Svin var urene i jødedommen på Jesu tid, mens kalve havde høj status

Kalve var overdådighedssymboler, viser søndagens tekst

Okser var over en bred kam symbolet på overdådighed i datidens Palæstina. Genrefoto.
Okser var over en bred kam symbolet på overdådighed i datidens Palæstina. Genrefoto. . Foto: Robertharding/Masterfile/Ritzau Scanpix.

Ugens prædikentekst hedder i folkemunde "lignelsen om den fortabte søn". Den burde nærmere være kendt som "lignelsen om de to sønner" eller "lignelsen om den kærlige far", mener Niels Willert, der er forhenværende lektor og forfatter til en kommentar til Lukasevangeliet. Tag nu for eksempel det faktum, at faderen af kærlighed til sin hjemvendte søn vælger at servere sit allerfineste kød: fedekalven.

Netop fedekalven - og kalve og okser generelt - var symboler på overdådighed i datidens Palæstina.

"Tænk også på en anden historie fra Det Gamle Testamente, hvori det bliver fortalt, at israelitterne fremstillede en guldkalv. Nok var det gudsbespottelse, men kalve var noget særligt," forklarer Niels Willert.

"I lignelsen om den fortabte søn er fedekalven omtalt hele tre gange. Det får mig til at spidse ører," siger han.

Måske, siger han, skal man se festmåltidet som kontrast til, at den yngre søn på sin udenlandsrejse endte med at måtte nøjes med at spise svinefoder.

"Svin er urene dyr inden for jødedommen. Det skinner igennem i ugens prædikentekst ved, at det bliver understreget, at den fortabte søn måtte nøjes med at bede om svinefoder - ikke engang svinekød. Man kan regne ud, at han har opholdt sig i et hedensk område langt væk fra jødernes egne," siger han.

Han henviser til et andet tekststykke i Bibelen, hvor kalven ligeledes spiller en særlig rolle.

"I fortællingen om Abraham og Sara i Første Mosebog, kapitel 18, fik Abraham og Sara besøg af tre engle, og Abraham skyndte sig at tilberede en god og fin kalv. Med andre ord fandt han det bedste frem, han ejede, og det er et udtryk for noget festligt og glædeligt."

På et tidspunkt bryder man imidlertid med idéen om kalvens særstatus. Det sker med de første kristne.

"I Lukasevangeliet og Apostlernes Gerninger skelnede man ikke længere mellem rene og urene dyr. Helt konkret skete det, da Peter havde en vision om, at Gud erklærede alle dyr for rene og alt kød for spiseligt. Al mad blev herefter anset som værende lige godt, og jøder og hedninge kunne herefter spise sammen" siger Niels Willert.

Det betyder også, fortæller han, at man gjorde op med de etniske markører, der udtrykte, at man var jøde og tilhørte et bestemt folk. Etniske skel blev ligesom skellet mellem rene og urene dyr ophævet med kristendommens komme.

"Fællesskabet omkring et måltid er typisk for Lukasevangeliet. Teksten, hvor Jesus fortæller søndagens lignelse, er iscenesat som en måltidsscene, hvor Jesus spiser med toldere og syndere, altså samfundets udskud, og dermed vækker forargelse hos farisæere og skriftlærde. Måltiderne beskriver Guds glæde over at omvende disse mennesker. Lignelsen fortæller altså, at Gud således er som en far, der med et overdådigt måltid tager imod en omvendt søn," konkluderer han.