Stigende antal udmeldelser: Året begyndte trægt for folkekirken

Flere meldte sig ud, mens antallet af indmeldelser gik tilbage. Sådan ser billedet ud for folkekirken i første kvartal af 2022, viser ny opgørelse fra Danmarks Statistik

I årets første kvartal var 72,9 procent af befolkningen medlem af folkekirken. Det er et fald fra 73,2 procent kvartalet inden. Genrefoto.
I årets første kvartal var 72,9 procent af befolkningen medlem af folkekirken. Det er et fald fra 73,2 procent kvartalet inden. Genrefoto. Foto: Leif Tuxen.

Oven på historisk hårde tider under coronanedlukningen med mange aflyste barnedåb og deraf lavt antal indmeldelser kunne folkekirken godt bruge et opsving, når det gælder medlemsstatistikken. Men indtil videre ser 2022 ikke ud til at byde på nogen egentlig fremgang, snarere tværtimod.

Danmarks Statistik offentliggjorde i går tal for, hvor mange der har meldt sig ind og ud af folkekirken i det første kvartal, og umiddelbart ligner det nogle sløje måneder for folkekirken. Antallet af udmeldelser, der ellers har ligget relativt lavt i nogle år, steg i det forgangne kvartal til 3407. Det er godt 1100 flere end kvartalet inden og det højeste kvartalstal for udmeldelser siden 2017.

Ifølge Birgitte Graakjær Hjort, leder af Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter, bør folkekirken dog glæde sig over, at tallet trods alt ikke er højere.

”Vi er i en tid, hvor inflationen fylder meget, og hvor mange er hårdt ramt af de stigende priser. Samtidig har Ateistisk Selskab kørt en kampagne mod folkekirken. Så det er ikke så overraskende, at vi ser en stigning i antallet af udmeldelser. Jeg vil snarere sige, det er overraskende, stigningen ikke er større,” siger hun.

Birgitte Graakjær Hjort tilføjer, at det med den tiltagende inflation er muligt, at antallet af udmeldelser kommer til at stige yderligere i år, hvis nogen ser en udmeldelse som god en måde at spare penge på. Hun vurderer dog, at folkekirkemedlemskabet generelt står langt nede på listen hos danskere over, hvor der kan spares i budgettet.

Det forgangne kvartal ser ikke meget bedre ud for folkekirken, når det gælder antallet af indmeldelser, der hovedsageligt sker gennem barnedåb. Normalt følger antallet af indmeldelser et mønster i løbet af et år, hvor det falder i fjerde kvartal for derefter at stige i årets først kvartal. Men i første kvartal af 2022 er stigningen udeblevet, hvilket betyder, at antallet af indmeldelser er faldet to kvartaler i træk. I alt blev 9628 personer meldt ind i folkekirken i årets første kvartalt, hvilket er 1500 færre end kvartalet inden.

Birgitte Graakjær Hjort vurderer, at nedgangen formentlig handler om, at folkekirken er ved at finde tilbage til et hverdagsniveau i antallet af dåb efter corona-periodens op- og nedture.

”Umiddelbart efter coronanedlukningen oplevede vi en beruselse af glæde, hvor der var virkelig mange dåb. Der blev gjort meget fra kirkens side med særlige dåbsarrangementer for at få døbt mange af dem, der ikke blev døbt under nedlukningen. Folkekirken kommunikerede stærkt i den periode om de mange dåbsmuligheder. Den bølge er nok ved at lægge sig, hvor vi er ved at komme tilbage til et mere normalt niveau,” siger hun.

I årets første kvartal var 72,9 procent af befolkningen medlem af folkekirken. Det er et fald fra 73,2 procent kvartalet inden.