvad er det ved kærligheden, du mener, man ikke kan fantasere sig til?

Jeg tror ikke, man kan tænke sig til, hvor inderligt man kan ønske sig at gøre et andet menneske glad. Virkelig at ønske sig det helt inde i sin inderste nerve. Jeg tror, at mange mennesker kan have en forestilling om, hvad det vil sige, fordi vi i vores samfund er omgivet af utallige beskrivelser af den romantiske kærlighed, som ofte både trivialiseres og banaliseres. Men det er først, når man mærker den selv, at man ved, hvordan en relation til et andet menneske kan bryde ind i alt andet, man foretager sig.

Er du blevet overrasket over det?

Jeg er ikke blevet overrasket over, at det er sådan. Men det, der har overrasket mig er, at der var så meget ukendt inde i mig, som jeg er først er ved at opdage nu. Når man har levet sit liv mange år på en bestemt måde, så opbygger man en forestilling om, at det er hele mig. Og at man kender sig selv i hver en krog. Men jeg er blevet konfronteret med, at der var mange lag i mit følelsesliv, jeg ikke var bekendt med tidligere. Jeg tror, at når man træder ind i sådan en relation, så bliver den skrøbelighed, man har kendt som barn, genoplivet. Og det er meget bekræftende, at et menneske hele livet kan blive ved med at opdage nogle nye hjørner i sig selv. Man kommer i bevægelse på en måde, man ikke troede, man skulle i bevægelse.

Du er netop i færd med at lave programmet ”Sørine & Kærligheden” på P1, hvor du undersøger, hvad det vil sige at elske. Hvad er det i den forbindelse, du først selv er ved at opdage nu?

Jeg har aldrig selv bildt mig ind, at jeg vidste, hvad kærligheden er. Og jeg har stadig lyst til at blive klogere i forhold til at folde den hemmelige, mystiske ting ud, som jeg synes, kærlighed er. Jeg opfatter i høj grad kærlighed som en hemmelighed, som man nok ikke kan udrede, men som man måske kan komme tættere på at finde ud af, hvad betyder. Og når jeg så står, hvor jeg gør i mit liv lige nu i forhold til kærligheden, er det selvfølgelig blevet endnu mere oplagt for mig at ville undersøge det.

Hvad har du lært om ægteskabet gennem dit virke som præst?

Efter at have viet så mange par og hørt deres livshistorie, tror jeg, man lærer, at man ikke kan være hinandens ubetingede fyldest i livet. Man bliver nødt til at være sin egen person samtidig med, at man skal leve sammen med en anden. Og jeg tror også, at den erkendelse har gjort mig selv mere rustet til ægteskabet.

Hvad betyder ægteskabet - og det nu selv at skulle sige ja til det - personligt for dig?

Se, det er et spørgsmål, jeg altid selv stiller brudepar. Nu når jeg selv får det, kan jeg godt forstå, det for nogle er vanskeligt at svare på. Men for mig er det først og fremmest det løfte, man afgiver om, at man vil være trofast over for det her menneske resten af livet, der er vigtigt. Jeg ser det som noget af det smukkeste ved ægteskabet, at man tager en beslutning med et andet menneske om, at man skal passe på hinanden resten af livet. Og når vi skal giftes i kirken, er der selvfølgelig også en kristen og religiøs ramme om det, som er meget vigtig for mig. For mig er Gud en del af ægteskabet, i det at det er Guds kraft og Guds nåde, der skal give det enkelte menneske kræfter til altid at elske.

I kirken lover I at være sammen, til døden skiller jer ad. Hvilke overvejelser har du om den risiko?

Det overvejer jeg faktisk ikke. Det er ikke fordi, jeg er naiv, men fordi jeg synes, at når man afgiver et løfte, så er det fordi, det skal holdes. Den meget rationelle og pragmatiske tanke om, at det kan være, det skal brydes igen, giver ikke den store mening for mig at tage som forbehold i mit eget liv. Og så har jeg en forestilling om, at jeg efterhånden er så forankret i livet dér, hvor jeg gerne vil være, så jeg ved, hvad jeg gør. Og at det er til at stole på.