Staten med principiel afgørelse: Spaghettimonster-kirke er ikke en rigtig religion

Kirken for det Flyvende Spaghettimonster lever ikke op til kravene for, hvad der skal til for at være et anerkendt trossamfund. “Brandærgerligt,” siger formanden for kirken, der nu har opløst sig selv som forening

Kirken for Det Flyvende Spaghettimonster er en anerkendt religion flere steder i verden. Men ikke i Danmark. Det har Kirkeministeriet afgjort.
Kirken for Det Flyvende Spaghettimonster er en anerkendt religion flere steder i verden. Men ikke i Danmark. Det har Kirkeministeriet afgjort. Foto: Niklas Jansson, offentligt domæne.

Hvad er en religion? 

Dette meget principielle spørgsmål har været et hovedbrud for staten, siden den i 2017 modtog en ansøgning om anerkendelse fra et meget særligt trossamfund. Henvendelsen kom fra den piratudklædte gruppe Kirken for Det Flyvende Spaghettimonster (KFSM), der ifølge medlemmerne selv tror på, at verden er skabt af et flyvende spaghettimonster, der omtales som Hans Nudelhed.

Med ansøgningen om anerkendelse ønskede medlemmerne at få de fordele, som andre anerkendte trossamfund nyder godt af. Det vil sige muligheden for et skattefradrag til medlemmerne samt vielsesmyndighed. Men selvom man på Kirkeministeriets hjemmeside bliver advaret om, at det kan tage noget tid at få sin henvendelse behandlet, så var der ingen af medlemmerne i spaghettimonsterets kirke, der i 2017 havde regnet med, at et endeligt svar først skulle komme fem år efter, at ansøgningen blev sendt. 

Svaret, kirken har fået, er et klokkeklart nej. 

Men det er en "brandærgerlig" beslutning, mener Jakob Farian Krarup, KFSM’s formand  – eller "kaptajn" som det hedder i kirken –  der i 2017 var en af initiativtagerne til at søge om anerkendelse fra staten. 

"Jeg synes, det er forfejlet, at udvalget har sat bremsen i, når vi kommer som en stor flok, der ønsker et reelt alternativ til de religioner, som findes i Danmark. Da vi besluttede os for at ansøge, var vi oprigtigt nysgerrige på at finde ud af, hvad en religion er i statens øjne. Vi regnede med, at vi kunne få det svar i 2017, men det var først i 2022, at ministeriet nåede frem til, at det er vi ikke," siger Jakob Farian Krarup. 

I ansøgningen fra december 2017 gjorde han og hans medansøgere alt, hvad de kunne, for at underbygge, at KFSM lever op til alle formelle krav for et anerkendt trossamfund, herunder at have mindst 50 medlemmer i Danmark, et formuleret trosgrundlag, vedtægter og en beskrivelse af gruppens centrale ritualer. 

I første omgang blev gruppen da også bakket op af det rådgivende udvalg vedrørende trossamfund, som hører under Kirkeministeriet og laver indstillinger til afslag og godkendelser, når trossamfund skal anerkendes. 

I en indstilling, som blev sendt til Kirkeministeriet den 15. februar 2019, gav udvalget grønt lys til en anerkendelse og bemærkede samtidig, at der var tale om en principiel sag. 

"Kirken for Det Flyvende Spaghettimonster er et nyt fænomen, som kan hævdes at være en religionskarikatur eller en ny kulturel religionskritisk manifestation. Set i et religionsvidenskabeligt perspektiv er det imidlertid ikke nyt, at religioner definerer sig selv negativt i forhold til andre religioner," skrev udvalget, der understregede, at det ikke var op til dem at vurdere, om medlemmerne faktisk tror på trossamfundets læresætninger. 

Men før Kirkeministeriet, som dengang hørte under daværende kirkeminister Mette Bock (LA), nåede at skrive under på anerkendelsen, bad udvalget om mulighed for at genbesøge sagen.

I to indstillinger givet henholdsvis den 4. juni og den 28. oktober 2020 vendte udvalget på en tallerken og konkluderede nu, at kirken ikke opfylder kravene for et trossamfund, idet udvalget opfattede dele af trossamfundets praksis som en karikatur eller en satire, og det i det hele taget mindede mere om et "vidensfællesskab" eller et "livssynssamfund", hvilket i Danmark ikke sidestilles med trossamfund. 

I Kirkeministeriets endelige afslag, der blev sendt til Jakob Farian Krarup og resten af spaghettimonsterets kirke i juni 2022, var det netop disse to forhold, der blev henvist til. 

"Kirkeministeriet er enig i udvalgets vurdering samt udvalgets konklusion om,
at KFSM falder uden for lovens trossamfundsdefinition," står der i ministeriets afgørelse.

Professor mso i religionssociologi ved Aarhus Universitet Lene Kühle forklarer, at staten har gjort sig til dommer over, hvilke typer religioner der fremover kan opstå.

"Staten får en rolle, som går ud over at tjekke vedtægter og regnskabstal, hvor den også skal bestemme, hvad der er ægte og sand religion. Den blander sig på den måde i diskussionen om, hvordan organiseret religion udvikler sig med tiden, og det er netop den diskussion, som spaghettimonsterkirken har tappet ind i. Kirken har konstateret, at religioner ikke bliver til på samme måde, som de gjorde for 150 år siden. Den vil være en nyere form for trosretning, som ikke tager sig selv så alvorligt. Men der har staten trumfet og sagt nej, det er ikke en rigtig religion, selvom det står i modsætning til, hvad trossamfundet selv siger," lyder det fra Lene Kühle.    

På trods af at sagen har haft en principiel karakter, så har det faktum, at det har taget knap fem år at nå frem til en afgørelse, været til stor gene for kirken, forklarer Jakob Farian Krarup.  
 
"Jeg er rigtig ked af, at vi mistede momentum. Jeg har kunnet mærke, at den glæde og begejstring, der var til stede til at starte med, da vi fik rigtig meget mediebevågenhed, er forsvundet. Vi havde muligheden for at kunne skabe et reelt alternativ til for eksempel den kristne kirke, mens der stadig var mange, der var nysgerrige på, hvad vi kunne tilbyde. Men vinduet lukkede, som tiden gik. Når vi år efter år måtte sige til vores medlemmer, at der ikke skete noget, så mistede de tilliden til os,” siger Jakob Farian Krarup, der havde håbet på mere åbenhed fra myndighedernes side. 

I dag er Kirken for Det Flyvende Spaghettimonster afviklet som forening med alt, hvad det indebærer af cvr-nummer, regnskaber, vedtægter og generalforsamlinger. Det var for meget besvær, når man alligevel ikke fik det ud af det, som man havde ønsket sig. Nemlig anerkendelse. 

"Vi vidste, at det ville blive op ad bakke. Og i løbet af de her fem år, der er gået, er vi løbet tør for damp," siger Jakob Farian Krarup.  

Niels Reeh er formand for det rådgivende udvalg vedrørende trossamfund. Han understreger, at han ikke kan sige så meget detaljeret om forløbet, der ifølge ham har været en udfordring på grund af sagens principielle karakter. 

"Jeg kan dog sige, at jeg er ked af, at det har taget så lang tid. Men jeg holder fast i, at vi med afgørelsen er landet det rigtige sted," siger han.