At lægge vægt på det enkelte barns selvbestemmelse er som bekendt en udbredt værdi i det moderne samfund. FN’s Børnekonvention taler om, at børn fuldt ud bør forberedes til at leve deres eget liv i samfundet, i en atmosfære af værdighed, tolerance, frihed, lighed og solidaritet.
Dette betyder på ingen måde, at dåb af børn er problematisk. Men for en del folkekirkemedlemmer betyder vægten på selvbestemmelse, at de udskyder dåben af deres barn, så det kan blive barnets egen afgørelse senere hen i livet.
Allerede i 1500-tallet opstod der grupper af folk, der tog afstand fra spædbarnsdåben og lod dåben vente, til folk kunne tage personlig stilling til troen og dåben. Disse grupper blev til blandt andre baptistkirkerne, der siden er gået ind for ”troendes dåb”, det vil sige dåb på basis af et voksent menneskes personlige tro og bekendelse.
Selvom der sandsynligvis er større tilslutning til dette synspunkt end tidligere, kan folkekirken umuligt slå ind på denne forståelse uden at komme i modstrid med den evangelisk-lutherske lære. I den augsburgske bekendelse, som folkekirken ifølge Grundloven bygger på, står der, at dåben er nødvendig til frelse, og at børn bør døbes, fordi de modtages i Guds nåde, når de ved dåben overgives til Gud. I dansk tradition har særligt Grundtvig lagt vægt på, at barnedåben er en ’troendes dåb’, idet barnet ved dåbens ord kan modtage troen. Ganske vist sker det på en ubevidst måde, men det er ikke anderledes, end at det spæde barn heller ikke er sig bevidst om, at det lever.
Mens ingen ansvarlige i folkekirken sætter spørgsmålstegn ved det at døbe børn, er der til gengæld en kraftig debat om denne lutherske lære. Nogle fremhæver, at dåbsforældre har det svært med dåbsritualets højtidelige ord om, at barnet i dåben bliver genfødt, indpodet i Kristus og får syndernes forladelse, idet dette ikke svarer til deres livsopfattelse og forståelse af barnet.
De teologer, der lægger hovedvægten på skabelsen, har det også svært med den lutherske tanke om, at barnet først i dåben bliver modtaget i Guds nåde og er Guds barn. I stedet omtolker de ordene til at være en bekræftelse på, at man allerede er et Guds barn. Dåben bliver således en forkyndelse. Denne nedtoning af dåbens sakramentale karakter er ikke ny, idet den svarer til den, man på reformationstiden traf hos Zwingli og Calvin, den reformerte kirkes teologer.
Til gengæld bliver det ud fra den forståelse svært at se, hvorfor dåben skal kaldes nødvendig som i en luthersk forståelse. Forskellen kommer til udtryk i forholdet til skikken med nøddåb, som man ikke har lagt nogen vægt på hos de reformerte, hvis det overhovedet forekommer. Hvis dåben kun er en højtidelig bekræftelse på en allerede eksisterende tilstand, er der ingen tvingende grund til at nøddøbe. Ud fra den lutherske forståelse af dåbens nødvendighed tilkalder man derimod en præst, når der er fare for barnets liv. En af begrundelserne for folkekirkens opbygning i sogne var faktisk dette, at man alle steder i landet måtte have kort afstand til en præst til hjemmedåb, dag eller nat.
Dåben er dog aldrig i luthersk teologi blevet set som absolut nødvendig, idet man aldrig har lært, at de, der ikke nåede at modtage dåben, dermed var udelukket fra frelsen: Foragt for sakramentet er problemet, ikke mangel på sakramentet.
Tilhængerne af det nuværende dåbsritual ser en pædagogisk opgave i at hjælpe dåbsforældre og andre til en indlevelse i dåben som et sakramente. Ethvert barn er en Guds skabning og elsket af Gud, men alligevel skænkes der noget nyt i dåben: Man bliver barn af huset. I vægten på dåben ligger der intet ekskluderende, da dåben er tilgængelig for alle, der ønsker den – selv de nyfødte børn.
Det er ikke umiddelbart nogen enkel opgave at forklare Jesu ord om, at ingen kan komme ind i Guds rige uden at blive født på ny af vand og Ånd. Men arbejdet må gøres, for nye forståelser af dåben svarer måske bedre til nogle af nutidens tanker, men kan ende med at føre folkekirken væk fra det evangelisk-lutherske.
Kurt E. Larsen er professor i kirkehistorie.