Jeg voksede op i Brønshøj med en enlig mor. Min mor havde ikke nogen tilknytning til kirken, så hun introducerede mig ikke til troen eller kirken. Men som 10-årig blev jeg optaget i Københavns Drengekor, og jeg kom ind på Sangskolen, som var blevet oprettet som København Kommunes sangskole. Den havde til huse i Skt. Annæ Vestre Skoles bygning i Hindegade i Indre By. Lederen af koret var Mogens Wöldike. Dengang holdt drengekoret til i Christiansborg Slotskirke, så det var der, jeg første gang sang til en gudstjeneste. Jeg gik i 5. klasse og må have været 11 år.
Det var overvældende at stå deroppe ved gelænderet bag orglet og kigge ned i det store kirkerum. Vi havde indøvet korsvarene og salmerne, og det føltes meget stort at få lov at deltage i gudstjenesten og bidrage til den. Jeg indså, at her var noget, der var større end mig. Især lovsangen greb mig og gav mig en følelse af overgivelse til noget større. Det var, som om jeg blev bragt direkte ind i gudstjenestens centrum og troens rum. Jeg fornemmede, at der var noget, jeg ikke kunne forstå, men bare måtte tage imod og tage del i.
Jeg fortsatte i Drengekoret, frem til jeg blev student, og der var mange store oplevelser af lovsang og gudstjenestens glæde – og også af at synge til koncerter. Den sidste gang, jeg sang med Drengekoret, var i sommeren 1957, hvor vi rejste fra Esbjerg til Newcastle og fortsatte til Edinburgh, hvor vi sang "Skabelsen" af Haydn. Det var et højdepunkt. I mellemtiden var jeg jo blevet konfirmeret, hvilket også var en stor glæde, både undervisningen og selve konfirmationen. Den glæde, jeg havde oplevet ved min første gudstjeneste, varede ved, og jeg kom til at holde meget af at gå i kirke. Endnu i dag er liturgien, lovprisningen og salmesangen det centrale for mig, og når det diskuteres, om der skal ændres på højmesseordningen, hører jeg til dem, der gerne vil bevare liturgien, som den er.
Som ung begyndte jeg at studere teologi med tanke på at blive præst, og jeg fortsatte studierne i nogle år. Jeg boede på et kollegium tæt på Trinitatis Kirke i København, hvor jeg blev en del af et højkirkeligt miljø og også modtog undervisning i katolsk regi i en periode. Siden har jeg bevæget mig mere over til det grundtvigske og til den folkekirkelige midte rent teologisk, men den grundlæggende erfaring af at møde Gud i gudstjenesten og blive en del af noget større har ikke ændret sig.
Selvom jeg læste teologi i nogle år, blev jeg ikke præst, men i stedet sygeplejerske. Det blev på et tidspunkt lidt for meget med alle sprogfagene på teologi – græsk, hebræisk – men jeg bestod dog filosofikum.
Jeg havde i mellemtiden fået interesse for sygeplejefaget via et sommerferiejob på Epilepsihospitalet Filadelfia i Dianalund. Der kom jeg tæt på både patienter og personale og deltog også i det kirkelige liv på stedet. Mens jeg aftjente min værnepligt i civilforsvaret i Thisted, opsøgte jeg også den lokale kirke og gik til gudstjeneste hver søndag. Det føltes helt naturligt for mig – at gå til gudstjeneste blev en uundværlig åndelig føde. Sådan har jeg det stadig.
Min tro har også næret mig i mit arbejde som sygeplejerske. Jeg fik arbejde som afdelingssygeplejerske på plastikkirurgisk afsnit på Rigshospitalet. Siden fik jeg en stilling som oversygeplejerske på Centralsygehuset i Hjørring. Derfra kom jeg i 1970 til Tarm, hvor jeg blev den første leder af Egvad Plejehjem og var der i 20 år. Min kone, som er uddannet ergoterapeut, var ansat samme sted. Ud over den fælles interesse for pleje og omsorg har vi altid delt troen.
Kirken og troen har på den måde været en fast og nødvendig bestanddel af mit liv, siden jeg første gang sang ved en gudstjeneste med Drengekoret, og jeg har fået mange trosglimt undervejs. Min familie, som i begyndelsen nok undrede sig over, at troen betød så meget for mig, har med tiden fået forståelse for det. Da jeg fyldte 70 år, forærede min nevø mig et smukt Dagmar-kors – et byzantinsk relikviekors fra 1100-tallet, som jeg bærer i en kæde om halsen hver søndag, når jeg går i kirke.
Og da et af vores børnebørn blev konfirmeret, insisterede hun på, at jeg skulle have den Kristus-krans, hun havde fået i forbindelse med konfirmationsundervisningen. Hun gennemgik betydningen af hver enkelt perle i kransen med mig og gav mig den så. Selvom jeg sagde, at hun skulle beholde den, ville hun give mig den. Den bruger jeg nu jævnligt i mit bønsliv.
Hvad har udfordret din tro?
Når jeg oplever, at nogle teologer bliver meget højredrejede i deres fortolkninger af evangeliet og gør det til et snævert og moraliserende anliggende i stedet for at udlægge det som et etisk budskab, som vi alle i lige grad kan tage til os, glæde os over og lade os udfordre af.
Hvad er det bedste åndelige råd, du har fået?
”Skønt er det, vi ser, skønnere er det, vi indser, skønnest af alt er det, vi ikke fatter.”
Det er et citat af den danske naturvidenskabsmand Niels Steensen, der konverterede til katolicismen og blev præsteviet og siden biskop. Jeg har hele hans brevsamling, og det er dér, denne sentens stammer fra. For mig siger den det vigtigste om, hvor troen findes. Det var det, jeg erfarede som 11-årig i Drengekoret, uden at jeg dengang kunne sætte ord på det.