Sognepræst: Da min far efterlod mig i skoven, oplevede jeg noget, som formede min tro

Som 11-årig blev Thomas Frøkjær efterladt i skoven af sin far og måtte gå de 7-8 kilometer hjem. Han blev hverken vred eller bange, men var glad for at få en chance for at vise, hvad han turde og kunne

Thomas Frøkjær sad som 11-årig alene i skovens mørke en sen vintereftermiddag i 0 grader, og de eneste lyde kom fra sneen, der dryppede ned fra granerne, og fuglene, der skreg. ”Det var en meget stærk oplevelse. Jeg kan stadig genkalde mig alle lydene og gråvejret, ja hele stemningen.”
Thomas Frøkjær sad som 11-årig alene i skovens mørke en sen vintereftermiddag i 0 grader, og de eneste lyde kom fra sneen, der dryppede ned fra granerne, og fuglene, der skreg. ”Det var en meget stærk oplevelse. Jeg kan stadig genkalde mig alle lydene og gråvejret, ja hele stemningen.”. Foto: Julie Meldhede Kristensen.

Jeg var 11 år, og året var 1968. Det var en af dagene mellem jul og nytår, sådan en kold, grå og lidt sløv decemberdag, hvor vi ikke rigtig vidste, hvad vi skulle få tiden til at gå med. Så foreslog min far, at vi kunne tage i skoven og tage kælken med.

Min far, min tvillingebror og jeg kørte ud til Dover Plantage, der ligger 7-8 kilometer fra mit barndomshjem i landsbyen Heltborg i det sydlige Thy. Vi gik en tur, og selvom der egentlig var for lidt sne inde i skoven til, at man rigtig kunne bruge kælken, trak jeg min bror lidt på den. Da det var tid til, at vi skulle bytte, så min bror trak mig, sagde min far, at nu var det på tide at tage hjem. Jeg blev sur og fornærmet, og der opstod sådan en form for spænding, for jeg ville ikke med hjem, før jeg også var blevet trukket en tur. Men min far sagde, at det skulle jeg.

Så skete der det helt uventede, at min far og tvillingebror gik hen til bilen og kørte af sted. Uden mig. Man kunne jo tænke, at jeg ville opleve det som et stort svigt, men det gjorde jeg ikke. Jeg er vokset op i et trygt hjem med stor omsorg, og der har aldrig været svigt af nogen slags. Det var der heller ikke tale om her. Det føltes nærmest som en tillidserklæring, at min far lod mig blive derude. Jeg blev ikke bange eller ked af det, men følte mig nærmest stolt over, at han troede på, at jeg nok skulle klare den situation.

Jeg sad alene i skovens mørke en sen vintereftermiddag i 0 grader, og de eneste lyde kom fra sneen, der dryppede ned fra granerne, og fuglene, der skreg. Det var en meget stærk oplevelse. Jeg kan stadig genkalde mig alle lydene og gråvejret, ja hele stemningen.

Jeg tænkte ”yes, nu skal jeg vise dem, at jeg kan klare det”, og så begyndte jeg at gå den lange vej hjem, trækkende med min kælk. Det var spændende og stort, for jeg skulle forbi nogle steder, som var lidt farlige. Der boede en spritter i en jernbanevogn i udkanten af skoven, men han var heldigvis ikke hjemme den dag. Jeg skulle også passere et sted, hvor der boede nogle hunde, som normalt kom løbende ud og gøede. Også der kom jeg forbi uden problemer. Jeg følte mig glad og stærk, mens jeg gik kilometer efter kilometer. Og jeg følte mig på ingen måde alene. 

Da jeg nærmede mig mit hjem, kom min far mig i møde i vores ræverøde Opel Record. Vi smilede til hinanden, og han spurgte, om jeg ville med op at køre det sidste stykke. Men jeg sagde nej tak. Jeg gik det sidste stykke også og nåede hjem kort før solnedgang.

Jeg havde en følelse af, at når jeg kunne klare det her, kunne jeg klare alting. Nu havde jeg erobret verden, og fra nu af kunne ingenting gå galt. Det handlede ikke bare om, at jeg følte mig stærk og stor. Jeg havde fået et eller andet givet, en kraft, et mod, en udholdenhed. En oplevelse af, at nogen var sammen med mig dér på hjemvejen. Nogen, som jeg den dag i dag ikke har andet ord for end Gud.

Når jeg siden har tænkt tilbage på den oplevelse, har jeg sat det i relation til Jesus, der siger: ”Se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende”. Dengang var jeg ikke så teologisk bevidst. Men jeg voksede op i en grundtvigsk familie, hvor bevidstheden om Gud var nærværende. Min far var kirkesanger gennem 40 år, og jeg kom jævnligt i kirken og havde et gudsforhold. Jeg bad Fadervor og tvivlede ikke på, at der fandtes en gud. Men min første egentlige religiøse oplevelse – hvis man kan kalde den det – havde jeg den eftermiddag i sneen. En oplevelse, som sidenhen har været med til at forme min tro.

Jeg har haft flere lignende oplevelser, men oplevelsen dengang som 11-årig står absolut stærkest for mig. Jeg har igen og igen undret mig over, at jeg kunne gå den tur alene gennem skovens mørke – med våde vanter og våde tæer – og at min far viste mig den tillid. At min far stolede på, at det ville gå godt, var på en indirekte måde et vidnesbyrd om, at han stolede på Gud.

Det har jeg siden tænkt på i relation til mine egne børn: at man som forælder mærker, at man ikke magter at beskytte sine børn fuldt ud. I stedet må man stole på, at der er en anden, som bærer med. Stoler man på det, kan man bedre lade sine børn få lov at klatre højt op i træerne og i det hele taget klare nogle ting selv.

Som præst – og i det hele taget som menneske – står man ofte i situationer, hvor man kan føle sig usikker. Det gør jeg også. Men følelsen af aldrig at være helt alene har ikke forladt mig siden den vinterdag i skoven.