Fortæl mig, hvad du tror om Djævelen, og jeg skal sige dig, hvad du tror om Jesus. Sådan kunne man lidt groft skåret til forklare, hvorfor teolog Henrik Winther Nielsen mener, at det er værd at beskæftige sig med Djævelen – eller rettere med det billede af Djævelen, som tegnes i Bibelen.
”Hvis du tror, at Djævelen er på spil alle steder og står på lur for at friste dig over evne og få dig til at vende dig fra Gud og gøre ondt mod dine medmennesker, vil jeg hævde, at du ikke tager alvorligt, hvad Bibelen siger om Djævelen – og om Jesus. Ifølge Bibelen er Djævelen slet ikke så interesseret i os mennesker, som mange nok render rundt og tror, og som den teologiske tradition i folkekirken – med arven fra Luther og Søren Kierkegaard lægger op til,” siger Henrik Winther Nielsen, der er sognepræst ved Frederiksborg Slotssogn i Hillerød.
Henrik Winther Nielsen er forfatter til en bog om Djævelen, der netop er udkommet. Her argumenterer han for, at nærstuderer man Bibelens beskrivelser af Djævelen, er der ikke noget, der tyder på, at den ondskab, vi oplever i krigens grusomheder eller i menneskers nedrige adfærd over for hinanden i det hele taget, er Djævelens værk. Faktisk kan vi nok ikke engang give Djævelen skylden, når vi fristes til at rage magt til os på andres bekostning, sætte vores forfængelighed over hensynet til andre eller for den sags skyld spise flere fastelavnsboller, end godt er.
”Netop her i fastetiden er der mange tekster i Bibelen, som handler om fristelser, og hvor Djævelen på forskellig måde spiller en rolle. Mange kirkegængere vil nok opfatte teksterne som advarende pegefingre og som en moralsk rettesnor eller en anvisning på, hvad de særligt skal vogte sig for – som en form for påmindelse om, at Djævelen fortsat er på spil og lurer på os overalt, og at vi derfor må ruste os moralsk og være på vagt,” siger han.
Det er i bedste fald et skævt, men forholdsvis uskadeligt perspektiv at anlægge på teksterne, og i værste fald en decideret fejllæsning, mener han.
”Læser man fristelseshistorien som en slags personlig, åndelig vejledning i at undgå de samme sataniske fristelser, går man glip af den afgørende pointe: Fristelsen i ørkenen er beretningen om, at Jesus blev fristet og en fortælling om, hvordan den nye pagt blev indgået. Hans fristelse er ikke vores, for idet Jesus afviste fristelserne, og det lykkedes Gud at føre sit projekt til ende, er fristelserne så at sige et overstået kapitel. De fristelser, Jesus afviser, har mennesket med ham som stedfortræder også afvist,” siger Henrik Winther Nielsen.
Men vil det sige, at Djævelen hermed er sat helt ud af spillet, så nutidens mennesker ikke behøver at bekymre sig om de fristelser, der beskrives i Bibelen, eller om risikoen for dæmoniske angreb, der kan få os til at handle ondt og nedrigt mod andre?
”Ja, sådan som jeg læser evangelierne, er han helt ud af spillet. Jeg mener, at evangeliernes grundudsagn er, at den relation mellem Gud og menneske, som blev brudt med syndefaldet, bliver genoprettet af Jesus. I Jesus bliver Gud det menneske, som mennesket skulle have været. Gud og hans menneske Jesus fastholder den relation til hinanden – selv på korset, hvor Jesus spørger 'min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig', er relationen bibeholdt – og dermed er det rum, som Djævelen har opereret i, lukket land for ham.”
Er relationen mellem Gud og menneske ikke til dels afhængig af, at vi som mennesker ikke vender Gud ryggen? Altså, er der ikke et sted her, hvor Djævelen kan drive sit værk ved at forsøge at vende mennesket bort fra Gud?
”Nej, vi mennesker kan ikke vende os bort fra Gud, for i Jesus har Gud sluttet den pagt med os, som mennesket havde brudt. Det er en udvikling, der sker inde i den treenige Gud, og det kan vi som mennesker ikke ændre på.”
Men kan Djævelen så ikke spille sit spil i de mellemmenneskelige relationer, hvor vi gør ondt mod hinanden på mange måder?
”Hvis vi skal tage for pålydende, hvordan Djævelen beskrives i Bibelen, så er han ikke ret interesseret i mennesket. Han er interesseret i at forpurre Guds projekt med at slutte en pagt med mennesket. Vi ser det allerede i syndefaldsberetningen og i flere af beretningerne i Det Gamle Testamente. Djævelen retter sin energi mod relationen mellem Gud og menneske – for at forvirre og gøre relationen uklar, så de to parter ikke kan nå hinanden.”
Hvad med den ondskab og brutalitet, der også beskrives i Bibelen. Er den ikke Djævelens værk?
”Nej, det mener jeg ikke. Der findes masser af ondskab i Bibelens beretninger og i verden i dag. Men vi må skelne mellem den sataniske eller djævelske ondskab, som ifølge Bibelen retter sig mod forholdet mellem Gud og menneske og typisk viser sig i form af smiger, manipulation og forvirring, og så den mellemmenneskelige ondskab, som stiller sig komplet til skue, og som man derfor også kan undgå, fordi den er indlysende. Det er den form for ondskab, vi så i Auschwitz, eller som vi ser i Ruslands krig mod Ukraine i dag.”
Men vi ser vel også manipulerende ondskab, der ødelægger relationer. Hvad er så det?
”Det er djævelsk ondskab uden Djævelen. Vi kender en smigrende eller løgnagtig ondskab, hvor vi for eksempel med falsk smiger sætter et andet menneske op på en piedestal, så det menneske kommer til at føle sig som noget andet og mere end andre mennesker. Det er en ondskab, som langsomt forvitrer dit forhold til dit medmenneske. Men når vi oplever den slags, skal vi ikke med det samme tænke, at Djævelen viser sig i vores medmenneske. Hvis nogen skamroser min prædiken i kirkedøren, skal jeg ikke tænke, at Djævelen har vist sig i Hillerød en søndag formiddag. Det er efter min mening alt for selvoptaget at tro, at Djævelen er optaget af lige præcis min sjæl.”
Men hvis det ikke er Djævelen, der er på spil, når vi ødelægger relationen til et andet menneske, hvad er det så?
”Det er synden. Overdreven ros gør os hovmodige og forfængelige, og det har med synd at gøre. Men synden er ikke Djævelens værk. Når vi læser syndefaldsberetningen nøje, ser vi, at Eva selv rækker ud efter frugten. Djævelen manipulerer med hende, så hun får øje på det eneste træ, hvis frugter hun ikke må spise af. Men det er hende selv, der foretager bevægelsen. Det er ikke en djævelsk bevægelse. Siden oldkirkens tid har man derfor også talt om, at synden er sit eget ophav.”
Du siger, at vi ikke skal være så optaget af tanken om, at Djævelen ligger på lur for at friste lige netop os. Vil det sige, at trosbekendelsens ord om at forsage Djævelen og alle hans gerninger og al hans væsen er irrelevant?
”Så langt vil jeg ikke helt gå. Det er i hvert fald ikke noget, jeg helt har fået på plads. Den passus i trosbekendelsen er en grundtvigiansk genindførelse af et gammelt eksorcismeritual, og jeg ved ikke helt, hvilken relevans det har i dag. Hvis jeg med de tre trosartikler – om Faderen, Sønnen og Helligånden – anerkender den pagtslutning, der er sket inden for Gud, som jeg har beskrevet det, så modsiger det faktisk, at det overhovedet er nødvendigt at forsage Djævelen. Når man i de seneste år har set utrolig mange eksorcismefilm og også en stor optagethed af eksorcisme inden for den katolske kirke, tror jeg, at det hænger sammen med, at man ved at se sig selv som under angreb fra Djævelen, sætter sig selv op som den absolutte modsætning til den sataniske ondskab. Ved at tegne sig selv op som Djævelens foretrukne bytte, gør man også sig selv til den absolutte bærer af Guds sandhed.”
Er folkekirken og protestantismen bredt set mindre optaget af Djævelen og dermed mere på linje med din læsning af det bibelske billede af Djævelen?
”Nej, tværtimod synes jeg, at der i den protestantiske arv fra Luther, Kierkegaard og pietismen med blandt andet Brorson er en voksende tendens til, at man konstant læser sin egen subjektivitet ind i evangelierne i stedet for læse dem som en direkte meddelelse. Når man her i fastetiden læser om Jesu fristelse i ørkenen, overser man, at det, man læser om, er, at Gud er i gang med at omdefinere sig selv. Når Jesus overvinder Djævelens fristelser til at gøre sig selv til en magtfuld teokrat, er det en del af den proces, hvor Gud åbenbarer sig fuldt ud. Derfor bør vi i fasten være mindre optaget af personlig fromhed og af, om vi kan lægge mobiltelefonen fra os, og i stedet være optaget af, at Gud er ved at omdefinere, hvem han er – og dermed også omdefinerer menneskets vilkår.”
Havde Luther ikke forstået det?
”Tilsyneladende ikke helt. Det fortælles om Luther, at han en nat i 1521 eller 1522 så Djævelen bag kakkelovnen i det værelse, hvor han sad og oversatte Det Nye Testamente. Resolut greb han sit blækhus og smed det mod skikkelsen, så det smadrede mod væggen. Det afslører en teologi, hvor mennesket ikke én gang for alle er vundet for Gud, men hvor det enkelte menneske er en fortsat daglig kampplads mellem Gud og Djævelen. Vi kan kalde det blækklattens indirekte teologi, og den mener jeg simpelthen ikke, at der er belæg for i Bibelen.”