Hvilke personer - udover din livsledsager - har betydet mest for at forme dig til den, du er blevet?
Jeg kunne pege på ekstremt mange mennesker, bland andet fordi jeg er vokset op i udlandet, hvor vi flyttede meget, og hvor jeg gik på kostskole de første fem år af mit skoleliv. Men derfor har min storebror også haft enorm stor betydning for mig, nok også mere end det er almindeligt i en søskenderelation. Vi flyttede fra Bangladesh til Danmark, da jeg var 12 år, og der blev han et afgørende holdepunkt for mig.
Hvilken sorg eller hvilket tab i dit liv vil du nævne her?
Jeg vil nævnte to tab. Det ene var, da jeg som 12-årig skulle forlade den norske skole i Kathmandu, hvor jeg havde gået og boet på kostskole i fem år, og samtidig skulle forlade Bangladesh og Nepal, som var mine hjemlande. Da jeg gik ud ad skoleporten for sidste gang, var det, som om vejen foran mig forsvandt, og der åbnede sig et sort dyb. Jeg græd som pisket, og så besluttede jeg mig for, at jeg aldrig ville ned i det dyb igen. Så jeg var over 40 år, før jeg igen græd over det gigantiske tab af miljø, kultur, natur, mennesker og relationer, jeg oplevede dengang.
Det andet var, da jeg mistede min storebror for et år siden, efter at han havde været syg med kræft i ti år, de sidste fem år uhelbredeligt. Det var et meget hårdt forløb for ham og for alle os omkring ham. Det var mit nærmeste livsvidne, som var der, da jeg blev født, og som kunne have været der, til jeg døde, der forsvandt, og det er på en eller anden måde ubegribeligt, at han ikke er her. Skrøbeligheden ved det at være menneske bliver meget tydelig, men sammen med den kommer også taknemligheden over, at jeg faktisk er her lige nu.
Hvornår udviste du mod og sprang ud på "de 70.000 favne"?
Jeg har lavet mange halsløse ting – kørt i bus i Indien ned af Himalayas bjerge og kastet mig ud over skråninger på min mountainbike – og jeg har i virkeligheden nok været tæt på at dø mange gange. Men for at være modig skal man være bange, og det har jeg ikke været. Men under arbejdet med mit ph.d.-projekt måtte jeg finde et mod frem, jeg ikke har kendt til før, fordi jeg faktisk var bange for, at det ville mislykkes. Først et halvt års tid før, jeg var færdig, begyndte jeg at have en tro på, at det kunne lade sig gøre.
Hvad tror du på?
Først og fremmest er jeg kristen, men den kristne tro har mange udtryk, og min tro er formet af, at jeg er vokset op i et af verdens fattigste lande og har set, hvor brutalt og voldsomt livet er. Som præst har jeg også lagt øre til mange ting, og jeg har enormt meget respekt for det, mennesker kan klare. Men selvom livet er svært og indebærer voldsomme ting, tror jeg grundlæggende på, at livet er et under. At vi er her, er underfuldt. Min søn var meget syg som lille, og jeg måtte forberede mig på, at jeg ville miste ham. I den proces gik det op for mig, at det ikke var længden på hans liv, der afgjorde, om hans liv havde værdi. Hvert eneste øjeblik er en gave. Det bliver jeg heldigvis som præst konstant mindet om gennem Bibelens tekster, og jeg bliver mindet om, at påsken forbinder vores liv med Gud og med evigheden.
Beskriv en scene fra din barndom.
Vi boede i Bangladesh og skulle fejre jul under varme himmelstrøg. Man kan godt få ænder i Bangladesh, men de er så magre, at man nærmest ikke kan få noget kød ud af dem. Så derfor købte mine forældre nogle ænder, som vi så selv fodrede op. Min søster og jeg gik ud til dammen med ænderne hver morgen og hentede dem om eftermiddagen. De kendte vores kalden, og vi blev ret knyttet til dem. En dag var de væk, og min far ledte i hele området. Til sidst fandt han dem hos en bengaler, som sagde, at min far ikke kunne bevise, at de var hans. Min far spurgte, om han måtte få ænderne, hvis han kunne få sin søn til at kalde dem til sig. Det gik bengaleren ind på, og så hentede min far mig, og jeg kaldte ænderne til mig. Så fik vi dem med os hjem, og julen var reddet.