Som 13-årig mødte jeg en præst, der kunne rumme min sorg

Da Alena Strelow mistede sin far som 12-årig, havde hun ikke noget sted at bearbejde sin sorg. Men så mødte hun en præst

Alena Strelow er præst i Sct. Hans Pastorat i Den Dansk Kirke i Sydslesvig. - Foto: Lene Esthave.
Alena Strelow er præst i Sct. Hans Pastorat i Den Dansk Kirke i Sydslesvig. - Foto: Lene Esthave. .

Jeg er vokset op i Rendsborg i Sydslesvig. Min mor stammer fra det danske mindretal. Min far var tysk, og ham mistede jeg i en trafikulykke, da jeg var 12 år. Han blev kørt ned af en ambulance på min lillebrors fødselsdag.

I begyndelsen forstod jeg ikke, at det kunne ske for os. Jeg kunne ikke forstå, at min far bare kunne forsvinde, og jeg følte mig på en måde svigtet af ham, fordi han efterlod os alene. Jeg havde tre yngre søskende, og i tiden efter min fars død trådte jeg ubevidst ind i en rolle som en ekstra voksen derhjemme. Jeg stod tidligt op og smurte madpakker til os alle sammen, og jeg hjalp min mor med at købe billigt ind, for jeg vidste, at vi ikke længere var så godt stillet økonomisk. Min mor fik lidt hjælp i sorgen, men vi børn fik ikke nogen hjælp. Der var heller ikke nogen i lokalsamfundet, der talte med mig om det, der var sket. 

Som 13-årig begyndte jeg til konfirmationsforberedelse, og der mødte jeg en præst, som forstod at møde mig i min sorg og rumme mig, som jeg var, og alt det, jeg kom med. Ved konfirmationsforberedelsen skabte hun et rum, hvor der var plads til sorgen og tvivlen og vreden. Hun gav mig et sprog til at tale om de svære ting, og hun tilbød mig en måde at forstå det, der var sket med min far. Det gav mening for mig at tro på, at han var kommet et sted hen, hvor han havde det godt. Jeg kunne tro på, at han ikke bare var forsvundet ud i ingenting – og at alt i livet har en mening, også selvom vi ikke kan se og forstå det.

En af mine klassekammerater, som jeg gik til konfirmationsforberedelse med, havde mistet begge sine forældre, så jeg tror, at præsten har været meget bevidst om, at hun skulle skabe et rum, hvor vi kunne være med vores sorg. 

Efter konfirmationen fortsatte jeg med at komme i kirken. Jeg startede en ungdomsgruppe i kirken, fordi jeg gerne ville have, at flere unge fik adgang til det rum, der havde åbnet sig for mig. Jeg blev også knyttet til kirken som en form for tilkaldevikar. I en del af de danske menigheder i Sydslesvig er der ikke nogen lønnet kirketjener, og i stedet hjælper frivillige fra menighedsrådet til. Når de frivillige ikke kunne møde op, ringede præsten til mig, og så kom jeg. Jeg nød at være i kirkerummet og at have en opgave. Det bekræftede mig i en tanke, jeg allerede havde fået: Jeg ville være præst.

I gymnasietiden blev min tro sat på prøve, for da begyndte jeg at sætte spørgsmålstegn ved, hvorfor Gud havde tilladt, at min far døde på den måde. Den vrede, jeg i de første år efter min fars død mest havde rettet mod ham, rettede jeg nu mod Gud, og jeg havde mange spørgsmål. Men præsten kunne rumme min tvivl, og med tiden fandt jeg ro i, at det var vigtigere og mere meningsfuldt for mig at tro på, at min far er et godt sted, end at der ingen mening og ingen Gud findes.

Da jeg fortalte min familie, at jeg ville læse teologi og være præst, blev ingen af dem overrasket. Min mormor fortalte mig, at da jeg var lille, insisterede jeg på, at de stoppede bilen, hver gang de kørte forbi en kirke, så jeg kunne komme derind. Jeg kan ikke selv huske det, men min mormor mener, at det allerede var bestemt dengang, at jeg skulle blive præst. Efter min fars død begyndte min familie også at komme mere i kirken. Vi fandt også en fælles praksis med at tænde lys – som en måde at være fælles i sorgen uden at behøve at samtale.

Jeg læste teologi i Aarhus, og selvom studiet var hårdt, var jeg ikke i tvivl om, at jeg ville gennemføre det. For mit mål var klart: Jeg ville tilbage til Sydslesvig og gøre en forskel. Jeg havde fortsat kontakt til flere præster i Sydslesvig, og de rådede mig til at arbejde i folkekirken i Danmark i nogle år, før jeg søgte et embede i Sydslesvig. Men da jeg var ved afslutningen af mit studie, blev der slået en stilling op i Sydslesvig, og jeg følte mig kaldet til at søge den. Så som 25-årig blev jeg kastet ud i livet som præst.

Jeg synes, at jeg som præst kan gøre det, jeg har drømt om: Jeg kan gøre en forskel for mennesker, som har brug for et trygt og kærligt rum, hvor de kan komme med alt det, de hver især har med sig. Jeg gør mig umage med at forklare mine konfirmander netop det: I kirken kan de være sig selv, og de kan tale med mig om alt – om Gud og tro, men også om kærestesorger og karakterer. Når de unge siger, at det, jeg prædiker om, går i hjertet på dem, føler jeg mig nærmest lykkelig. Så ved jeg, at jeg er det rette sted – et sted, hvor vi kan være med vores sårbarhed.

Hvad har udfordret din tro?