Tidligere børnevært skal stå for tv-gudstjenesten: Jeg ser frem til at inspirere seerne til selv at tage stilling til, hvad de tror på

Fremover bliver det den tidligere børnevært Sofie Østergaard, som toner frem på skærmen, når Danmarks Radio hver søndag sender tv-gudstjeneste

"Jeg ser frem til åbne, ægte og dybe samtaler med mine gæster, der forhåbentlig vil inspirere seerne til selv at tage stilling til, hvad de tror på," siger Sofie Østergaard om sin nye værtsrolle på tv-gudstjenesten.
"Jeg ser frem til åbne, ægte og dybe samtaler med mine gæster, der forhåbentlig vil inspirere seerne til selv at tage stilling til, hvad de tror på," siger Sofie Østergaard om sin nye værtsrolle på tv-gudstjenesten. . Foto: Bax Lindhardt/Ritzau Scanpix.

Bærer man rundt på et brændende ønske om at introducere familiens yngste for gudstjenestens bønner og liturgi, men har svært ved at lokke dem væk fra Gurli Gris og MGP, er der gode nyheder i horisonten. Fra den 21. august bliver journalisten Sofie Østergaard vært for tv-gudstjenesten på Danmarks Radio.

Hvis navnet ikke ringer en klokke, kan man trygt placere de yngste foran skærmen, når tv-gudstjenesten vender tilbage fra sommerferie, for Sofie Østergaard begyndte sin tv-karriere som først børnevært på DR Ramasjang i 2009 og siden som vært på børneprogrammerne ”Sommer Summarum” og ”MGP” og familieprogrammet ”Versus”.

De seneste år har Sofie Østergaard været medvært på julegudstjenesten sammen med radiovært Anders Laugesen, der selv var vært på tv-gudstjenesten, inden journalist Paula Larrain tog over som vært.

”Folkekirken er en af grundstenene i det danske samfund – et område, som jeg længe har været nysgerrig på, og som jeg brænder for at dykke dybere ned i. Vi mennesker leder alle efter åndehuller og søger efter måder at tackle livet på – noget at tro på,” siger Sofie Østergaard om sin nye rolle i en pressemeddelelse.

Hun fortsætter:

"Jeg ser frem til åbne, ægte og dybe samtaler med mine gæster, der forhåbentlig vil inspirere seerne til selv at tage stilling til, hvad de tror på. Det er mit håb, at samtalerne både bidrager til at blive klog på, hvordan vi som mennesker hver især kan være i livet og på det samfund, vi alle er en del af lige her og nu."

Tv-gudstjenesten på Danmarks Radio skal både give kerneseere en god oplevelse og gøre de seere nysgerrige, som ikke har et klart defineret forhold til tro. I den forstand er det en god idé at vælge et velkendt ansigt, siger Henrik Reintoft Christensen, der er lektor i religionssociologi ved Aarhus Universitet.

"Modsat Sofie Østergaard har den nuværende vært i lang tid været en fast del af den redaktion, som arbejder med trosspørgsmål, ligesom hun har haft flere radioprogrammer om tro. Men selvom Sofie Østergaards tidligere værtsroller ikke har haft noget synderligt med religion at gøre, har hun stor erfaring inden for tv-genren og har nogle store værtsroller på cv’et."

At valget er faldet på en vært, som er mindre fagligt velfunderet i miljøet omkring trosredaktionen end tidligere værter på tv-gudstjenesten er imidlertid ikke nødvendigvis et udtryk for, at Danmarks Radio bevæger sig ned af et formidlingsspor, som kun tager højde for seertal.

"Det er selvfølgelig ikke at nedtone formidlingsdelen at vælge Sofie Østergaard som vært. Men kontinuiteten er mindre brudt af valget af hende som vært, end dengang man overhovedet valgte at få en vært på programmet," påpeger Henrik Reintoft Christensen.

DR’s trosstof har i adskillige år været genstand for en større værdidebat, og DR er vedvarende blevet kritiseret for at nedprioritere programmer om tro, kirke og kristendom.

Med valget af Sofie Østergaard har man prioriteret en erfaren vært - også for at få seertallene til at vokse, vurderer Henrik Reintoft Christensen.

"Fra et institutionsperspektiv kan hun siges at være en erfaren vært, og det kan tyde på, man har haft en afvejning af, om man skulle finde en fra det kirkelige miljø, som man ved har det nødvendige sprog, men som ikke er god til værtsrollen, eller om man skulle finde en, som fungerer som vært, og så kan hun lære sproget henad vejen."

Det kirkelige sprog kommer imidlertid allerede nemt til Sofie Østergaard, vurderer Mikael Arendt Laursen, der er generalsekretær for KLF, Kirke & Medier:

"Fra hendes rolle som vært på julegudstjenesten er min fornemmelse, at Sofie Østergaard har en god formidlingsevne, en indlevelse og en troværdighed, som giver hende en umiddelbar forbindelse med tv-gudstjenesten. Det er en god forudsætning for at nå ud over rampen og ikke kun lade gudstjenesten været et reservat for kirkefolk, men åbne døren til hele Danmark."

Danmarks Radio oplyser, at tv-gudstjenesten i indeværende år i gennemsnit har 35.000 seere via tv og 5000 seere via streaming. Tv-gudstjenesten vender tilbage den 21. august, hvor den kan ses på DR1 og DRTV søndag klokken 10.00 og igen på DR2 klokken 14.00.