Syrisk digter fra 300-tallet: Du skal ikke definere Gud

I denne uge fejres jul i østkirkerne. For 1700 år ­siden prædikede den syriske teolog Efraim Syreren, at man skulle bede og lovprise kristendommens mysterium i stedet for at gruble over Guds væsen

Der skal være forsoning og bordfællesskab mellem rig og fattig i julen, mente Efraim Syreren. Han ses her på en mosaik fra det 11. århundrede på Nea Moni-klostret, der findes på øen Chios i Grækenland.
Der skal være forsoning og bordfællesskab mellem rig og fattig i julen, mente Efraim Syreren. Han ses her på en mosaik fra det 11. århundrede på Nea Moni-klostret, der findes på øen Chios i Grækenland. Foto: Wikicommons.

Knap er julen slut i de vestlige kirker, før den begynder i den ortodokse verden. Det sker på torsdag. Og her finder man ganske andre traditioner med vægt på mysterium, bøn og faste. Men den ortodokse arv taler også til en del nordeuropæiske kristne i dag. For eksempel har den oldkirkelige digter Efraim Syreren, der skrev i 300-tallet, fundet sin fortolker i sognepræst i Samsø Pastorat Johannes Glenthøj. Ikke mindst paradokset spiller en vigtig rolle for den 1700 år gamle digtning.

”Efraim Syreren er meget optaget af paradokserne i den kristne tro, og i stedet for at forsøge at løse dem fastholder han spændingen og modsætningerne. Det er noget af det mest fascinerende ved hans poesi. Han insisterer på, at man som kristen ikke kan nærme sig Gud via tørre teologiske spekulationer, men alene via poesi og bøn, ved at læse Bibelen og ved at iagttage naturen,” siger Johannes Glenthøj, der har en doktorgrad (svarende til en ph.d.) i filosofi fra Oxford University.

Han har siden sine studieår på teologi på Aarhus Universitet i 1980’erne været levende optaget af semitiske sprog og af Efraim Syreren. I 2010 oversatte han en engelsksproget bog med tekster af den kristne poet til dansk, og han har løbende oversat hymner og andre tekster fra Efraim Syreren fra aramæisk til dansk og lagt nogle ud på sin hjemmeside.

I julen skal man frigive slaver

Ikke mindst de af Efraims hymner, der knytter sig til julen, har gjort indtryk på Johannes Glenthøj, fordi de giver en levende og detaljeret beskrivelse af, hvordan man i oldkirken fejrede jul i kirkerne i Efraim Syrerens miljø i det nuværende sydøstlige Tyrkiet – og formodentlig i store dele af Mellemøsten.

”For Efraim er julen 6. januar. Det er Kristi fødselsfest. Senere kommer epifanifesten til, som bliver en fest for Jesu dåb og samtidig den dag, da mange døbes. Men på Efraims tid døber man ikke julenat. Til gengæld våger man gennem natten, for som Efraim skriver i en af sine julehymner, skal der ikke soves julenat, fordi ’hele skaberværket er vågent’,” forklarer Johannes Glenthøj.

”Det er en tanke, som har været levende hos mennesker gennem århundreder, men hos Efraim Syreren er det meget udpræget, og han beskriver nøje, hvordan man bør våge – og alle de faldgruber, der er, hvis man lader sig forlede af Satan til at våge af de forkerte årsager. Han beskriver spekulantens, tyvens, grovæderens, købmandens, den riges og den travle mands nattesæde og konkluderer, at alle disse måder at våge på er en form for ond søvn.”

Johannes Glenthøj har oversat en engelsksproget bog med tekster af Efraim Syreren til dansk, og han har løbende oversat hymner og andre tekster fra den kristne poet fra aramæisk til dansk og lagt nogle ud på sin hjemmeside.
Johannes Glenthøj har oversat en engelsksproget bog med tekster af Efraim Syreren til dansk, og han har løbende oversat hymner og andre tekster fra den kristne poet fra aramæisk til dansk og lagt nogle ud på sin hjemmeside. Foto: Privatfoto

Julenat – og julen i det hele taget – bør ifølge Efraim Syreren i stedet være præget af forsoning, frigivelse af slaver og bordfællesskab mellem rig og fattig.

”Han beskriver julen som anledning til en årlig frigivelse af slaver, og han gør også meget ud af, at julen er børnenes fest, hvor ’det gjalder af glæde fra børnenes munde, så Kristus glæder sig over sin fest’. Julen skal desuden være forsoningens og mildhedens tid, hvor alle også bør lade være med at prædike for omstændeligt og bruge en masse overflødige ord – for så bliver de selv overflødige,” siger Johannes Glenthøj.

Brug ikke for mange ord

Advarslen mod at bruge for mange ord om Gud går igen i mange af Efraim Syrernes tekster, hvor han polemiserer imod den opfattelse, som var ret udbredt på hans tid, at mennesker ved spekulation og fornuft kan forstå Guds væsen.

”Efraim har en dyb skepsis over for, hvad man intellektuelt kan sige om Gud. Forsøger man at definere Gud, nærmer det sig ifølge Efraim det blasfemiske, fordi man tror, at man kan begribe Gud. Efraim mener, at vi strengt taget kun kan nærme os Gud i billedsproget, metaforerne og poesien. Men ved at gå ind i inkarnationens mirakel i bøn og tro kan vi nærme os Gud, også på en ganske sanselig og meget frimodig måde, som vi ser det udtrykt i hans hymner om julen,” siger Johannes Glenthøj.

På nogle måder er der langt fra Efraim Syrerens samtid til vores. Efraim Syreren levede i den tidlige kristendom og var præget af en tredobbelt kulturel arv: den mesopotamiske, den jødiske og den græske. Alligevel kan vi sagtens lade os inspirere af Efraim Syreren i vores tilgang til troen – også her i januar, hvor de syriske kirker tidligere fejrede julen, og hvor de i dag fejrer Kristi åbenbarelsesfest til minde om Jesu dåb i Jordan.

For Efraim er det nemlig en pointe, at lyset er tiltaget lidt allerede ved julefesten i januar, hvor vi nærmer os fejringen af helligtrekonger, siger oversætteren og tilføjer:

”Når Efraim lader Maria sige: ’Det barn, jeg bærer, bærer mig’, udtrykker det lige præcis det paradoksale i inkarnationen, og vi genkender det også i de danske julesalmer, for eksempel ’Det kimer nu til julefest’, hvor det lyder: ’Jesus, verden vid og lang til vugge var dig dog for trang’. Den salme ville Efraim Syreren sikkert gerne have sunget med på.”

En hymne om troen

Den Førstefødte kom ind i skødet,

og den rene kvinde mærkede det ikke.

Han sprang i hende og kom ud under veer,

og den dejlige kvinde mærkede Ham.

Hans indgang var herlig og skjult,

Hans udgang var foragtet og åbenbar.

Han var Gud ved sin indgang

og menneske ved sin udgang af skødet.

Vild undren er det at høre,

at Ild kom ind i moderskødet,

iklædte sig et legeme og kom ud.

En julehymne – i uddrag

Lad os ikke våge natten ud som pengegriske,

der spekulerer over deres udlån og renterne deraf;

de holder sig længe oppe om natten

for at tælle formuen og renten.

Også den rige våger,

for mammon jager søvnen bort;

hans hunde sover, mens han vogter

sine skatte mod tyve.

Også den travle mand er vågen,

hans søvn opsluges af bekymringer;

døden står ved hans pude og dyne,

han våger med iver år ud og år ind.

Dette er forsoningens nat; lad der ikke blandt os

være nogen, som er vred og formørket!

Dette er natten, som stifter frem mellem alle;

lad der ikke blandt os være nogen, der truer eller forstyrrer freden!

Dette er den Mildes nat;

lad ingen blandt os være bitter og hård!

Dette er den Ydmyges nat;

lad ingen blandt os være hoven eller opblæst!

På denne dag, hvor den Rige

blev fattig for vor skyld,

lad også den rige

have bordfællesskab med den fattige.

På denne dag fik vi en gave,

skønt vi ikke havde bedt om den;

lad os derfor give almisse til dem,

der råber og beder os om hjælp.