Så længe nogen kan huske, har der været kamp om pladserne i menighedsrådet i Kibæk.
Her, mellem Herning og Skjern, ligger Assing Kirke, et sogn, der historisk har været kløvet i to mellem de grundtvigske og de missionske. To parter, som måske har været det tætteste, man i Danmark har været på en religionskrig, hvor bølgerne ofte er gået højt, men hvor folkekirken altid har stået som en fællesnævner.
Gennem tiden har de missionske og de grundtvigske skiftedes til at sidde på hovedparten af mandaterne i menighedsrådet i Kibæk og dermed kunnet bestemme over kirkens indre anliggender. Men selvom der i dag er en anseelig del af menigheden, som er tilknyttet Indre Mission og kommer i byens missionshus, er det ikke til at se på sammensætningen af menighedsrådet.
Her er fire ud af syv medlemmer opstillet og valgt ind for den grundtvigske liste, og kun ét eneste medlem er fra den missionske del af menigheden. De sidste to poster er gået til en fælleskirkelig liste, som opstod for nogle år tilbage, og som har rødder i FDF.
At magtbalancen mellem de missionske og de grundtvigske er så skæv, hænger sammen med, at valgdeltagelsen i sognet er ualmindeligt høj. Når der er kampvalg hvert fjerde år, dukker omkring en tredjedel af sognet, som tæller i alt 3000 folkekirkemedlemmer, op for at stemme. Og de har en tydelig grundtvigsk sympati - eller missionsk antipati.
Men hvad er egentlig forskellen i praksis på de to kirkeretninger, som før i tiden har været hund og kat i det kirkelige landskab? Og hvordan ser den historiske spænding mellem de to ud i et menighedsråd i 2022? Det er Kristeligt Dagblad taget til Kibæk for at finde ud af.
Edith Knudsen og Ejvind Kviesgaard har siddet i menighedsrådet sammen de sidste 10 år. Hun er formand og opstillet for den grundtvigske liste. Han er næstformand og for tiden den eneste missionske i rådet.
Edith Knudsen, hvad betyder det for dig at være grundtvigsk?
Edith: “For mig er det grundtvigske forbundet med en glad og optimistisk tro, hvor man taler meget om livet og ikke så meget om døden. Alle mennesker er i grundtvigsk optik betingelsesløst elsket af Gud, og derfor er alle også lige meget værd. Det kristne budskab er for mig, at vi skal ikke gøre os fortjent til Guds retfærdighed, og det er vigtigt for mig, at det budskab formidles ind i den tid, vi er i, og at sproget og formidlingen følger med tiden. Det mener jeg også, Grundtvig var fortaler for. Derudover holder jeg også fast i Grundtvigs vægtlægning af, at man er menneske først, kristen så.”
Ejvind Kviesgaard, hvad betyder det så for dig at være missionsk?
Ejvind: “Jeg er utrolig glad for Ediths definition af kristendom, og det er nok også derfor, vi har så nemt ved at samarbejde i dette menighedsråd, som vi har. Mange af de ting, hun siger, kendetegner også min tro. At Gud findes. At Gud elsker os. De to ting er vi fuldstændig enige om. Jeg tror på, at Gud har en redningsplan i form af Jesus Kristus, og jeg ved, vi har brug for Guds indgriben, for det er kun gennem ham, der er et evigt liv.”
Så hvor vil I sige, at den mest markante teologiske forskel er på jer?
Ejvind: "Jeg har et bagland, der hedder missionshuset, hvor der er nogle ting, man lægger teologisk anderledes vægt på end blandt de grundtvigske. Nu kører der for eksempel lidt debat om kvindelige præster. Og det er ikke fordi, vi har haft diskussionen her i menighedsrådet, men nogle i mit bagland ville sige, at det er vigtigt for dem, at kvinder ikke skal være præster. Også når det handler om vielse af homoseksuelle, der ser vi nok lidt forskelligt på det."
Edith: “Der er vi forskellige. Jeg har sagt i mange år, i sjov altså, til Ejvind: 'Der er én ting, vi kan blive enige om, og det er, at vi ikke er enige.'"
Ejvind: “Og det joker vi så lidt med.”
Edith: “Men jeg synes, vi er gode til at lytte. Og det er nok det allervigtigste: At man har respekt for hinandens synspunkter.”
Ejvind: “Og så kan man sige, at som lægfolk fylder de her diskussioner ikke meget for os i menighedsrådet. Det lader vi andre om at diskutere.”
Edith: “Ja. For vi har jo sagt ja til et arbejde, som vi skal have til at fungere, og langt hen ad vejen er det det samme, vi kæmper for. Vi bruger ikke en masse krudt på at sidde og nedgøre hinanden eller at være Rasmus Modsat. Vi arbejder for sagen, og det vil sige kirken og det kirkelige arbejde. Så når vi får en opgave, vi skal løse, kører vi på kryds og tværs af de forskellige lister.”
Kompromisets ædle kunst
Kigger man ud over landets sogne, er der i mange af dem flere præster ansat, der kan imødekomme de teologiske behov for de forskellige grupperinger. Det gælder især i de større byer, hvor der er nok sognebørn til, at én kirke både kan have en grundtvigsk og en missionsk præst.
Men sådan er det ikke i Kibæk. Her har man én præst, som man for nogle år siden skulle blive enig om at ansætte. Den proces står i dag for de to menighedsrådsmedlemmer som en øvelse i kompromisets ædle kunst.
Edith: "Jeg vil da nok sige, at det ikke er en grundtvigsk præst, vi har fået."
Ejvind: "Jeg kan da heller ikke sige, vi har fået en præst, som vil kalde sig missionsk."
Edith: "Nej, men det er for at nævne, at man ikke kan få det hele."
Ejvind: "Det hænger nok også sammen med, at man har nogle nogle tanker og idéer om personen og teologien, inden man læser ansøgningerne. Men så er det jo så heldigt, at vi kunne høre prøveprædikener fra en fire-femstykker, inden vi besluttede os."
Er I tilfredse med den præst, I har?
Edith: "Ja, det er vi i den grad! Det er nok vigtigt lige at få det nævnt. Men det er her, det virkelig bliver politisk. Indre Mission har historisk stået ufatteligt stærkt her på egnen, og det ved dem, der søger præsteembedet, også godt. Derfor ligger de fleste, der søger et præstejob her, også lidt til midt-højrefløjen."
Edith, gik du så efter den mindst missionske kandidat?
Edith: “Ej, sådan vil jeg ikke sige det. Jeg elsker at få min vilje, men det kan man ikke altid få. Som menighedsråd må man indgå nogle kompromiser for, at alting kan lykkes. Hvis vi bare sad her hver især med armene over kors, indtil vi fik vores vilje, så ville det ikke nytte noget.”
I har jo også den mulighed, at I hver især kunne lave en grundtvigsk og en missionsk valgmenighed. Så kunne I få lige præcis den præst, I gerne vil have. Hvorfor gør I ikke det?
Ejvind: "Vi skal være kirke for hele sognet. Vi får noget ud af at mødes med nogen, vi ikke er enige med. I missionshuset ved vi, hvem der kommer, men til gudstjenesten møder man naboen eller nogen, som man ikke normalt har så meget at gøre med."
"Der er ingen tvivl om, at det er en udfordring for os i Missionshuset, at vi skal passe på, at vi ikke lukker os om os selv. Men folkekirken lukker sig aldrig på den måde, hvis vi formår at få de rigtige samarbejder op at køre. Så styrker vi hinanden."
Edith: "Jamen, jeg kan kun sige det samme. Jeg ønsker virkelig bredden. Det var med den bevæggrund, jeg gik ind i menighedsrådet i sin tid. Der skulle være ligevægt. Det ved jeg ikke om vi nogensinde får, men det bliver en kirke, hvor alle føler sig velkomne."
Hvad kan I så lære af hinandens udgangspunkt og tilgang til menighedsrådsarbejdet?
Ejvind: "Når Edith vil diskutere eller vende noget, så tager hun knoglen og ringer. Deter dejligt, at hun gør det frem for, at putte med det selv. Det er en af de egenskaber, jeg sætter pris på."
Edith: "Og jeg kan lide, at Ejvind er ærlig. Spørger man ham om noget, kan man få et svar, og man kan drøfte tingene. Jeg ved ikke, om Ejvind ved det, men så kan jeg da sige det her, at han er tit den, jeg ringer til, hvis jeg vil drøfte en større ting. For ham føler jeg mig tryg ved. Vi har en fortrolighed, som er vigtig for et godt samarbejde."
Ejvind: "Ja, fortrolighed er vigtigt, ellers ender det i knas."
Edith: "Vi kunne godt bruge tiden på at finde fejl og mangler hos hinanden hele tiden. Men hvis vi gjorde det, mener jeg simpelthen, at vi skulle have sagt nej til at være i menighedsråd."