Sorgvejleder: Da min datter døde, blev min tro på Gud tryktestet

Da Rikke Skov Jørgensens mistede sin lille datter, forstod hun ikke, hvorfor Gud lod det ske. Det spørgsmål bar hun med sig, men mødet med en præst blev et vendepunkt

I 2010 mistede Rikke Skov Jørgensen sin datter Lea, der blev 18 måneder. Sorgen inspirerede hende til at skrive bogen ”Stjernernes rige – en fortælling om håb”.
I 2010 mistede Rikke Skov Jørgensen sin datter Lea, der blev 18 måneder. Sorgen inspirerede hende til at skrive bogen ”Stjernernes rige – en fortælling om håb”. Foto: Michael Drost-Hansen.

Da min datter Lea døde i 2010, var jeg parat til at tage afsked. Hun var 18 måneder gammel og havde været indlagt i fire måneder. Hun blev smertelindret med morfin, og vi ventede bare på, at hun skulle udånde. Lea blev født med en voldsom hjerneskade, fordi navlestrengen var blevet viklet rundt om hendes hals under fødslen. Hjerneskaden var så omfattende, at lægerne ikke troede, at hun ville overleve i mere end få uger. Alligevel levede hun i 18 måneder, og jeg er dybt taknemlig for den tid, vi fik med hende. Men jeg er også glad for, at hun ikke blev fem år, for hendes liv var fyldt med lidelse.

Fire måneder før sin død fik hun en lungebetændelse, som ikke kunne slås ned, og lægerne opgav at behandle. Kort før hendes død sagde jeg til hende: ”Min pige, nu må du godt rejse videre”. Da hun døde, var jeg ikke i tvivl om, at Gud var parat til at tage imod hende i det øjeblik, hun holdt op med at trække vejret. Troen på det gjorde det muligt for mig at give slip.

På forhånd vidste jeg ikke, om min tro ville holde til noget, der var så meningsløst. Jeg vidste selvfølgelig med min fornuft, at man ikke går igennem livet uden lidelse og sorg, og der sker jo meningsløse ting i verden hver dag. Men det er, som om man alligevel lever i sin egen boble, indtil det rammer én selv. For mig var det et chok, og det blev en test af min tro.

Jeg er vokset op i en familie, som var katolsk på min mors side, og jeg kan huske, at de katolske præster i Vejle, hvor vi boede, jævnligt kom hos min mormor og morfar. Jeg har sådan nogle billeder af, hvordan en af præsterne sad og spiste pizza med min morfar.

Min familie gik ikke så ofte i kirke, men troen på Gud var noget naturligt, og det var en selvfølge for mig at bede aftenbøn. Min søster og jeg gik på en katolsk skole, som lå lige ved siden af den katolske kirke, og vi kom jævnligt i kirke med skolen. Senere da jeg gik i gymnasiet, gik jeg også indimellem ind i kirken og tændte et lys og satte mig en stund i det store, stille rum.

Da vi fik Lea, blev min tro sat på prøve. Jeg tvivlede egentlig aldrig på Guds eksistens, men jeg kunne ikke forstå, hvorfor Gud kunne lade det ske. Hvordan kunne Gud tillade det? Det blev et vendepunkt, da min mand og jeg fik kontakt med Preben Kok, der var sygehuspræst og sognepræst i Engum, hvor vi bor. Han hjalp os med acceptere, at vi ikke ville få svar på vores spørgsmål om, hvorfor det var sket. I stedet kunne vi kaste afmagten og vreden mod Gud. Da Lea blev bisat, holdt min mand en tale ved kisten, hvor han satte ord på sin tvivl på Gud og hans eksistens. Hvis ikke Preben Kok havde talt med os om, at det var helt i orden, havde vi nok tænkt, at det kunne man ikke gøre i kirken.

Min mand er vokset op i en folkekirkelig familie og har været aktiv i FDF. Så vi er opvokset med samme kristne værdier, selvom vi ikke har samme kirkelige baggrund. Det var naturligt for os, at vores børn skulle døbes. Lea blev begravet på kirkegården i Engum, og efter bisættelsen kunne jeg mærke, at jeg følelsesmæssigt var mest knyttet til vores lokale kirke og ikke den katolske. Så jeg meldte mig ind i folkekirken. Det handler især om, at jeg gerne vil begraves ved siden af Lea.

Vi deltager i børnearrangementer i sognet med vores to yngste børn, og det betyder meget for både min mand og jeg, at de bliver opdraget med kristne værdier. Det vigtigste for mig at give videre til dem er håbet. For mig hænger tro og håb uløseligt sammen. Der er håb i min tro på, at vi skal gense Lea en dag – og i de små tegn, jeg ser på, at hun også er her nu. Når jeg ser en sommerfugl, der flakser rundt i vinduet, vælger jeg at tro på, at det er Lea, der lige er forbi og sender os en hilsen, og så skynder jeg mig at lukke den ud, for hun skal jo ikke spærres inde hos os, men være fri.

Som barn var jeg ikke i tvivl om, at de gamle i familien, som var døde, levede videre hos Gud. Jeg havde dem i min bevidsthed, og om aftenen sagde jeg godnat til mine oldeforældre og de andre, som var døde. Siden tabet af min datter er det blevet hende, jeg taler med og siger godnat til hver aften.

Igennem Leas død har jeg erfaret et håb, jeg kan give videre. Derfor har jeg uddannet mig til sorgvejleder. Jeg har også skrevet en bog, som børn og voksne kan læse sammen. Det er et eventyr, der hedder ”Stjernernes rige – en fortælling om håb”. Den er indfrielsen af et løfte, jeg gav Lea den dag, vi mistede hende. Da sagde jeg til hende: ”Jeg vil fortælle hele verden om dig”.

Hvad har udfordret din tro?

At erfare, at meningsløsheden kan ramme så massivt, som den gjorde, da vores første barn blev hjerneskadet ved fødslen og døde. Selvom jeg altid har vidst, at der sker meningsløse ting, var det voldsomt at erfare det selv. Det fik mig ikke til at tvivle på Guds eksistens, men jeg forstod ikke, hvorfor det skulle ramme os. Med tiden har jeg dog erkendt min magtesløshed, og at det var ude af mine hænder. Det har hjulpet mig til at være med min sorg.

Hvad er det bedste åndelige råd, du har fået?

Det er et råd, jeg har fået af tidligere sygehuspræst Preben Kok. Min mand og jeg havde en del samtaler med ham før og efter vores datters død, og i den proces hjalp han os med at rette vores vrede og afmagt mod Gud og skælde ud på ham. Det var afgørende for, at vi undgik at blive bitre.