Tæt løb i årets foto-konkurrence: Her er årets vindere

”Det er absolut en svær opgave, læserne er blevet stillet," lyder det fra foto-ekspert

Ud af disse ti billeder har to vundet en delt førsteplads.
Ud af disse ti billeder har to vundet en delt førsteplads. .

Da dommerne i Kristeligt Dagblads fotokonkurrence ”Med Troen på ferie” skulle udvælge ti finalister ud af de 162 indsendte billede, savnede dommerne mennesker på billederne. En dommer, avisens cheffotograf Leif Tuxen, bemærkede, at coronarestriktionerne havde ført til mange billeder uden fællesskaber og mængder. Det er i højere grad naturoplevelser frem for mennesker, der er blevet taget billeder af.

Fraværet af fællesskab bemærkes også af fotograf Gunner Byskov, som er underviser i fotografi på Medieskolerne i Viborg:

”Det generer mig ikke, at billederne er lidt mennesketomme. Billederne er behageligt mere åbne for fortolkning, når der ikke er mennesker på.”

Læserne afgjorde, hvem der vandt, via afstemning på Kristeligt Dagblads hjemmeside. Og fredag, da afstemningsperioden udløb, kunne det konstateres, at der var flere vindere. For to billeder havde stod lige med hver 20,7 procent af stemmerne.

De to vindere var Gunnva Bak Mortensens billede af barnebarnet, der beder, og Storm Svenssons billede af en række bundgarnspæle ved Helsingør, som rammes af solens lys. Det sidste er også blandt Gunner Byskovs favoritter i finalefeltet.

De to billeder, som vises nedenunder, har vundet en delt førsteplads.

”Pælene, der står i vandet i sådan en smuk S-form med et nærmest religiøst lys, viser en trosoplevelse. Det kan jeg godt lide. Normalt er jeg ikke så vild med bundgarnspæle i modlys, men i denne kontekst kommer det til at passe,” siger Gunner Byskov.

”Man kunne normalt godt forvente flere fotos af munke i trav foran Peterskirken. Nu har man været nød til at forholde sig til noget mere indadvendt og hjemligt, og det er lykkedes rigtig fint,” siger Gunner Byskov.

Her kan du se de 10 finalister, som kæmpede om førstepladsen.